Post by Lili Zeno on Nov 29, 2017 9:31:16 GMT
Eian Winters - Lili Zeno
Lili havde slappet af. I dag havde hun fri fra akademiet, hvis graduering hun nærmede sig med raske skridt. Hun havde kastet alle sine puder og tæpper over i et hjørne af sit værelse, og nu sad hun iblandt dem alle med en bog, der hvilede på hendes ene lår. Med den ene hånd bladrede hun dovent i den, mens hun lod de sorte øjne glide ned over siderne. Ved hendes side stod et fad, hvorpå der var blevet bragt en lille kande the op til hende. Derefter havde hun sendt tjenestepigen ud af rummet og åbnet sin altandør, så hendes familiar kunne komme ind til hende. Det var faktisk nok mere den end puderne hun lå og hvilede sig op af. Den lå med lukkede øjnene og slappede af, mens hun lå op af dens mave og kunne mærke hver gang den trak vejret. Hun havde besluttet for at ville give den et nyt navn, men hun havde bare ikke fundet det rigtige endnu.
Med et stik af kedsomhed lukkede hun bogen og kastede den hen ved siden af sig. Dragens ene øje gled op og studerede hende, som hun sukkede og hvilede hovedet ind mod dens ryg, uden at ramme dens fantastiske pigge. Hendes ene slanke hånd gled hen over dens skinnende skæl.
"Jeg har ledt bogen igennem to gange nu. Jeg har ledt alle bøger igennem! Men du skal ikke opkaldes efter en eller anden gammel mand. Du er bedre end det" mumlede hun, da hun vendte sig, så hun bedre kunne møde dens blik. Hun havde venner, endda bedste venner, som Arya. Men ingen slog hendes familiar. Ofte måtte den kun flyve om natten, for at undgå at den blev set og Lili måtte ofte omgive den med en magi, der gjorde at folk ikke ville bemærke den. Hun havde snart kastet den magi så mange gange, at hun til tider tillod den at flyve op til hende om dagen. Men kun sjældent. I dag var den dog hendes eneste selskab.
Hun rettede sig op. Det lange sorte hår var løst og faldt ned over en afslappet kjole. Hun elskede blå farver og hun beundrede noget af moden i andre lande, der ikke kun bestod af lyse farver eller grove stoftyper. Hendes klædeskab bestod af kjoler i forskellige farver, men ofte lidt mørkere end de farver man normalt så i Portus. De passede bedre til hendes hår og øjne, syntes hun, end de lyse farver. Denne kjole var sort, med korte ærmer og gik hende til lige ned over knæene. Der var intet mønster på den. Hun havde trods alt ingen at vise sig frem for, når hun bare var hjemme. Hendes lektier var blevet lavet for længst, så hendes familiar var virkelig det eneste med hendes opmærksomhed lige nu.
"Drømmer du også?" Hun lagde sig ned ved siden af den, så hun kunne se op på det snirlige mønster, der fulgte kanten af loftet. Hun kendte det mønster for godt. Specielt når hun vågnede med mareridt om natten. Drømme hun aldrig fortalte om, drømme hun aldrig havde fundet en forklaring eller forståelse af. Drømme om folk, hun aldrig havde set eller kendt.
"Drømmer du mine drømme? Vi er forbundet. Forstår du nogle af dem?" Hun drejede hovedet en anelse og sendte dragen et svagt smil. Så rystede hun på hovedet. Familiaren svarede hende aldrig, men hun var efterhånden i tvivl om hvorvidt den havde valgt det sådan, eller om den virkelig ikke kunne tale. Til tider virkede det som om den nikkede eller blinkede to gange for ja. Hun kunne fortælle hvornår den var glad, sulten eller vred. Men det var fordi hun havde lært at aflæse den.
