Post by Blake De Clare on Dec 27, 2017 11:04:35 GMT
Tunge hove dundrede mod skovbunden som mirakuløst opslugte det meste af den kraftige hests larm når grenene knækkede under dens massive vægt. På ryggen af gråskimlen sad Blake. Det var unormalt at en kvinde red et så maskulint dyr, de fleste foretræk spinklere og roligere heste, hvis de overhovedet red og ikke lod sig transportere i vogn. Blake var iført mørkt tøj der skjulte det skidt som skørterne nødvendigvis måtte samle op fra skovbunden når hun stod på den forurenede, omend ægte skovbund. Foran hende, holdt fast af hendes ene arm som var slynget omkring den, sad hendes hund som ligeledes var fundet i denne skov. Den var sort og pjusket, næsten for stor til at sidde på hesten nu og stadig kun hvalp. Dens fire poter og øre var kolossale og fuldstændigt ude af proportioner. De vidnede på at denne en dag ville blive meget stor.
Blake klemte lårene sammen om hingsten, en usynlig gestus som med det samme fik den til at bremse og skridte roligere afsted, om end stadig brustende og ilter. Hendes fingre, den ene med Damians trolovelsesring, viklede sig ned i den grålige man mens hun lyttende tog skoven til sig og ønskede sig til renere og grønnere træer. Hvalpen i hendes arme begyndte at klynke for at komme ned og hun greb den om maven hvorefter hun lænede sig så meget ud på hingstens ene side hun kunne for at slippe den sprallende hund der straks begyndte at snuse logrende rundt i skovbunden. Hun selv lod sig glide ned fra det store dyr, som hun helt og aldeles slap i den viden om at hingsten ikke ville forlade hende, ligeså vel som at hunden ikke ville, og så begyndte hun at gå længere ind mellem skovens træer. Hendes fingre gled blidt og kærtegnende henover enhver stamme og ethvert blad hun kom indenfor rækkevidde af.