Post by Eian Winters on Jun 27, 2017 9:33:02 GMT
Musikken druknede i muntre samtaler, der omringede ham fra alle sider. Glade ansigter hele vejen rundt. Latter. Klingende lyde af glas mod glas. Brusen fra kjoler og klikken fra lakeret sko. Alt den larm. Alt det skuespil. Et cirkus!
Måske var det derfor Eian havde trukket sig tilbage til et hjørne med en stol. Smeltet ned over den sad han med en vinflaske hængende i sin ene hånd, og den anden brugte han til at hvile sit hoved i. Øjnene hang ved brudeparret. Betragtede dem mistænksomt og klar til at opfange det mindste tegn fra sin lillebror, eller det svageste bevis på at Eriz havde i sinde at gøre noget syndigt. Hele aften var gået sådan. Han ventede... tålmodigt. På et tidspunkt måtte dronningen gøre et eller andet, der ville kunne afsløre slangen bagved det forbandet, guddommelige ansigt, han havde lært at hade så inderligt, at det brændte ethvert begær væk. Utroligt Adrian ikke kunne se igennem hende! At han nu stod dér og havde ladet det monster, blive en del af deres familie! Som får der selv lukker ulven ind i deres fold. Gudinden være dem alle nådig!
De tunge sølvplader havde han smidt lige efter hovedretten, så han nu blot bar en hvid doublet med sølvmønstre, samt sine ligeså hvide bukser proppet i læderstøvler. Det sandfarvet hår var strøget let væk fra hans erfarende ansigt med de små rynker tegnet her og dér. Han var ikke helt ung længere, men kroppen var stadigvæk bredskuldret, robust og tæt. Ikke lige så stærk og høj som hans lillebrors.
Med et fnys tog han vinflasken op til læberne, og drak grådigt et par mundfulde, før han igen sænkede den, uden at skære en eneste grimasse af den bitre let krydret væske, som Pandemonium kaldte vin. Det smagte af aske. Hele landet smagte af aske! Hvor han dog hadede landet. Hadede dets befolkning. Hadede dets kultur. Hadede dets tunge lugt af forurening! Men mest af alt hadede han nu at skulle beskytte det, for at holde Adrian i sikkerhed. Adrian, der nu kunne kalde sig Konge Adrian Winters af Pandemonium.