"De er altid de samme. Nogle gange er de stærkere end andre...Det er et stykke tid siden nu, men for ikke så længe siden gjorde det...Virkelig ondt" Hun lukkede øjne og kunne stadig se billederne for sig. Det smertefulde mørke, en eller anden følelse af frygt og skrig. Hun havde slet ikke sovet den nat.
Dragen flyttede hovedet og lagde det helt op af hendes. Hun slyngede armene om det og puttede sin kind ind til dens varme hals.
I det mindste havde hun overbevist tjenerne om intet at sige. Til nogen som helst. Nogensinde. Heller ikke når hun vågende skrigende om natten, dækket i sved.
Med et stik af kedsomhed lukkede hun bogen og kastede den hen ved siden af sig. Dragens ene øje gled op og studerede hende, som hun sukkede og hvilede hovedet ind mod dens ryg, uden at ramme dens fantastiske pigge. Hendes ene slanke hånd gled hen over dens skinnende skæl.
"Jeg har ledt bogen igennem to gange nu. Jeg har ledt alle bøger igennem! Men du skal ikke opkaldes efter en eller anden gammel mand. Du er bedre end det" mumlede hun, da hun vendte sig, så hun bedre kunne møde dens blik. Hun havde venner, endda bedste venner, som Arya. Men ingen slog hendes familiar. Ofte måtte den kun flyve om natten, for at undgå at den blev set og Lili måtte ofte omgive den med en magi, der gjorde at folk ikke ville bemærke den. Hun havde snart kastet den magi så mange gange, at hun til tider tillod den at flyve op til hende om dagen. Men kun sjældent. I dag var den dog hendes eneste selskab.
Hun rettede sig op. Det lange sorte hår var løst og faldt ned over en afslappet kjole. Hun elskede blå farver og hun beundrede noget af moden i andre lande, der ikke kun bestod af lyse farver eller grove stoftyper. Hendes klædeskab bestod af kjoler i forskellige farver, men ofte lidt mørkere end de farver man normalt så i Portus. De passede bedre til hendes hår og øjne, syntes hun, end de lyse farver. Denne kjole var sort, med korte ærmer og gik hende til lige ned over knæene. Der var intet mønster på den. Hun havde trods alt ingen at vise sig frem for, når hun bare var hjemme. Hendes lektier var blevet lavet for længst, så hendes familiar var virkelig det eneste med hendes opmærksomhed lige nu.
"Drømmer du også?" Hun lagde sig ned ved siden af den, så hun kunne se op på det snirlige mønster, der fulgte kanten af loftet. Hun kendte det mønster for godt. Specielt når hun vågnede med mareridt om natten. Drømme hun aldrig fortalte om, drømme hun aldrig havde fundet en forklaring eller forståelse af. Drømme om folk, hun aldrig havde set eller kendt.
"Drømmer du mine drømme? Vi er forbundet. Forstår du nogle af dem?" Hun drejede hovedet en anelse og sendte dragen et svagt smil. Så rystede hun på hovedet. Familiaren svarede hende aldrig, men hun var efterhånden i tvivl om hvorvidt den havde valgt det sådan, eller om den virkelig ikke kunne tale. Til tider virkede det som om den nikkede eller blinkede to gange for ja. Hun kunne fortælle hvornår den var glad, sulten eller vred. Men det var fordi hun havde lært at aflæse den.
"De er altid de samme. Nogle gange er de stærkere end andre...Det er et stykke tid siden nu, men for ikke så længe siden gjorde det...Virkelig ondt" Hun lukkede øjne og kunne stadig se billederne for sig. Det smertefulde mørke, en eller anden følelse af frygt og skrig. Hun havde slet ikke sovet den nat.
Dragen flyttede hovedet og lagde det helt op af hendes. Hun slyngede armene om det og puttede sin kind ind til dens varme hals.
I det mindste havde hun overbevist tjenerne om intet at sige. Til nogen som helst. Nogensinde. Heller ikke når hun vågende skrigende om natten, dækket i sved.