Post by Adrian Storm on Mar 28, 2017 20:04:50 GMT
Eriz LaPiera Black
Heden, der engang havde været iklædt telte, lejrbålspladser og et langt, cirklende pæl-hegn, var nu kun iklædt trevlerne af den militante lejr. Det var gået stærkt, da dronningen af Pandemonium havde trukket teltene op og marcheret på hovedstaden. De havde talt om hvordan et organiseret, stærkt og overraskende indtog ville være bedst. Han havde ikke været der til at se hende gøre det, men som han stod her, kunne han næsten forestille sig hvordan forberedelserne var løbet. Hvordan hendes generalers stemmer havde smældet over et organiseret kaos af soldater der læssede vogne med våben, væbnere der stadig var ved at stramme de sidste rustninger på plads hos officerene og gøre deres heste klar. Nogen havde været tilbage for at hente småting, eller også havde områdets samlere stjålet dem da hæren var marcheret bort. Nu var der blot en halv cirkel tilbage af pæl-hegnet og nogle enkelte bresseninger der blafrede i vinden, sammen med en høj pæl i midten af lejren hvor et vind-flået flag stadig vejede ved toppen i den stødende vind. Kort, lyst hår bevægede sig også når vinden viste tænder. Han vidste det var køligt herude endnu, han kunne se sin ånde for sig, men han mærkede det ikke rigtigt. Den rastløse fornemmelse der løb fra hans sorte, læderstøvler til hans ru fingerspidser syntes at holde ham varm.
Grå øjne tjekkede horisonten. Han havde sendt besked til hende før han havde forladt Fagail. Bedt hende møde ham dér, i hendes gamle lejr. Han stod hvor hendes telt havde stået og hvor der nu kun var omridset efterladt i hedens jord, hvor den var trådt ned af hende og hendes officerers fødder. Fingerspidser gled ned i hans jakkes lomme og strøg hen over den bløde, hvide fjer der lå der. Han havde taget den fra hendes seng, fra ved siden af hendes pude, inden han var draget til Fagail for dage siden. Den summede næsten under hans hud, som genkendte den adskilte fjer sin ejer.
Grå øjne tjekkede horisonten. Han havde sendt besked til hende før han havde forladt Fagail. Bedt hende møde ham dér, i hendes gamle lejr. Han stod hvor hendes telt havde stået og hvor der nu kun var omridset efterladt i hedens jord, hvor den var trådt ned af hende og hendes officerers fødder. Fingerspidser gled ned i hans jakkes lomme og strøg hen over den bløde, hvide fjer der lå der. Han havde taget den fra hendes seng, fra ved siden af hendes pude, inden han var draget til Fagail for dage siden. Den summede næsten under hans hud, som genkendte den adskilte fjer sin ejer.