Post by Zean Forsyth on Jun 1, 2017 8:53:10 GMT
Han slap buen og den syngende lyd af en pil der fløj igennem luften akkompagnerede bevægelsen. Med et dunk gled pilen ind i midterområdet af målskiven og Zean modtog spredte klapsalver omkring sig, fra de få soldater der havde stået og observeret det. Det var selvfølgelig endnu en lille udfordring. En eller anden fjerling, en fyr der kun lige havde fået fjer, havde udfordret ham og sagt at der var da en ting Zean ikke var god til - bue og pil. Han huskede stadig for en uge siden, hvor nogen havde udfordret ham med en pisk. Han havde hentet sin gamle nihale og fjernet huden på vedkommendes ryg, til stor underholdning for den voksende flok omkring dem. Denne gang kom ingen dog til skade, til dels fordi den der udfordrede ham, var så ung og uerfaren selv.
Buen blev givet til fjerlingen, der stod uden et ord, da nogen forstyrrede den ro der på lå på træningspladsen, foran akademiet. Næsten alle som en vendte sig mod den løbende skikkelse, en ung kvinde som var en af de få der havde valgt healing frem for frygtmanipulation. Hun faldt næsten sammen for fødderne af Zean, mens hun trak efter vejret.
"Det er slemt! My Lord...Det er virkelig slemt. De bliver nød til at komme med og se!"
Zean vidste hvad hun snakkede om. På det sidste var flere og flere blevet syge. Børn og ældre var blevet ramt først, men i lang tid havde det ikke været værre end hvad selv en influenza tog af ofre om vinteren. Han havde holdt lidt øje med situationen, men haft for travlt med byens genopbygning til selv at træde til med sin viden og nysgerrighed. Nu hvor han var blevet hentet på denne måde, havde han en undskyldning for selv at tjekke det ud.
Han viftede kort med hånden, så de omgivende soldater forstod de skulle vende tilbage til deres træning, før han fulgte den rystede kvinde ned til byen igen.
Det var midt på dagen og Macaria var derfor intet steds at se. Byen var fuld af liv. Flere huse var ved at blive genopbygget, nu hvor porten var stor og fin nok til at udgøre beskyttelse for byen igen. Med porten gjorde det dem også muligt at holde øje med hvem der faktisk kom til byen og kun lukke dem ind, de selv var interesseret i. Som handelsfolk eller dem, der var interesseret i akademiet, som der også var ved at komme lidt liv i.
Men myldret af arbejdende folk blev skubbet i baggrunden. Varmen mellem stenhusene var hård, for solen var begyndt at komme og meddele at det var ved at være sommer nu. Zean selv var letpåklædt. Et par solide sko, der forhindrede hans fødder i at blive ødelagt af den hårde klippegrund under dem. Et par bukser og en trøje, der begge sad en smule løst og tillod vinden at køle ham ned. Sort var dårligt i solen...Men også noget nær det eneste han havde i sin garderobe i øjeblikket.
Byens sygehus lå en smule ude fra byen og havde deres egen lille brønd. Huset bestod af to etager, hvor den øverste mere eller mindre kun bestod af sygesenge, mens den nederste bestod af kontorer og eksaminationsrum. Da de trådte ind i bygningen blev det straks køligere og de læger eller healere der stod i entreen, vendte sig straks og bukkede let ved Zeans ankomst.
Han skubbede noget hår væk fra panden og bemærkede svagt han svedte.
Det var slemt. Folk med den nye syge var blevet isoleret i deres egen del af sygehuset og så snart de nærmede sig, var der en sød lugt af...Død.
Da de kom ind i rummet, gik det virkelig op for Zean hvor slemt det var. Hans øjenbryn gled sammen, som han studerede kaosset foran sig.
Luften var tyk af sygdomslugte. Vinduerne lukkede næsten ingen lys ind, fordi de syge klagede over lyset stak dem i øjnene og gav dem mere hovedpine. Luften var varm af alle de folk der lå herinde, alle med en dødelig høj feber eller godt på vej dertil.
Men det der slog Zean mest, var al den blod og fæces der virkede til at strømme ud over gulvet. Et par sygeplejersker var ved at rydde op, men det var et hårdt arbejde...
Og de døde lig var skubbet sammen nede i det ene hjørne.
Zean tog en dyb indånding, trods lugten, og lod billede synke ind.
"Ved vi noget?" spurgte han så og henvente sig til healeren ved siden af sig.
"Nej, det...Det minder om forkølelse eller lungesyge i starten. Det kan være svært at se hvem der faktisk er ramt, til vedkommende synker sammen af høj feber. Ved døden udskiller kroppen alle sine væsker. Blod ud af alle åbninger. Og vi har svært ved at styre dem...Bemærk..."
Hun pegede over på nogle af sengene, hvor de der var hårdest ramt, var bundet til sengen. Feberhallucinationer fik dem til at vride og vende sig i noget der mindede om en dødsdans.
Zean trådte længere ind i rummet. Han gik mellem nogle af sengene og undersøgte selv enkelte af patienterne. Her en lille dreng, med pjuskede vinger, der trak vejret hårdt. Her, en ældre kvinde der...Oh. Hun var allerede død. Nevermind.
"Hvor kommer det fra?"
"Vi ved det ikke. Vi er ved at indvende hele byen for at finde en grund. Alt mad...Alle planter vi har inde og omkring byen...Vi ved det simpelthen ikke og vi har ikke mandskab nok til at være grundige. Ingen ved nok, til at være grundige" kvinden vred sine hænder.
"Healing lindre deres symptomer, men holder dem ikke fra døden...Jeg ved ikke...Kan vi ikke indhente viden eller ekspertrise ude fra byen?" foreslog hun forsigtigt,velvidende dødsenglene ikke stod på god fod med...Well, nogen. Specielt ikke Theodor, formentlig.
Uden at svare hende, gik Zean over mod døren. I døråbningen vendte han sig om mod kvinden.
"Hvor hurtigt spreder det sig?"
"Vi får nye ind hver dag. Vi må snart udvide isolationsrummet...Inkluderer andre rum. Og finde et sted at begrave de døde..."
"Ikke begrave. Brænd dem..."
"Oh...Selvfølgelig...Men vi får...Det stiger hver dag, My Lord"
Zean nikkede svagt for sig selv. Han lod blikket glide over rummet endnu engang, før han vendte sig og forlod det. Inden han trådte ud af bygningen, sørgede han for at vaske sine hænder. Faktisk havde han lyst til et bad.
Han trak vejret dybt.
Der var intet ærefuldt af en død af sygdom. Dette var slemt. Burde han fortælle Macaria om det? Han havde holdt det lidt for sig, ingen grund til at bekymre hende...For det vidste han hun ville, uanset hvad det så nyttede. Hun ville bare gå i vejen for lægerne. Men nu kunne han nok ikke holde det hemmeligt længere. De måtte finde ud af hvad det var! Specielt hvis den spredte sig så hurtigt...Og gav en død så hurtigt.
Turen gik hjem til hans palæ.