Post by Lili Zeno on Nov 2, 2017 11:19:03 GMT
Cassidy Ahern
Hun rettede på den lyse kjole, der udgjorde hendes uniform. Den viste intet, der ikke måtte vises: Dens skørt gik helt ned til gulvet, hvor to lette sko blev gemt. Dens fald forhindrede numsen i at træde frem og overdelen dækkede hendes brystkasse og slog ring om hendes hals, så intet blev efterladt til fantasien. Ærmerne var lange. Kjole havde en cremet flødefarve og, blot fordi hun kunne, nogle guldbroderier. Broderierne gik hen over fronten af kjolen, delte sig i to og gled ned over skørtet i hver sin side. Som en flod af guld. Ingen forhindrede en i at kvikke sin uniform lidt op og selv uniformerne kunne variere, men fordi det var Portus, var der nogle normer at overholde, hvis man ville holde sig på god fod med alle her. For Lili var det det værd og hun havde også vænnet sig til det. Stærkt mod nogens forventninger, kunne hun bære så intetsigende en kjole, som var det en kjole der var dronningen værdig og på en eller anden måde formåede hun at gå ned langs de lange gange, og stadig få kjolen til at bølge eksotisk om hendes slanke skikkelse.
Hvad hun dog ikke kunne ændre på, var at de lyse farver stod i stærk kontrakt til hendes sorte hår og øjne. Ingen havde så sort hår, så sorte øjne. De berejste, der havde set alle områder af de tre lande, påstod hun lignede dronningen og den gamle konge af Pandemonium, men det var alt sammen vrøvl. Lili vidste ikke hvor hun havde det fra, for hverken Saïx, Isabel, Caleb eller Moria bar de samme farver. Hun måtte være adopteret eller noget måtte være sket. Men det var formentlig aldrig noget hun ville lære sandheden af. Det værste var hun slet ikke lignede Eian.
Men hun bar det med en stolthed og kølighed, der ofte slugte folks lyst til at spøge med det. Det sorte hår skinnede i lysene. I dag var pandehåret trukket tilbage i nakken og samlet i en lille hestehale. I hendes ører hang nogle små, næsten usynlige øreringe af skinnende sølv. Hun var rig, hun kom fra en mand der havde penge og status i dette land, og hun var ikke ked af at vise det frem. Hendes hud var lys og blød, duftede altid rent af sæbe eller en let parfume.
Hun var et ideal. Hun var smuk på en måde, som folk ikke kunne forklare, men som tiltrak mange af dem på en eller anden måde. Lili forstod dette og gjorde alt for at passe sit udseende. Folk sagde man ikke både kunne fødes med et godt udseende, sociale evner og en stærk intelligens. Men Lili gjorde alle disse ordsprog skamme. Pigerne i hendes klasse ville være hende, hvilket gav hende magten over klassens hierarki. Drengene hviskede om hende. Hun tog automatisk opmærksomheden, når hun mødte ind hver dag...
Og som endnu en stærk kontrast, kunne hun alligevel forsvinde, når hun ikke gad mere opmærksomhed. Folk tænkte ikke over det, før nogen længe efter opdagede at Lili slet ikke var i rummet mere eller hvis hun trak sig tilbage for at læse bøger, som andre aldrig ville åbne. Lærer var glade for hende, for hun var god til at smalltalk og dygtig til sit arbejde, fulgte altid op med ekstra spørgsmål.
Selvfølgelig var disse virkninger tydeligst i den klasse, hun hørte til og resten af skolen kendte hende ikke. Faktisk var der nok ingen, der rigtig kendte hende. De blev aldrig lukket helt ind i hendes overraskende hårde hjerte. De så aldrig den lette ensomhed der hvilede på hendes person, den evige tørst for viden omkring de forbudte ting eller hendes konstante mareridt om fremmede folk, situationer eller steder hun aldrig havde været. Eller hendes kontakt til det voksende oprør i landet. Det blev alt sammen holdt låst inde.
