Post by Zean Forsyth on Jun 19, 2017 10:30:16 GMT
Han bed hårdt sammen da kniven borede sig yderligere ind i hans kød. Folk havde en mening om alt muligt. Som lille havde han haft svært ved at forstå hvorfor folk automatisk hadede ham, men nu var det vel med til at karakterisere ham. Han var den forhadte og han havde accepteret det. Dødsengle var forhadte. Selv om han havde været uforstående over for det som barn og følt sig uden noget fællesskab at være en del af, havde tingene ændret sig. Han havde sit fællesskab i dag, gennem alle sine engle. Han vidste folk hadede dødsengle for de ting, som de gjorde. Men han vidste også han nød at gøre de ting og på en måde var det kun sjovere, jo mere man kunne få folk til at reagere på det.
Måske ville han langt mindre stole på en, der lige pludselig ikke hadede ham, end omvendt.
"Der skal mere til" forsikrede han hende blot. Macaria var ikke bukket under endnu og havde endda taget ham til sig igen. Så var resten lige meget.
Det sveg, da Isabel pludselig pressede sin hånd mod hans sår. Han bed sammen og lukkede øjnene. Hans hjerte hamrede nu af smerterne, som han sad stille og ventede på det gik over. Det gav en svigende fornemmelse, men han anede ikke rigtig hvad Isabel faktisk lavede. Det mindede ham om dengang han fik lavet en enkelt rune selv, der havde hjulpet med at holde Eriz ude af hans hoved, da han var vampyr. Desværre var den væk nu, hvor svært det end havde været for ham at opfange en der kunne gøre det.
Han trak vejret dybt og tvang sine muskler til at slappe lidt af.
"Bare...Smør det ind nu"
Grøden ville ikke kun holde det rent, men også køle og lindre. Det føltes som om hans hud stod i flammer.
Måske ville han langt mindre stole på en, der lige pludselig ikke hadede ham, end omvendt.
"Der skal mere til" forsikrede han hende blot. Macaria var ikke bukket under endnu og havde endda taget ham til sig igen. Så var resten lige meget.
Det sveg, da Isabel pludselig pressede sin hånd mod hans sår. Han bed sammen og lukkede øjnene. Hans hjerte hamrede nu af smerterne, som han sad stille og ventede på det gik over. Det gav en svigende fornemmelse, men han anede ikke rigtig hvad Isabel faktisk lavede. Det mindede ham om dengang han fik lavet en enkelt rune selv, der havde hjulpet med at holde Eriz ude af hans hoved, da han var vampyr. Desværre var den væk nu, hvor svært det end havde været for ham at opfange en der kunne gøre det.
Han trak vejret dybt og tvang sine muskler til at slappe lidt af.
"Bare...Smør det ind nu"
Grøden ville ikke kun holde det rent, men også køle og lindre. Det føltes som om hans hud stod i flammer.