Post by Lili Zeno on Oct 8, 2017 10:07:52 GMT
Mørket var altomslugende og smerterne tilstede. Hele lokalet, som hun ikke genkendte, var badet i det samme kvælende mørke og forvrængede skikkelser. Hun kunne ikke se hvem de var, kun høre deres skrig og fornemmelse deres skikkelser gennem sine øjne, der var tågede af tårer. Hun var selv skræmt fra vid og sans, hun græd som pisket og hun forstod ikke hvad der skete. Et eller andet varmt lys prøvede at nå hende fra den anden side....Hun rakte ud efter det. Hjælp mig! Hjælp mig! De kvæler mig! Skyggerne, slangerne, minderne, smerterne! De kvæler mig!
Lili var vågnet med et sæt. Hendes vejrtrækning var voldsom og hele hendes krop rystede og var dækket af koldsved. I et øjeblik lå hun chokeret og så op i loftet. Det vide loft, med det snirlige mønster langs væggen, som hun altid fulgte med øjnene, lige inden hun skulle sove.
Jo, hun var hjemme. Hun kendte de mønstre. Dette var hendes hjem i Portus, I Istus. Hun var ikke fanget i et fremmed rum, et sted hun end ikke vidste hvor var. På det sidste var drømmene blevet værre og den nyeste drøm, med det kvælende mørke, gav hende en fornemmelse af et levende mareridt. Som om hun faktisk var der, som om hun faktisk hang i en overhængende fare og ikke kunne komme ud...
Hun skubbede sig selv op at sidde. Fødderne gled ned på det kolde gulv, men kulden var forfriskende og mindede hende om at hun virkelig var her og ikke fanget i en anden verden. Da hun fjernede en lok af sit sorte hår, kunne hun mærke at hun havde grædt. Havde hun skreget? Nok ikke. Ellers havde en tjener ville vække hende med et forskræmt udtryk. Hun havde bedt dem om at holde det hemmeligt, ikke nævne noget for Eian. Hun ønskede at holde disse drømme for sig selv.
Hvad skulle hun også sige alligevel? Hendes drømme føltes som mere end det, men uanset hvor meget hun læste om drømme, om drømmetydning, om drømmemagi, virkede intet til at være det helt rigtige svar.
Hun slog armene om sig selv, som sveden fik hende til at fryse. En sidste tårer løb over og ned over hendes kind. Hun fjernede den med en hurtigt og næsten vred bevægelse.
Hun rejste sig og gik over til sin altan. Hun skubbede døren op, så nattens lette og kølige brise skubbede legende til de hvide gardiner i hendes rummelige værelse. Kun iført sin hvide natkjole trådte hun hen til rækværket og lagde sine slanke hænder mod det kolde sten. De sorte øjne søgte ud over byen. Hun boede højt nok oppe, til faktisk at kunne se noget af byen foran sig og hun elskede udsigten. Portus var en flot by, som de religiøse holdt den mere ren end noget andet. Selv slummen var næsten pæn at gå igennem, selv om Eian nok ville få et føl hvis han vidste hun gik på eventyr i byen. Men hendes hverdag kedede hende og hun havde også hørt historierne om de voksende uroligheder med hybriderne. Eian ville nægte hende at gå ud hvis han vidste noget...Det var hun overbevidst om. Så det var endnu en ting hun holdt for sig selv.
Blikket gled over til den store bygning, der udgjorde Ineis største bygning og et hjem for rådsmedlemmerne. Hun trak vejret dybt og tvang sine slanke skuldre til at slappe mere af. Hvis bare en dyb tro ville ramme hende og fjerne disse drømme. Hun var nået til et punkt, hvor hun nemmere kunne respektere religionen i landet. Det var den kultur hun var opvokset i, selv den gang i gården...
Hvor mon alle var nu? Caleb og Isabel, Saïx og Moria? Hun havde haft noget kontakt til nogle af dem, men hun kunne ikke ryste af sig at det virkede som om de prøvede at holde hende ude af noget...
Hun trak vejret dybt igen. Drømmen var ved at forlade hendes sind og gjorde hende mere rolig igen. Hendes blik gled op til alle stjernerne. Alle konstellationerne hun havde lært udenad. Det der var Ineis trone, der var Ineis træ og den længst til højre og den mest synlige lige nu, var Hesten. Efter historierne en hvid hest, som symboliserede en fortstående rejse eller ændring i ens liv. Selvfølgelig troede Lili ikke på det, men det var meget sjovt at se hvordan folk fik noget ud af nogle tilfældige stjerner. Og Lili absolut elskede videnskab og viden. Hun slugte bøger på stribe og blev gerne på akademiet hele dagen, til en tjener hentede hende med understregende ord om at hun SKULLE komme hjem.
Hendes krop gøs. Hun var aldrig rigtig varm, som om hendes krop umuligt kunne holde på varmen selv. Hun havde engang læst det kunne skyldes ens kropsbygning eller et dårligt omløb af livets væske i ens krop. Men Lili spiste sundt og hun gik ture hver dag, hvis hun ikke ligefrem red.
Hun lukkede øjnene. Der var stadig resterne af drømmen, som om mørket truede med at ramme hende også. Den havde bare virket så levende...Så troværdig. Som om smerten havde været hendes egen.
Hun blev stående på altanen langt længere end hun burde. Hun fik ikke sovet mere den nat, men næste morgen fremstod hun lige så frisk og munter som hun plejede over for husets beboer. Ingen ville nære mistanke om at hun igen var plaget af de dybe drømme. Heller ikke hendes veninder, som hun fulgte til akademiet med.