Alt dette var blot hvordan det så ud, ud ad til. Som timen sluttede og Lili lod sine bøger glide ned i sin taske, følte hun sig ikke langt anderledes end alle andre levende væsner. Hun vidste hun var speciel eller hendes udseende kunne skille hende ud, men med tiden var det ikke noget hun tænkte over så ofte. Det afgjorde tit hvilket tøj hun tog på. Ville hun gøre det til en styrke eller svaghed? Hun havde for længst besluttet sig for at gøre det til en styrke.
Den sædvanlige klike, pigerne der bare fulgte efter hende på skolens grund og solede sig i hendes sparsomme opmærksomhed og nærvær, var hurtigt henne hos hende. De sad ofte nogle rækker længere væk, men de havde hurtigt pakket deres ting og kom hende i møde, for de skulle ikke risikere at blive efterladt tilbage. Lili ventede ikke på nogle.
Okay, det var ikke helt sandt. Der var få. To måske? Nej tre. Tre personer i klassen, som Lili behandlede som ligesindede og rigtige venskaber, omend de aldrig kunne lære de aller dybeste sandheden om Lili. Som hun ignorerede den fnisende lyd af tøserne bag hende, gled blikket ud over rummet. Tomas var ikke til stede, hans far var lige død i en af de nyeste angreb fra oprøret. Julia var allerede gået. Til Lilis fortrydelse snakkede Julias forældre om at sende hende ud af landet, til oprøret var blevet mere stille eller slået tilbage. Til gengæld var Arya til stede, som altid. I nogle hurtige skridt var Lili henne ved hendes bord og lænede sig svagt op af det. Tasken, hun ikke havde rørt yderligere, blev samlet op af en fra Lilis klike, som med glæde ville bære de mange tunge bøger for hende.
"Arya!" smilte hun stort, som var blot synet af denne ven nok til at gøre Lili i henrivende humør.
"Jeg er så glad for timen er slut. Professor Timithon og alt hans tidsmagi, når man i virkeligheden ikke kan ændre tiden. Det er i virkeligheden bare en time i astrologi. Nå, men skal du noget i dag?" Lilis ene hånd, hun havde slanke hænder med lange fingre, gled op og sørgede for det glatte hår sad som det skulle. Glat hår var besværligt. Det gled ofte ud af sin frisure.
"Jeg tænkte på om du ville med hjem og få en kop the. Eller måske vil du med ned i byen? Jeg mangler noget nyt stof, til en ny kjole jeg vil have syet" bemærkede hun en smule tænkende.
Hvad hun dog ikke kunne ændre på, var at de lyse farver stod i stærk kontrakt til hendes sorte hår og øjne. Ingen havde så sort hår, så sorte øjne. De berejste, der havde set alle områder af de tre lande, påstod hun lignede dronningen og den gamle konge af Pandemonium, men det var alt sammen vrøvl. Lili vidste ikke hvor hun havde det fra, for hverken Saïx, Isabel, Caleb eller Moria bar de samme farver. Hun måtte være adopteret eller noget måtte være sket. Men det var formentlig aldrig noget hun ville lære sandheden af. Det værste var hun slet ikke lignede Eian.
Men hun bar det med en stolthed og kølighed, der ofte slugte folks lyst til at spøge med det. Det sorte hår skinnede i lysene. I dag var pandehåret trukket tilbage i nakken og samlet i en lille hestehale. I hendes ører hang nogle små, næsten usynlige øreringe af skinnende sølv. Hun var rig, hun kom fra en mand der havde penge og status i dette land, og hun var ikke ked af at vise det frem. Hendes hud var lys og blød, duftede altid rent af sæbe eller en let parfume.
