Post by Zean Forsyth on Jul 29, 2017 8:11:36 GMT
Der var gået en dag siden Arona havde snakket med sin mor om tingene. Det havde taget hende lidt tid at finde sin far og blandet med hendes andre pligter, var det først en dag senere hun faktisk fangede ham. Zean, der havde udført noget meditation til at starte dagen på, var på vej ud af huset. Vingerne var fremme og skinnede i den blege bjergsol. Arona savnede lidt sine egne, men på akademiet insisterede de på hun også lærte at klare sig uden dem, da hun nemt kunne ende i en situation hvor hun ikke kunne bruge sine vinger. De timer, hvor hun faktisk lærte at begå sig i luften, virkede overraskende få når man elskede at flyve.
Zean var ved at tage en trøje på og var samtidig på vej ud af døren. Uden at have tjek på hvor han trådte, endte det med han og Arona gik direkte ind i hinanden, omend ikke værre end de begge trådte et par skridt tilbage. Zean fik sin trøje helt på og Arona nåede lige et glimt af den healede rune på brystet af sin far. Han virkede faktisk en smule anderledes. På sin vis mere rolig. Hun var ikke rigtig van til det og usikker på hvad det betød.
"Far! Vi skal snakke sammen" skyndte hun sig at sige. Zean vinkede hende med sig, da han trådte uden om hende og begyndte nedstigningen mod byen.
"Så snak"
Arona skyndte sig at indhente ham og fulgte trit med hans tempo. Som en soldats march gik hendes far godt til uden at bryde sin rytme. I et øjeblik var hun fascineret af hvor naturligt det faldt ham, hvordan vejrtrækningen var tilpasset hans tempo og han kunne fortsætte uden at blive det mindste forpustet.
"Jeg vil have Vavilon tilbage. Mor har allerede accepteret det" sagde hun så. Hendes far så på hende et øjeblik, før han bare trak på skuldrene.
"Ja, det mumlede hun noget om..." Zeans hånd gled hen over hans hage et øjeblik, da det kløede. Så sænkede han tempoet lidt, så han bedre kunne føre en samtale med sin datter.
"Det er fint. Det er godt du har fundet noget at lave og jeg har ingen grund til at sige nej. Du er en voksen kvinde nu. Bare fortæl mig hvad du finder ud af og jeg vil låne dig vores hær. Mændene vil følge mig hvor som helst, så de vil også følge dig" bemærkede han så. Han havde brugt de sidste par år med hele tiden at være tilstede, med at fjerne alt den utilfredse mumlen han kunne opsnappe og med at sikre sig så meget loyalitet fra byens dødsengle som han kunne. Efterhånden var han ret godt tilfreds og rimelig sikker på de fleste ville følge ham uanset hvad, trods alt det der skete for 5 år siden.
"Far! Jeg vil ikke slås i dit navn, men mit eget!" protesterede Arona så. Hun slog ud i luften med en arm.
"Jeg havde selv tænkt mig at opsøge dem. Flere af dem kender mig allerede fra akademiet" tilføjede hun sigende. Zeans ene mundvige trak sig i et svagt smil.
"Hvis du ikke vil kæmpe i mit navn skal du skifte efternavn"
Han drillede hende, på sin egen kolde måde. De fleste ville nok tro han var seriøs, at han virkelig mente Arona skulle skifte navn, men hun havde for længst lært ikke at tage det seriøst. Han fortsatte.
"Du har lært at slås. Du skal bare bare huske at en hær har brug for orden. Du kan ikke føre en hær på samme vilde måde, som du selv ter dig...Nej!" Slog han igennem, da Arona var ved at protestere igen.
"Jeg har hørt om det. Jeg har lært dig at overlevelse altid er vigtigere end et eller andet latterligt rygte. Det står jeg ved. Men en hær kan ikke slås på samme måde. En hær har brug for tydelige instrukser. Du må aldrig distancere dig selv fra din hær. Vær en del af den. Gå med i forreste linje og vis dem hvilken slags soldater du ønsker af dem"
Der var stille mellem dem, til de nåede de første huse. Zean stoppede op og vente sig om mod sin datter. Hans blik gled hen over hendes senede, stærke omend tynde krop. Hvis ikke det var fordi hun netop var så stærk og sund, ville han have insisteret på at fede hende op. Hans hånd lagde sig mod hendes ene skulder. Ruskede let i den. Så slap han hende og gik sin vej.
Arona så efter ham. Hun vidste at hendes far lige, på sin egen jeg-føler-intet-måde, havde fortalt han ønskede hende alt held og lykke, at han ønskede hende sikker. Det måtte være ud fra hans egen form for bekymring at han havde ønsket at give hende et råd.
Med et suk gik hun videre langt vejen og ville først dreje ned i byen langt senere. Måske skulle hun finde Harris...