Post by Macaria Forsyth on Jun 1, 2017 17:56:58 GMT
Det skar i Macarias døde hjerte, at høre hvilken splittelse der var opstået mellem Arona og Harris, der ellers altid have været så tætte, lige siden de var helt små, og havde ligget puttet ind i samme dyne, mens hun fortalte fantastiske godnathistorier. At vokse op var forfærdeligt. Men hvad kunne hun gøre? Fortælle Harris at Arona ikke mente det så hårdt, og at det blot var fordi, hun var såret? At det gjorde ondt, fordi det virkede som om han valgte skifterne frem for sin familie? At skifterne skam stadigvæk planlagde at gå i krig – hvad det lød på Zean hvert fald – og at de alle var bange for, hvad han ville gøre, hvis de marcherede mod Sethos? At de havde savnet ham? At de ville have ham hjem? At… at hun ville have sin familie samlet igen, og han hørte til under den betegnelse? Fordi… fordi hun allerede havde mistet så mange…
”Harris!” Macaria drejede brat rundt på hælen efter ellers at have marcheret mod hestene sammen med Arona. Hånden langede ud, greb fat i kraven på Harris, og trak ham nærmere i én hård bevægelse. ”Stop! Stop… Der er intet du kan sige, som ville få os til at forstå, hvorfor du bliver her i stedet for endelig at tage med os. For at give besked til din veninde? Khala? Efterlad en besked eller et brev. Sig det til én af hendes venner, der åbenbart har omringet os. Du har allerede været væk fra din familie i så lang tid! Vil du virkelig påstå, hun ikke ville kunne forstå det, at du må tage med dem, nu hvor de kom for at hente dig? Nu hvor alting er sikkert igen?” spurgte hun mens hun slap taget i hans krave, så hånden i stedet for kunne ligge sig på hans skulder. ”Lad være med at være dum – jeg har opdraget dig bedre end det. Og lad være med at lyv for dig selv. Kan du ikke mærke det på luften? På stemningen? Skifterne ønsker os intet godt, og Zean har prøvet at få en alliance på plads med dem, men indtil videre har de ikke givet os et svar. Hvis vi går i krig, hvad tror du så de forventer din rolle bliver? Gidsel? Soldat? Spion? Harris… Jeg mistede Aron til Eriz. Han… han gjorde forfærdelige ting mod mig – noget ingen af os kunne drømme om han kunne finde på men… Jeg kan ikke miste dig også.” Hendes hænder omfavnede hans ansigt, så han vidste præcist hvor hun var, mens hendes tommelfingre strøg over hans varme kinder.
”Så hvis du virkelig mener, det bedste er at blive her så ti stille, for jeg kan ikke holde ud til, at du gennemspidder mit hjerte med din ignorance. Du ved bedre. Hvis du bare åbner for dine sanser, og husker på alt det, jeg har lært dig.” Hun slap ham langsomt indtil fingerspidserne strøg væk fra hans kæbe, mens hun vendte sig nølende bort fra ham igen. ”Bare pas på dig selv.”
Med et sidste blik på Arona forsatte Macaria mod hestene. Hvert skridt var tvunget, så hun ikke ville løbe tilbage til Harris. Skuldrene føltes tunge, benene stive og ryggen skulle kæmpes for at holdes ret – akkurat som dengang hun havde båret ham flere mil i sin favn. Reddet ham fra flammer. Reddet ham fra døden. Hun håbede sådan, han ville skifte mening og råbe efter dem.
”Harris!” Macaria drejede brat rundt på hælen efter ellers at have marcheret mod hestene sammen med Arona. Hånden langede ud, greb fat i kraven på Harris, og trak ham nærmere i én hård bevægelse. ”Stop! Stop… Der er intet du kan sige, som ville få os til at forstå, hvorfor du bliver her i stedet for endelig at tage med os. For at give besked til din veninde? Khala? Efterlad en besked eller et brev. Sig det til én af hendes venner, der åbenbart har omringet os. Du har allerede været væk fra din familie i så lang tid! Vil du virkelig påstå, hun ikke ville kunne forstå det, at du må tage med dem, nu hvor de kom for at hente dig? Nu hvor alting er sikkert igen?” spurgte hun mens hun slap taget i hans krave, så hånden i stedet for kunne ligge sig på hans skulder. ”Lad være med at være dum – jeg har opdraget dig bedre end det. Og lad være med at lyv for dig selv. Kan du ikke mærke det på luften? På stemningen? Skifterne ønsker os intet godt, og Zean har prøvet at få en alliance på plads med dem, men indtil videre har de ikke givet os et svar. Hvis vi går i krig, hvad tror du så de forventer din rolle bliver? Gidsel? Soldat? Spion? Harris… Jeg mistede Aron til Eriz. Han… han gjorde forfærdelige ting mod mig – noget ingen af os kunne drømme om han kunne finde på men… Jeg kan ikke miste dig også.” Hendes hænder omfavnede hans ansigt, så han vidste præcist hvor hun var, mens hendes tommelfingre strøg over hans varme kinder.
”Så hvis du virkelig mener, det bedste er at blive her så ti stille, for jeg kan ikke holde ud til, at du gennemspidder mit hjerte med din ignorance. Du ved bedre. Hvis du bare åbner for dine sanser, og husker på alt det, jeg har lært dig.” Hun slap ham langsomt indtil fingerspidserne strøg væk fra hans kæbe, mens hun vendte sig nølende bort fra ham igen. ”Bare pas på dig selv.”
Med et sidste blik på Arona forsatte Macaria mod hestene. Hvert skridt var tvunget, så hun ikke ville løbe tilbage til Harris. Skuldrene føltes tunge, benene stive og ryggen skulle kæmpes for at holdes ret – akkurat som dengang hun havde båret ham flere mil i sin favn. Reddet ham fra flammer. Reddet ham fra døden. Hun håbede sådan, han ville skifte mening og råbe efter dem.