Post by Macaria Forsyth on Jul 31, 2017 18:13:31 GMT
Natten var for længst faldet på, og Macaria var selvfølgelig oppe, og havde været det lige siden, solen var begyndt at sænke sig bagved de sneklædte bjerge, som omringede dødsenglenes by, Sethos. Efter 5 års arbejde var byen endelig ved at nå tilbage til sit gamle jeg – ja endda bedre end det. Alle bygninger var lavet af sten, brøndene var renset, gaderne fejet, muren rejst til halvanden meter højere end før, og porten sat på sine hængsler igen. Militærakademiet vrimlede med elever, minerne solgte igen, hvilket fik lyden fra alle smedjene til at ringe gennem bjergene fra morgen til aften. Det eneste sted, hvor der var nogenlunde stille var oppe i Forsyths palæ, hugget direkte ind i bjergsiden hævet op over resten af byen, så man måtte kravle den lange, snoet trappe eller gro vinger.
Med de få tjener i palæet, var det nærmest kun Forsyth familien, som befandt sig deroppe. Zean var næsten aldrig hjemme, Arona holdte til nede i militærakademiet, hvilket efterlod Macaria og Harris i palæet det meste af tiden. Macaria brugte timer på sit kontor, hvor hun lavede regnskaber, besvarede breve, nedskrev aftaler og underskrev kontrakter. Arbejdet var dog intet i forhold til dét som dronning, så hun klagede ikke. Faktisk klagede hun aldrig. Ikke over mareridtene, der rev hende ud af søvnen med skrig og gråd midt på dagen. Ikke over Zeans fravær, hun dog var vant til. Ikke over at Era var rykket fra fængselscellen til et gæsteværelse. Ikke over hun nogle gange kunne blive ramt af frygt, og måtte krølle sammen under et bord. Ikke over hun kun måtte holde sig til dyreblod. Ikke over hver eneste gang hun lugtede kemikalier begyndte at ryste over hele kroppen, indtil hun grædende faldt sammen gemt væk bag en lukket dør.
Hun sagde ingenting. Fortalte ingen om sine problemer. I stedet kæmpede hun indædt med at få byen på benene, skabe opblomstring i handlen, og genoptage sine gamle alliancer med de forskellige folk, hvilket bragte hende hen til at have kontaktet en såkaldt problemløser.
Vinduet var åbnet på vid gab, så den klare bjergluft kunne komme ind i kontoret. Hele den ene væg var dækket af høje reoler bugnende af farverige bøger om alt lige fra de forskellige racer til matematik. Et stort, lilla gulvtæppe fødderne kunne synke ned i fyldte det meste af stengulvet, mens det mest dominerende var et kaotisk egetræbord i den anden ende af rummet med en tændt kamin bag sig. Bordet var en rodet slagmark af breve, pergamentruller, stakke af bøger, knækket fjerpenne, halvtomme blækhuse, lakstænger og kort over forskellige steder i de tre lande. I hjørner stod et stativ med en gammel, slidt rustning, der havde set bedre dage med rester af blod på sig, hul i ringbrynjen ved maven, og dybe kradsemærker på læder brystpladen. To sværd krydsede hinanden på væggen lige over et flot oliemaleri af Forsyth familien: Zean og Macaria stod side om side, som de gjorde i livet. Arona stod foran med Harris lidt ude til siden. Et hulrum fyldte dog maleriet på den anden side af Arona. Et hulrum der forhåbentligt snart ville blive fyldt ud, når de fik fat på det sidste medlem af familien.
Macaria sad bag sig skrivebord med hovedet hvilende i den ene hånd, og en fjerpen i den anden. Spidsen af pennen kradsede sig i flyvende fart over et stykke pergament, så det var den eneste lyd der blandede sig med vindens susen og ildens knitren i kaminen. De vilde, røde hårlokker var samlet i et metalspænde, men mange havde slidt sig fri, og indrammede nu det fregnet ansigt, der var henlagt i koncentration. Blodrøde øjne fulgte pennens rejse over pergamentet. Hun lignede en ung pige på omkring de 19 år. Kroppen var ikke fuldt udviklet med runde, bløde hofter, en lille talje, og smalle barm, gemt væk bag en midnatsblå kjole i et simpelt design. Fødderne var nøgne og ingen smykker prydede dødsenglenes fyrstinde, der før havde kunne kalde sig dronning.
En banken på døren blev besvaret med et grynt, og en vagt – dødsenglen selvfølgelig – stak hovedet ind.
”Du har besøg.”
Åhhhh dødsengle. Hvad hun virkelig elskede ved dem, var deres uformelle, ligetil måde at være på. Det var ikke mangel på respekt – sådan var de virkelig bare.
”Mh.... hvem?” spurgte hun uden at se op fra sit igangværende arbejde.
”En eller anden. Novik eller sådan noget. Jeg aner ikke hvem han er.”
”Okay, bare send ham ind. Åh, kan jeg også få dig til at bede én om at komme op med et glas halvt fyldt op med blod og halvt med vin?” spurgte hun med en pludselig indskydelse, og så bedende op på dødsenglen, der sendte hende et skeptisk ansigtsudtryk, inden at han sukkede dybt, nikkede og trak sig så tilbage, men lod døren stå åben så gæsten kunne træde ind.