Post by Caleb Veterano on Mar 23, 2017 11:56:09 GMT
Solen var gået ned, og havde henlagt hele landskabet i mørke. Kun månen lyste omgivelserne op i et blegt, hjemsøgende skær. Gården var blevet gjort klart, til at blive efterladt. Husdyrene var enten slagtet, eller sat fri i naturen. Tasker stod pakket sammen i køkkenet med madpakker, tøj, praktisk værktøj, og de mest personlige ejendele. Våben var blevet nypudset og fordelt til hver person. Macaria var allerede taget afsted med Zean, for at distrahere soldaterne, så resten af gårdens beboer kunne flygte. Sam havde taget sin taske, sagt høfligt farvel, og rejst afsted med Oliver kort efter. Kun de fire oprindelige beboer stod tilbage.
Caleb gik hen til Isabel, som stod i den åbne hoveddør, og kiggede ud i mørket med armene over kors. Ekko af skrig kunne høres i stilheden. Macaria og Zean måtte være godt i gang. Blidt lagde han en hånd på hendes skulder.
”Det er ved at være tid,” informerede han stilfærdigt. Ligesom hende havde han taget sit gamle rejsetøj på. Varme bukser med tykke læderlapper syet på knæene. Hans slidte, støvblå jakke med høj krave, der gik ham til knæene. Sværdbæltet med alle de hemmelige lommer. De fingreløse handsker. Daggerten gemt i støvlerne, én sølvpose i bæltet, sammen med endnu en kniv, og hans sværd hængende ved hoften. Sølvhalskæden med Ineis symbol hang tydeligt mod hans brystkasse.
Isabel havde udstyret sig med sit gamle pandemoniske tøj. Sort på sort. De stramme læderbukser, støvler, sort trøje, og hendes knælange, sorte jakke, der var så flosset i kanten, at man knap nok kunne kalde det en kant. Ligesom ham havde hun taget sit sværdbælte på. En ny rune var blevet skåret i hendes brystkasse lige ved hjertet. Saïx havde fået en magen til, lavet med en sølvdolk. Når de var i nærheden af hinanden, ville den brænde svagt – på den måde kunne de altid finde hinanden igen. Caleb havde selv lavet den på dem. Han behøvede ikke én, for at finde Moria. Lige så tydeligt som hvis han rørte hende fysisk, kunne han mærke hende. Forbindelsen mellem dem gjorde, han aldrig ville være helt væk fra hende.
Isabel sukkede tungt. Hun så plaget ud, men han vidste, hun var stærk. Hvis nogen kunne klare det her, var det hende.
”Jamen så må vi jo hellere komme afsted,” mumlede hun, og skubbede sig væk fra døren. De vendte sig mod resten af køkkenet. Det der havde været deres hjem de sidste 6 år. Det som nok i virkeligheden altid havde været deres hjem. Veteranogården. På denne grund var de blevet født, de havde været børn. Her var de blevet skabt, til dem de var nu. De lykkeligste øjeblikke i deres liv, havde været her.
Caleb gav Isabel et klap på ryggen, før han gik hen til Moria, mens Isabel forsatte hen til Saïx. Der var ingen vej udenom.
”Er du sikker på du har det hele?” spurgte magikeren sin hustru, og rettede lidt på hendes kappe. ”Kniven sidder godt i dit bælte? Og du har husket landkortet, ikke?” Han vidste, hun havde husket det hele. De havde sammen gået igennem tasken flere gange, men han kunne ikke lade være. Bekymringen over at skilles fra hende, var ved at æde ham op indefra. Det eneste, der hjalp, var at prøve at overbevise sig selv om, de snart ville ses igen.
”Jeg har lagt din yndlings te i den forreste lomme i tasken. Den vi lavede i efteråret. Hvis du…” Han trak vejret dybt ind. ”…hvis du får brug for det, så ligger den dér.”
Hans hænder vandrede op af hendes arme, skuldre, hals, til de lagde sig mod hendes kinder. Blidt hævede han hendes ansigt, så hun kunne møde hans blik. Tommelfingrene kærtegnede hendes kindben. Et bedrøvet smil trak i mundvigen. Det føltes som om hans hjerte, var ved at drukne i maven. Han havde kvalme.
”Hold dig selv sikker. Lige meget hvad, så hold dig selv sikker. Tag ingen chancer."