Post by Blake De Clare on Jun 21, 2017 8:11:30 GMT
Bryllupsfesten havde ændret stemning meget drastisk og pludseligt. Blake havde selv været udenfor i hvad der føltes som et kort øjeblik for at trække luft efter hendes danse med Salem og et par andre adelsmænd. Den høje blonde pige var kommet ind til et mylder af oprørte stemmer, om end lave som turde folk ikke at sige deres tanker for højt. Hendes øre opfangede hurtigt ordene der lå overalt sværmede i luften… Dødsengel-svin… beskidte bastard… typisk vaviloner… akkurat som sin far… han høre ikke til her… morder… skulle det hjælpe at klæde ham fint på… Monster… Hun rynkede brynene i forvirring… Dødsengel-svin? Var her andre dødsengle end Damian tilstede? Hun skævede rundt og fandt ud af hvor forsamlingen var tykkest, et øjeblik hvilede hendes blik ved synet af vagter der gennede forsamlingen væk og opfordrede folk til at fortsætte i festlig stemning. Mellem vagter og folk opdagede hun en forslået mand som næsten ikke var genkendelig, den portusianske konge med en stram mine, blod, dronningen, lidt mere blod og Damians ven, tjener, Flint, og lidt til. Hendes selskab fra tidligere var ikke at se blandt dem, men det var pludseligt ikke svært at regne ud at han var omdrejningspunktet for det lille stykke der udspillede sig. En rum tid observerede hun scenen i ubeslutsomhed før hun greb et glas rødvin fra en forladt bakke, tog en stor tår og bevægede sig mod festsalens porte med glasset balancerende i hånden. Vagterne var for travlt optagede med at få styr på festens deltagere til at tage sig af en ung piges færden og derfra var det bare at følge de små blodpletter der dannede et spor med nogle meters mellemrum. Gangene var forladte, alle var blevet drevet til festsalen af postyret. Blake havde kun en enkelt gang gået i disse gange, og da var det med hendes fader, vagter og dronningen. Og ikke i denne del af slottet. Hendes blik gled op langs den mørke gang hun befandt sig på, oplyst af olielamper langs væggene. Hun gjorde sig ikke umage for at gå udenom blodpletterne og små plamager langs kjolens hvide kant spredte sig i små røde mønstre. Hun drejede ned af et hjørne og for enden af den gang hun nu bevægede sig ned ad var en dør på klem. Der kom intet lys ud fra åbningen. Hun hævede glasset til læberne igen og tog endnu en stor tår mens hun bevægede sig ned mod døren for enden af gangen. Hvad hun ville finde bag døren anede hun ikke da hun ikke havde været tilskuer til slagsmålet men blot hørt fraserne fra forsamlingen, set efterladenskaberne og det pletvise spor af blod.