Post by Loup Garou on Jun 29, 2017 12:40:15 GMT
Tavst rakte Loup ud efter kruset, vampyren rakte ham, men iglen gav ikke slip på det. Hans kommentar fik Loup til at rynke irriteret på næsen, men han gav ham ikke et svar. Som om han ikke allerede vidste hvor troværdige Eriz’ illusioner kunne være. Hun havde svøbt ham ind i dem flere gange før, både på godt og ondt. Både for at behage ham og for at torturere ham.
Rynken på næsen blev dybere da han snuste til indholdet i kruset, og han skævede sigende over mod dødsenglen, som allerede havde tømt sit bæger. Okay, så det var i det mindste ikke forgiftet. Han anede ikke hvad slags drik det her var, men hvis det hjalp ham mod Eriz… Han vendte bunden i vejret og tvang indholdet ned i svælget.
Først skete der ingenting, og Loup blev afventende stående hvor han stod, og betragtede Veterano og iglen. Men så fik eliksiren fat i ham, og rummet forsvandt omkring ham. Jord opstod under hans bare fødder. Skovens træer skærmede for nattehimlen højt over dem, hvor månen fyldte himlen med sit blege lys. Det var kun et døgns tid til den næste fuldmåne. Flokken var samlet i lejren omkring det store bål, som fik alle varulvene og deres telte til at kaste lange skygger mellem træerne. Era stod på den anden side af bålet og nedstirrede ham gennem flammerne. Med armene over kors og sit slæng bag sig fyldte hun luften i skoven med sine anklager mod ham, og for hvert argument hun bragte op, stemte flokken i bag hende. Raseriet kogte i ham. Han kunne mærke flokken forsvinde ud mellem sine fingre. Hvem fanden troede hun at hun var, at stille sig op mod ham? Lugten af røg og flammer fyldte hans næsebor og blandede sig med lugten af muld fra den fugtige jord under ham. Bålets flammer varmede hans ansigt, da han bevægede sig rundt om bålet, for at komme tættere på hans udfordrer. Hendes grønne øjne glødede i skæret fra bålet, mens hun uden tøven så op på ham. Uden frygt i blikket, men med et selvsikkert, spydigt drag om munden. Han havde lyst til at lægge hænderne om struben på hende, lige så meget som han ville lægge hende over den nærmeste øltønde.
Rynken på næsen blev dybere da han snuste til indholdet i kruset, og han skævede sigende over mod dødsenglen, som allerede havde tømt sit bæger. Okay, så det var i det mindste ikke forgiftet. Han anede ikke hvad slags drik det her var, men hvis det hjalp ham mod Eriz… Han vendte bunden i vejret og tvang indholdet ned i svælget.
Først skete der ingenting, og Loup blev afventende stående hvor han stod, og betragtede Veterano og iglen. Men så fik eliksiren fat i ham, og rummet forsvandt omkring ham. Jord opstod under hans bare fødder. Skovens træer skærmede for nattehimlen højt over dem, hvor månen fyldte himlen med sit blege lys. Det var kun et døgns tid til den næste fuldmåne. Flokken var samlet i lejren omkring det store bål, som fik alle varulvene og deres telte til at kaste lange skygger mellem træerne. Era stod på den anden side af bålet og nedstirrede ham gennem flammerne. Med armene over kors og sit slæng bag sig fyldte hun luften i skoven med sine anklager mod ham, og for hvert argument hun bragte op, stemte flokken i bag hende. Raseriet kogte i ham. Han kunne mærke flokken forsvinde ud mellem sine fingre. Hvem fanden troede hun at hun var, at stille sig op mod ham? Lugten af røg og flammer fyldte hans næsebor og blandede sig med lugten af muld fra den fugtige jord under ham. Bålets flammer varmede hans ansigt, da han bevægede sig rundt om bålet, for at komme tættere på hans udfordrer. Hendes grønne øjne glødede i skæret fra bålet, mens hun uden tøven så op på ham. Uden frygt i blikket, men med et selvsikkert, spydigt drag om munden. Han havde lyst til at lægge hænderne om struben på hende, lige så meget som han ville lægge hende over den nærmeste øltønde.