Post by Moria Veterano on Jun 30, 2017 11:23:32 GMT
Hun rettede på tøjet, hun lige havde hængt op. De havde hængt en snor op mellem to træer og nu udgjorde den deres tørresnor, når de vaskede tøj. Da hun var færdig tørrede hun sine kolde hænder af i sit forklæde på den grove kjole som hun bar. Tanken om dejlige kjoler og blødt stof var som et fjernt minde. Hun kunne end ikke huske hvordan det føltes at have sådan noget på længere. Hendes hænder var ru efter det arbejde hun nu måtte udføre, for at hjælpe Saïx og hende selv med at opretholde en hverdag. Lave mad, gøre rent, vaske tøj. Heldigvis havde Saïx meldt sig til at fange mad til dem, når han alligevel skulle ud for at finde nogle dyr at drikke blod af. Ah! hun ville virkelig ikke kunne klare det. Hun kunne stadig begynde at græde, når hun mærkede de bløde poter eller de store øjne hos haren. Fisk kunne hun slet ikke! De var ulækre og gled imellem fingrene på en. Og der var ben i alle bider!
Visse ting ændrede sig nok aldrig.
Hun vendte sig om mod den hytte de havde taget til dem selv. Vavilon havde været fuld af forladte hjem, både små landsbyer - som de begge havde følt ubehag ved - og så mindre hytter rundt omkring. I dette landskab af skov omkring dem kunne de leve i fred. Der kom næsten aldrig nogen. Hytten var ikke specielt stor, men stor nok til deres behov. En seng til dem hver, en lille stue, et køkken. Af hvad Moria havde set, var Vavilon et land af død. Der var ikke mange af de fester, som alle altid havde snakket om. Et eller andet sted var hun skuffet, for hun havde håbet at opleve noget. Hun havde i længere tid overvejet at spørge Saïx om de skulle rejse ind til en af byer og se om der skete noget? Han kendte jo landet. Havde boet her før, vist. Men hun havde endnu ikke haft modet til det.
Måske burde hun. De havde godt af noget nyt. Godt af at tænke på andet end deres fælles nervøsitet for de to søskende, der befandt sig et sted i Portus og lavede hvem vidste hvad. Hun kunne stadig mærke Caleb, så det var jo ikke fordi han var død. Men hvad lavede han? Hvornår ville hun se ham igen? Der var gået så lang tid! Det føltes som om de var dømt til at bo her for evigt...
For at være ærlig, uanset hvor hyggeligt det nogle gange kunne være, var det nok det sidste hun havde lyst til. Men hun kunne heller ikke bare pakke sine ting og rejse tilbage til Portus. Det ville ikke hjælpe Caleb, når han skulle tage stilling til sin hustrus sikkerhed igen...
Hun ville kun være til besvær.
Hun satte sig på en skammel foran hytten og trak en spand over til sig. Spanden var fuld af vand og i vandet bølgede de rødeste kirsebær op og ned. De havde fundet et par frugttræer i nærheden. Med en lille kniv begyndte hun at ordne dem. Til tider gled et af bærrene ind mellem hendes bløde læber.
Hun havde øvet sig. Eller prøvet på det. Til tider tog hun en gren og lod som om hun svang et sværd. Hun syntes selv det gik ret godt, men hun kunne ikke få sig selv til at gøre det foran Saïx. Hun ville bare rødme og blive usikker på om hun nu også gjorde det rigtigt.
Kniven smuttede og hendes tommelfinger fik et fint lille snit. Hun skyndte sig at putte fingeren i munden - en ting hun aldrig ville have gjort da hun boede hjemme hos sin familie - for at undgå det ville vække Saïx. Sådan en vampyr, med så gode sanser...
"Inei..." Hun skar et lille stykke stof af sit forklæde og ved hjælp af tænderne fik hun bundet det som sin finger.
"...Kære Inei. I dette gudsforladte land, hør min bøn. Giv mig mod til at fortsætte. Giv mig håb om at de vil komme tilbage. Beskyt dem på deres vej. Må min vej snart gå til dit land igen, i tider med mere fred" Hun hviskede det for sig selv. Med hænderne samlet i sit skød, lod hun sine store, brune øjne glide op mod himlen. Solen skinnede ned mellem de grønne blade.
Her var så roligt. Hun burde være taknemmelig.
Men der manglede alligevel noget.
Måske var det Ineis trøstende lys hun mærkede, for hendes hjerte blev fuldt af en varm fornemmelse. Tårerne gled ned af hendes kinder, da hun lænede sig ind mod hyttens væg og trak vejret dybt.
Plet kom og gned sig op af hendes ben. For et par år siden havde de fundet en efterladt killing og Moria havde taget den til sig. Nu fangede den mus omkring deres hus og gav så meget glæde. I hvert fald til hende, selv om hun ikke tvivlede på Saïx også satte pris på det. Hendes ene hånd gled automatisk ned og nussede den bløde pels.