Post by Macaria Forsyth on May 24, 2017 18:52:26 GMT
Macaria havde været ved at åbne munden, for at råbe til Loup, at hvis han krummede et eneste hår på Dylan, ville hun flå enhver varulv, brænde hans elskede skov ned, og alle mulige andre saftige, aggressive trusler, men Zean kom hende i forkøbet. Hans hånd lagde sig på hendes skulder, og hun klappede med det sammen munden i. Ansigtet var dog stadigvæk fortrængt i en hadefuld grimasse. Tavst lod hun sin ægtemand ordne tingene, uden hverken at komme med rettelser, protester eller nogen anden form for afbrydelser. Når han snakkede, snakkede hun gennem ham - og omvendt. Måske var de ikke altid enige om tingenes tilgang internt, men udadtil virkede de i perfekt symbiose.
Da Zean gik over til trusler med kniven i hånden, kunne hun ikke holde et sadistisk grin tilbage, mens hun lagde armene over kors, og lænede sig sidelæns op af cellen. Åhhhh nogle gange kunne hun altså elske den mand højere end noget andet!
Loup nåede dog ikke at sige noget, før en anden stemme brød ind. Eras bror.
”Tag mig i stedet!” udbruddet var desperat. Højt, rungende og hastigt. Alle drejede blikket mod den store, bredskulderet varulv, der stod med sin lillesøsters hænder knugende mod sin brystkasse. Blidt gav han dem et klem.
”Gavin…” hviskede hun, mens han nænsomt løsnede hendes greb i hans trøje, så han kunne vende sig mere mod de andre. Han placerede en håndflade over sit hjerte.
”Lad mig bytte plads med Era. Hvis Loup skal til og fra Pandemonium får vi brug for én til at styre flokken, så den ikke vil fucking angribe jer. Uden Loup eller Era ville den blive for frustreret og ukontrolleret. Men hvis Era er hjemme, vil hun kunne styre dem alle – det er hun god til. Desuden vil I have mig som gidsel. Hun vil aldrig angribe jer eller bryde fredspagten, så længe I har mig. Jeg er hendes ældste storebror, og har både tre knægte og en mage. Ingen vil lade mig komme noget til,” forklarede han indædt, uden at tage sig af Eras næsten paniske hovedrysten – i det mindste sagde hun ingenting. Hverken tiggede ham om at lade være, eller protesterede over hans forslag. Han lagde en hånd på Loups skulder, for at trække ham væk fra Forsyth.
”I vil have fred, ikke? Sådan her får i den. Med Era i flokken, mig bag tremmer, og Loup som jeres skødehund. Det er alligevel mig I vil have, hvis I vil have hævn. Jeg overtalte Era til at stifte modstandsbevægelse. Jeg pressede på med en alliance med den pandemoniske dronning. I vil have mig.”
Gennem tremmerne stirrede Era på sin ældste storebror, som uden tøven og med hænderne rakte inviterende frem for at blive lænket, stillede sig op foran både hende og Loup. Ikke nok med det løj han om hans engagement i modstandsbevægelsen. Hun kunne råbe det hele var en løgn. Bede ham om at holde sin kæft, men… hun ville ikke føde sit barn her. Hun… kunne ikke.
Åndeløst ventede hun på Forsyth’s svar.
Da Zean gik over til trusler med kniven i hånden, kunne hun ikke holde et sadistisk grin tilbage, mens hun lagde armene over kors, og lænede sig sidelæns op af cellen. Åhhhh nogle gange kunne hun altså elske den mand højere end noget andet!
Loup nåede dog ikke at sige noget, før en anden stemme brød ind. Eras bror.
”Tag mig i stedet!” udbruddet var desperat. Højt, rungende og hastigt. Alle drejede blikket mod den store, bredskulderet varulv, der stod med sin lillesøsters hænder knugende mod sin brystkasse. Blidt gav han dem et klem.
”Gavin…” hviskede hun, mens han nænsomt løsnede hendes greb i hans trøje, så han kunne vende sig mere mod de andre. Han placerede en håndflade over sit hjerte.
”Lad mig bytte plads med Era. Hvis Loup skal til og fra Pandemonium får vi brug for én til at styre flokken, så den ikke vil fucking angribe jer. Uden Loup eller Era ville den blive for frustreret og ukontrolleret. Men hvis Era er hjemme, vil hun kunne styre dem alle – det er hun god til. Desuden vil I have mig som gidsel. Hun vil aldrig angribe jer eller bryde fredspagten, så længe I har mig. Jeg er hendes ældste storebror, og har både tre knægte og en mage. Ingen vil lade mig komme noget til,” forklarede han indædt, uden at tage sig af Eras næsten paniske hovedrysten – i det mindste sagde hun ingenting. Hverken tiggede ham om at lade være, eller protesterede over hans forslag. Han lagde en hånd på Loups skulder, for at trække ham væk fra Forsyth.
”I vil have fred, ikke? Sådan her får i den. Med Era i flokken, mig bag tremmer, og Loup som jeres skødehund. Det er alligevel mig I vil have, hvis I vil have hævn. Jeg overtalte Era til at stifte modstandsbevægelse. Jeg pressede på med en alliance med den pandemoniske dronning. I vil have mig.”
Gennem tremmerne stirrede Era på sin ældste storebror, som uden tøven og med hænderne rakte inviterende frem for at blive lænket, stillede sig op foran både hende og Loup. Ikke nok med det løj han om hans engagement i modstandsbevægelsen. Hun kunne råbe det hele var en løgn. Bede ham om at holde sin kæft, men… hun ville ikke føde sit barn her. Hun… kunne ikke.
Åndeløst ventede hun på Forsyth’s svar.