Post by Caleb Veterano on Feb 20, 2017 18:33:54 GMT
Oneshot
Isabel og Caleb
Isabel og Caleb
Solens første stråler tittede frem mellem de fugtige, mørke træer i skoven, som lange linjer af lys. Skovbunden var våd, og fik luften til at dufte friskt af gran og mos. Dyrene puslede mellem svampe, træstammer og buske, idet de var ved at vågne op, mens fuglene slog triller. Træerne var stadigvæk nøgne, men små, grønne knopper var på vej frem. Rundt omkring skød hvide blomster op mellem bladene på jorden.
Caleb vandrede søgende omkring. Om hofterne hang hans sværdbælte og i den ene støvle en skjult kniv, mens hans jagtkniv sad i ved ryggen i bæltet. På lette fødder sprang han op på en væltet stamme, og strakte hals. Ingen spor af hverken drake eller andre personer end ham selv. Ikke engang nogle fodspor, kradsemærker fra vinger eller knækket grene.
Han satte begge hænder til munden.
”Iiiiiiizzzzzzyyyyy!!” kaldte han højt. Hans stemme ekkoede gennem den stille skov, mens han lyttede efter et svar. Intet. Med et suk hoppede han ned fra stammen, og forsatte videre. Hvor pokker var hun henne?! Det kunne da ikke passe, hun var stukket rigtigt af? …kunne det?
En begyndende følelse i maven begyndte at vride sig. Bekymret bed han sig i underlæben, inden han satte i halvløb dybere ind i skoven.
Efter et stykke tid brød han igennem til en lille lysning med højt græs, og træer på begge sider.
”IIISABEL!” råbte han, mens han gik en omgang rundt om sig selv. ”ISA-”
”Hvad?”
Lettet drejede han rundt på hælen mod lyden af hans søsters stemme. Han tog sig til brystet. Dér stod hun. Stående i skyggerne mellem tro træer ved kanten af lysningen, og så ikke ud til, at have lidt nogen overlast. Med et smil løb han hen til hende. Uden tøven trak han hende ind i en omfavnelse, som hun tøvende gengældte.
”Ved Inei… Jeg blev bange for, du faktisk var taget helt væk,” mumlede han, og gav hende et hurtigt kys på kinden. Selvom hun var klar til at gøre sig fri af krammet, holdte han hende stædigt fast. Alt for lettet til at lade hende gå lige nu.
”Hvor i alverden skulle jeg have taget hen?” spurgte hun skeptisk. Han holdte hende ud fra sig. Dovent mødte hun hans blik med øjenbrynene let hævet. ”Hvad?”
”Jeg…” Han trak på skuldrene. ”… jeg var bare bekymret. Er du okay?”
Ikke et ord om hvorfor hun var taget væk, eller ikke kommet tilbage igen. Svarene kendte han. Det var ikke det vigtige. Hun himlede med øjnene.
”...Jeg har det fiiiint. Helt ærligt, jeg kan klare mig selv.”
”Ja, men… du plejer bare at… du ved… have mig med.” Tøvende slap han hende. Nu lagde han for alvor mærke til den kløft, der var kommet imellem dem, og det skar ham i hjertet. ”Men… du tog bare afsted. Uden at sige noget.”
Et fnys lød fra hende, og armene blev lagt over kors.
”Jaaaaer, men du ved… du optaget af andre ting,” bekendtgjorde hun.
”Du er stadigvæk min søster, Izzy…”
”Virkelig? Er jeg det? For det føltes ikke sådan længere!” De glødende øjne syntes at lyse mere op, og hun vendte afvisende ansigtet bort fra ham. Det gjorde ondt. Forsigtigt rakte han ud, tøvede, og lagde så sin hånd på hendes ene arm.
”Selvfølgelig er du det. Jeg har været en idiot, Izzy, og… og det er jeg ked af. Du ved vel godt, jeg stadigvæk elsker dig, ikke? Det er stadigvæk os to mod resten af verden. Sådan har det altid været, og sådan vil det forblive,” forklarede han indtrængende, og forsøgte at fange hendes bortvendte blik. ”Lige meget hvor meget du ændre dig…”
Flakkende forbandt hun øjenkontakten mellem dem. Ansigtet løsnede en smule op.
”…Jeg er ikke den samme som før Caleb. Jeg er… uren.”
”Tror du ikke jeg er ligeglad med det? Du har gjort så meget for Portus! Hvis Inei ikke syntes det er nok, så… så ilden tage hende!”
”Cal!” Bestyret stirrede hun på ham, men han rystede stædigt på hovedet, og tog fat i hende med begge hænder.
”Nej, jeg mener det! Du er min søster, og jeg har set, hvor meget du har ofret for hende og landet. Alle der kalder dig uren eller forkert burde få en omgang tæv – med en rødglødende teske.”
”Jeg troede vi blev enige om, ikke at tale om dengang nogensinde?” kommenterede Isabel med et skævt smil, som Caleb gengældte med et skuldertræk.
”Det er bare sådan en god historie. Helt ærligt. En teske!” lo han, og tog sig til panden med en hovedrysten, der fik hans søster til også at grine, mens hun slog ud med armene.
”Hey! Det var alt, der var lige i nærheden!”
De stod lidt og bare grinede af det gamle, tåbelige minde der midt i skoven. Caleb nød det. Nød igen at grine med sin søster. Nød at stå alene med hende, og bare nyde nuet, som de to nu var så gode til.
Først da latteren døde hen, klaskede han til hende med sin håndryg.
”Lad os komme hjem. Moria er helt alene med alle vampyrerne og køteren.”
Brat standsede Isabel op midt i et skridt frem. Forvirret blinkede hun med øjnene.
”Wait… what? Køteren? Hvem er køteren? Mener du en varulv?!” udbrød hun, og han kom først nu i tanke om, Isabel ikke vidste noget om Sam eller… eller den anden. Knægten. Assistenten. Hvad hed han nu?
”Macarias skaber dukkede op i nat! Ja, spørg mig ikke om hvorfor – måske har Inei virkelig noget med vampyrer at gøre, ellers er det bare ufatteligt heldigt! Men hvert fald… Han er der. Og han siger det burde være til, at redde din veninde,” fortalte han, og hev lidt i hendes jakkeærme, for at få hende med sig.
”Ved Afgrunden… Hvorfor sagde du ikke det noget før?! Cal for Askens skyld, du er så dårlig til at prioritere!” Hun greb hans arm, og gav et ryk i den, så han med et udbrud, blev trukket helt tæt på hende. Hendes arme lagde sig om ham. ”Hold godt fast.”
”Nej. Nej, nej, nej, Izzy please, ikke det. Ikke det, ikke-”
Med en hvislen forsvandt de i skyggerne.
//out