Post by Blake De Clare on Jun 19, 2017 13:29:50 GMT
Der var ingen tvivl. Brylluppet var storslået og kongefamilien stod uden lige blandt resten. Blake havde mod al forventning nydt vielsen. Den havde været både smuk og makaber som kun et bryllup i Pandemonium kunne være. Kærlighed og løfter blandet med kniven der sled henover skindet og sikrede de nu forenedes blod. Og derefter båndet der symboliserede den binding der for al tid fremover ville være mellem dem. Oppyntningen var ligeledes uden lige og Blake havde flere gange måtte tage sig selv i at lade opmærksomheden vandre rundt i den i dag smukke tronsal. Der kunne umuligt være en sjæl i salen der ikke lod sig betage af opsætningen. Og på trods af at Blake langt fra selv drømte dagen hvorpå båndet ville strammes om hendes håndled og at hun var blevet distraheret af sin sidemand fandt hun det hele smukt.
Middagen havde været ligeså imponerende som vielsen. Der havde ikke været en finger at sætte på den. Blake havde nyt af godt selskab og havde taget godt for sig. Da folk endeligt begyndte at rejse sig fra de lange borde rejste hun sig med dem og havde hurtigt fundet sig i selskab med tre adelspiger og to adelsdrenge, alle på hendes egen alder. De stod ikke langt ude fra midten, og ikke langt fra det frie gulv hvor de første dansende par kun lige akkurat var i gang med at give sig ud. Blake stod dog både med ryggen til dansegulvet, spisepladserne og majestæten. Samtalen gik muntert på udpyntningen. Nogle af pigerne forsøgte at lede samtalen ind på samtaler ang. De unge ugifte herskaber, mens den unge adelssøn ved siden af Blake forsøgte at indlede hende på en samtale, startende med hvorfor hun havde siddet på første række ved kronprinsens side. Hun manede hans nysgerrighed i jorden med at det sikkert var et tegn på goodwill at have en almindelig adelig deroppe. Det var fis, men det fik ham til at bevæge sig videre mod andre emner i forsøg på at få hende helhjertet ind i samtalen.
Blake havde strøget de næsten guldfarvede lokker over den ene skulder, således at hendes nakke (pånær hvor smykket dækkede) og øverste rygparti for nu var blotlagt. Den hvide kjole strammede hendes i forvejen smalle talje yderligere ind og kunne give et indtryk af at hun var let-knækkelig. Hvis ikke det var for hendes oprette holdning og attitude. På trods af at hun var munter og lo af bemærkninger fra den unge mand ved hendes side, var der ingen tvivl om at man ikke skulle forsøge at tale nedtale hende eller tage hende for givet. Som var hun centrum for den lille kreds af unge adelige efterkommere. Det var ikke fordi hun søgte opmærksomheden, men hendes persona var oftest svær at overse, og så bidrog den hvide kjole og indtrykket af at man visse steder kunne se hendes bare hud da også til en del blikke. Der var absolut ingen tvivl om at der på denne dag ville blive smedet mange forbindelser der ville lede ud i fremtidige ægteskaber. En del unge ville finde sammen og forsøge at tale deres familier ind i en forening. Mange ville mislykkes fordi forældrene havde andre håb om partier, men det var heller ikke helt usandsynligt at en del ville lykkes i deres foretag. Dernæst var der uundgåeligt også nogle der ville indlade sig på at udføre handlinger med hinanden af… tvivlsom karakter… og på den måde risikere at indgå ægteskab. Sådan kunne det jo gå når stemningen var festlig, vinen gratis og der var for mange hormoner samlet samme sted. Næppe vidste hendes samtalepartner at ingen af fortstående tilfælde ville gælde på de to, selvom han gjorde et bravt forsøg og på samme tid forsøgte at opføre sig galant og som forventet af ham. Blakes tanker begyndte langsomt at drive væk fra samtalen og hen imod snart at søge Zia eller Salems selskab. Salem havde for et stykke tid siden lovet hende at danse gulvet tyndt med hende. Udenpå lignede hun dog en der stadig var betaget af samtalen, mens hun så småt vippede i takt til musikkens rytme så de store skørter bevægede en smule på sig.
Middagen havde været ligeså imponerende som vielsen. Der havde ikke været en finger at sætte på den. Blake havde nyt af godt selskab og havde taget godt for sig. Da folk endeligt begyndte at rejse sig fra de lange borde rejste hun sig med dem og havde hurtigt fundet sig i selskab med tre adelspiger og to adelsdrenge, alle på hendes egen alder. De stod ikke langt ude fra midten, og ikke langt fra det frie gulv hvor de første dansende par kun lige akkurat var i gang med at give sig ud. Blake stod dog både med ryggen til dansegulvet, spisepladserne og majestæten. Samtalen gik muntert på udpyntningen. Nogle af pigerne forsøgte at lede samtalen ind på samtaler ang. De unge ugifte herskaber, mens den unge adelssøn ved siden af Blake forsøgte at indlede hende på en samtale, startende med hvorfor hun havde siddet på første række ved kronprinsens side. Hun manede hans nysgerrighed i jorden med at det sikkert var et tegn på goodwill at have en almindelig adelig deroppe. Det var fis, men det fik ham til at bevæge sig videre mod andre emner i forsøg på at få hende helhjertet ind i samtalen.
Blake havde strøget de næsten guldfarvede lokker over den ene skulder, således at hendes nakke (pånær hvor smykket dækkede) og øverste rygparti for nu var blotlagt. Den hvide kjole strammede hendes i forvejen smalle talje yderligere ind og kunne give et indtryk af at hun var let-knækkelig. Hvis ikke det var for hendes oprette holdning og attitude. På trods af at hun var munter og lo af bemærkninger fra den unge mand ved hendes side, var der ingen tvivl om at man ikke skulle forsøge at tale nedtale hende eller tage hende for givet. Som var hun centrum for den lille kreds af unge adelige efterkommere. Det var ikke fordi hun søgte opmærksomheden, men hendes persona var oftest svær at overse, og så bidrog den hvide kjole og indtrykket af at man visse steder kunne se hendes bare hud da også til en del blikke. Der var absolut ingen tvivl om at der på denne dag ville blive smedet mange forbindelser der ville lede ud i fremtidige ægteskaber. En del unge ville finde sammen og forsøge at tale deres familier ind i en forening. Mange ville mislykkes fordi forældrene havde andre håb om partier, men det var heller ikke helt usandsynligt at en del ville lykkes i deres foretag. Dernæst var der uundgåeligt også nogle der ville indlade sig på at udføre handlinger med hinanden af… tvivlsom karakter… og på den måde risikere at indgå ægteskab. Sådan kunne det jo gå når stemningen var festlig, vinen gratis og der var for mange hormoner samlet samme sted. Næppe vidste hendes samtalepartner at ingen af fortstående tilfælde ville gælde på de to, selvom han gjorde et bravt forsøg og på samme tid forsøgte at opføre sig galant og som forventet af ham. Blakes tanker begyndte langsomt at drive væk fra samtalen og hen imod snart at søge Zia eller Salems selskab. Salem havde for et stykke tid siden lovet hende at danse gulvet tyndt med hende. Udenpå lignede hun dog en der stadig var betaget af samtalen, mens hun så småt vippede i takt til musikkens rytme så de store skørter bevægede en smule på sig.