Post by Salander Rosenthel on Feb 24, 2017 22:31:48 GMT
Helena Rosenthel
Det var flere uger siden han havde lagt mærke til de første rapporter der forsvandt fra hans kartotek. Flere uger siden han havde lagt mærke til at hun var vendt hjem med fremmede læge midler, fra fremmede hun havde ladet behandle sig. Flere uger siden hun var kommet hjem og havde fortalt ham, at hun ikke kunne presse Eian Winters til at hjælpe ham med at få sin plads som raceleder af vampyrerne. Flere uger siden at hun også havde tilføjet at han heller ikke måtte fortælle rådsmandens hemmelighed videre.
Han vidste hun var ved at kravle ud af hendes hud for hans reaktion, for der havde ikke været nogen. Han havde smilet, presset et let kys mod hendes pande, sagt at hun sikkert havde gjort sit bedste og ladet hende være alene. Han så hende når listende rundt i hendes eget hjem som en lille markmus. Bange for at hvert et skridt hun tog, hver en lyd hun lavede ville sætte ham af. Hun bed i sine fingre, glattede sin kjole og rettede på sit hår. Åh til festen i Pandemonium havde hun været den perfekte kone og hun opførte sig sikkert stadig almindeligt i rådsalen. Men her. Under hans blik. Her krøb hun. Gjorde sit bedste for at blande sig ind med tapettet. Det gibbede i hende hver gang han rørte sig.
Han snurrede glasset mellem hans fingre ved den fine, tynde stilk, et behageligt smil lagt over folderne af hans kønne ansigt. De sad ved hver sin ende af det lange, fine spisebord der aldrig blev brugt til andet end at drikke opvarmet blod af fine, fine glas. I aftenens anledning havde han fået lidt cognac hældt i hans glas og bedt hende bære hans ynglings kjole; en lang, sort silke kjole der snørrede sig tæt op til strækket af hendes hals der fik hendes urolige øjne til at virke endnu mørkere.
En tjeneste pige satte en ny, frisk karaffel med blod fra sig på bordet og vendte sig for at gå.
"Liv. Bliv her, så er du sød."
Pigen stivnede midt i et skridt. Hun havde langt, blond hår altid bundet op i en løs knold.
Hans blik hvilede på hans kone, som hans fingre viftede pigen nærmere indtil hun stod ved siden af hans stol, hvor han sad, så tilbagelænet og afslappet som en konge på hans trone. "Lig din hånd på bordet, lille skat." Hans bydende tone svøbte sig om den unge pige. En svagblodet magiker hvis han ikke tog fejl. Hendes hånd lagde sig på bordoverfladen, han tog en smørkniv, fra det opstillede spisesæt han insisterede på at have, på trods af at intet af herskabet rent faktisk indtog føde.
"Salander!" Helenas tone var næsten skinger. Hvis hun ikke allerede var død, ville hendes hud være blevet ligbleg. Han lagde spidsen af den sløve kniv over pigens hånd.
"Deres nåde?" Og det var alt hun nåede at få ud, inden han begyndte at tvinge stålet igennem hendes hånd, skubbende med vampyrisk styrke indtil kniven gled igennem muskelvævet, blod vældende ud over mahogni bordpladen til det spildte ud over kanten af bordet og dryppede ned i det lyse tæppe, og hun skreg og skreg og skreg og skreg mens hendes fingre fleksede, nu naglet til bordpladen af smørkniven.
"Har du noget du gerne vil fortælle mig, søde ven?" Han hævede stemmen en smule over pigens irriterende skrigelyde, hans hånd stadig fæstet om kniven.
Han vidste hun var ved at kravle ud af hendes hud for hans reaktion, for der havde ikke været nogen. Han havde smilet, presset et let kys mod hendes pande, sagt at hun sikkert havde gjort sit bedste og ladet hende være alene. Han så hende når listende rundt i hendes eget hjem som en lille markmus. Bange for at hvert et skridt hun tog, hver en lyd hun lavede ville sætte ham af. Hun bed i sine fingre, glattede sin kjole og rettede på sit hår. Åh til festen i Pandemonium havde hun været den perfekte kone og hun opførte sig sikkert stadig almindeligt i rådsalen. Men her. Under hans blik. Her krøb hun. Gjorde sit bedste for at blande sig ind med tapettet. Det gibbede i hende hver gang han rørte sig.
Han snurrede glasset mellem hans fingre ved den fine, tynde stilk, et behageligt smil lagt over folderne af hans kønne ansigt. De sad ved hver sin ende af det lange, fine spisebord der aldrig blev brugt til andet end at drikke opvarmet blod af fine, fine glas. I aftenens anledning havde han fået lidt cognac hældt i hans glas og bedt hende bære hans ynglings kjole; en lang, sort silke kjole der snørrede sig tæt op til strækket af hendes hals der fik hendes urolige øjne til at virke endnu mørkere.
En tjeneste pige satte en ny, frisk karaffel med blod fra sig på bordet og vendte sig for at gå.
"Liv. Bliv her, så er du sød."
Pigen stivnede midt i et skridt. Hun havde langt, blond hår altid bundet op i en løs knold.
Hans blik hvilede på hans kone, som hans fingre viftede pigen nærmere indtil hun stod ved siden af hans stol, hvor han sad, så tilbagelænet og afslappet som en konge på hans trone. "Lig din hånd på bordet, lille skat." Hans bydende tone svøbte sig om den unge pige. En svagblodet magiker hvis han ikke tog fejl. Hendes hånd lagde sig på bordoverfladen, han tog en smørkniv, fra det opstillede spisesæt han insisterede på at have, på trods af at intet af herskabet rent faktisk indtog føde.
"Salander!" Helenas tone var næsten skinger. Hvis hun ikke allerede var død, ville hendes hud være blevet ligbleg. Han lagde spidsen af den sløve kniv over pigens hånd.
"Deres nåde?" Og det var alt hun nåede at få ud, inden han begyndte at tvinge stålet igennem hendes hånd, skubbende med vampyrisk styrke indtil kniven gled igennem muskelvævet, blod vældende ud over mahogni bordpladen til det spildte ud over kanten af bordet og dryppede ned i det lyse tæppe, og hun skreg og skreg og skreg og skreg mens hendes fingre fleksede, nu naglet til bordpladen af smørkniven.
"Har du noget du gerne vil fortælle mig, søde ven?" Han hævede stemmen en smule over pigens irriterende skrigelyde, hans hånd stadig fæstet om kniven.