Post by Dylan Forsyth on Jun 20, 2017 9:52:19 GMT
En smule opgivende hævede Damian øjenbrynene af hendes drillende spørgsmål på hans spørgsmål. ”Djinn,” slog han fast med en selvfølgelig i sin stemme. I det mindste havde hun endelig erkendt, at hun var hans kommende trolovet, så det var da altid noget. Han var jo lige ved at blive i tvivl om, hun vidste det samme, som ham! Svagt rystede han på hovedet.
”Jeg vil ikke bindes til dig på den måde,” fortalte han hende alvorligt og ærligt. De kunne lige så godt få alting på det rene, og selvom forældrene troede de kunne diktere deres liv, havde han ingen intentioner om at lade sin mor bestemme, hvem han skulle knytte sin resterende sjæl til eller ej. Han anede ikke, hvad Blake syntes om hans udmelding, men sådan som hun opførte sig, ville han regne med hun ville blive lettet. Han løftede blikket fra hende.
”Ægteskabet har jeg ikke noget imod, men jeg vil selv bestemme, hvem jeg binder mig til, og jeg har allerede andre planer. En anden djinn. Èn som jeg...” Tøvende smagte han på de forskellige ord, inden han simpelthen blot tog det mest ærlige. ”... én som jeg kender.” Stoler på, har tillid til, har været opvokset med.
”Flint,” forklarede han, og flyttede igen øjnene ned til hende. ”Han er en djinn. Min mors djinn. Det var sådan hun vandt borgerkrigen, og derfor hun er så magtfuld.”
Så! Nu havde han afsløret sin mors største hemmelighed overfor en tøs han næsten ikke kendte, men han havde aldrig forstået, hvorfor Flint skulle holdes hemmelig på den måde! Desuden vidste han hvordan dét føltes. Man følte sig ikke som en del af verden. Og det var Flint.
Han snurrede en omgang rundt med Blake, før de forsatte de glidende, men forudsigelige dansetrin rundt på gulvet.
”Når hun har brugt sine resterende ønsker, vil Flint binde sig til mig. Derfor kan jeg ikke forbinde mig til dig på den måde. Forstår du?” tilføjede han uden anelsen af et smil på sit ansigt. Han var alvorlig.