Hun var et ideal. Hun var smuk på en måde, som folk ikke kunne forklare, men som tiltrak mange af dem på en eller anden måde. Lili forstod dette og gjorde alt for at passe sit udseende. Folk sagde man ikke både kunne fødes med et godt udseende, sociale evner og en stærk intelligens. Men Lili gjorde alle disse ordsprog skamme. Pigerne i hendes klasse ville være hende, hvilket gav hende magten over klassens hierarki. Drengene hviskede om hende. Hun tog automatisk opmærksomheden, når hun mødte ind hver dag...
Og som endnu en stærk kontrast, kunne hun alligevel forsvinde, når hun ikke gad mere opmærksomhed. Folk tænkte ikke over det, før nogen længe efter opdagede at Lili slet ikke var i rummet mere eller hvis hun trak sig tilbage for at læse bøger, som andre aldrig ville åbne. Lærer var glade for hende, for hun var god til at smalltalk og dygtig til sit arbejde, fulgte altid op med ekstra spørgsmål.
Selvfølgelig var disse virkninger tydeligst i den klasse, hun hørte til og resten af skolen kendte hende ikke. Faktisk var der nok ingen, der rigtig kendte hende. De blev aldrig lukket helt ind i hendes overraskende hårde hjerte. De så aldrig den lette ensomhed der hvilede på hendes person, den evige tørst for viden omkring de forbudte ting eller hendes konstante mareridt om fremmede folk, situationer eller steder hun aldrig havde været. Eller hendes kontakt til det voksende oprør i landet. Det blev alt sammen holdt låst inde.
Alt dette var blot hvordan det så ud, ud ad til. Som timen sluttede og Lili lod sine bøger glide ned i sin taske, følte hun sig ikke langt anderledes end alle andre levende væsner. Hun vidste hun var speciel eller hendes udseende kunne skille hende ud, men med tiden var det ikke noget hun tænkte over så ofte. Det afgjorde tit hvilket tøj hun tog på. Ville hun gøre det til en styrke eller svaghed? Hun havde for længst besluttet sig for at gøre det til en styrke.
Den sædvanlige klike, pigerne der bare fulgte efter hende på skolens grund og solede sig i hendes sparsomme opmærksomhed og nærvær, var hurtigt henne hos hende. De sad ofte nogle rækker længere væk, men de havde hurtigt pakket deres ting og kom hende i møde, for de skulle ikke risikere at blive efterladt tilbage. Lili ventede ikke på nogle.
Okay, det var ikke helt sandt. Der var få. To måske? Nej tre. Tre personer i klassen, som Lili behandlede som ligesindede og rigtige venskaber, omend de aldrig kunne lære de aller dybeste sandheden om Lili. Som hun ignorerede den fnisende lyd af tøserne bag hende, gled blikket ud over rummet. Tomas var ikke til stede, hans far var lige død i en af de nyeste angreb fra oprøret. Julia var allerede gået. Til Lilis fortrydelse snakkede Julias forældre om at sende hende ud af landet, til oprøret var blevet mere stille eller slået tilbage. Til gengæld var Arya til stede, som altid. I nogle hurtige skridt var Lili henne ved hendes bord og lænede sig svagt op af det. Tasken, hun ikke havde rørt yderligere, blev samlet op af en fra Lilis klike, som med glæde ville bære de mange tunge bøger for hende.
"Arya!" smilte hun stort, som var blot synet af denne ven nok til at gøre Lili i henrivende humør.
"Jeg er så glad for timen er slut. Professor Timithon og alt hans tidsmagi, når man i virkeligheden ikke kan ændre tiden. Det er i virkeligheden bare en time i astrologi. Nå, men skal du noget i dag?" Lilis ene hånd, hun havde slanke hænder med lange fingre, gled op og sørgede for det glatte hår sad som det skulle. Glat hår var besværligt. Det gled ofte ud af sin frisure.
"Jeg tænkte på om du ville med hjem og få en kop the. Eller måske vil du med ned i byen? Jeg mangler noget nyt stof, til en ny kjole jeg vil have syet" bemærkede hun en smule tænkende.