Post by Khala Riviera on Jul 31, 2017 14:56:03 GMT
Nøgne, beskidte fødder sank dybt i det tætte lag af dugvådt mos, mens grønbrune øjne fløj over omgivelserne ved hver eneste lille puslen i skovens underbuske. Hendes hjerte var vandret fra dets sædvanlige sted i hendes bryst, til et sted nærmere hendes hals, som hun bevægede sig så tæt på ilden som et møl turde komme. Der var stadig flere hundrede meter ind til varulvenes lejr, men hvis hun spidsede øre kunne hun høre deres stemmer, omend ikke skille ordene i stemmerne fra hinanden, og hvis hun trak vejret dybt, kunne hun lugte deres morgen-lejrbål. Men hun var nødt til at få syn for det selv. Det var noget i gære mellem ulvene og lorteenglene. Noget der foregik på toppen af deres forbandede bjerg. Noget der krævede at flere af ulvene - deriblandt deres alpha - konstant syntes at bevæge sig op og ned af den forræderiske sti der ledte op til bjergbyen. Eller, det var ihvertfald hvad hendes småfugle fortalte hende.
Med tilbageholdt åndedræt og fødder så lydløse som en mus' om en sovende kat, smuttede Khala fra det træ hun havde presset sig opad, til den næste, nærmeste træstamme. Det var stadig så tidligt på morgenen at de fleste af dem ikke ville vågne endnu, enten sovende nattens jagt af sig eller morgenens tømmermænd, hvis hun kendte ulvene ret. Hun var klædt i en lang, brunlig kofte der blandede sig godt med den mørke underskov, og var sikret med et stof bælte. Nem at komme af med, hvis hun pludselig var nødt til at skifte form og stikke af, men for nu virkede det ikke som om hun var blevet opdaget. Så hun lænede sig frem, en hånd presset mod barken i det træ hun lænede sig op ad, og kiggede ind i lejren, nu blot 70 meters afstand fra hende.