Post by Zean Forsyth on Feb 14, 2017 15:01:57 GMT
Macaria Forsyth
Det var nat og han kunne ikke sove. Gården virkede overraskende stille, som han lå og stirrede op i loftet fra sin selverklærede plads på sofaen. Der var gået flere dage nu. Flere dage hvor han ikke havde bestilt andet end at sove, på at komme sig og regne ud hvordan han bedst kunne skaffe hjælp til både Macaria og Moria. I morgen ville han rejse ind til den nærmeste by og se hvad de havde af urter fra om sommeren. Både til ham selv og Moria. Ellers havde han ikke kunne gøre særlig meget for hende endnu, de gange han havde vågen nok til at tjekke til hende.
Nu havde han sovet for meget og kunne ikke få søvnen til at komme. Til sidst satte han sig op og skubbede tæppet af sig. Med et svagt grynt, som det trak i hans endnu dybe sår i den en arm, rakte han ud efter sine bukser.
Det var koldt udenfor. Vinteren var i fuld gang og det var kun fordi Veteranoerne og deres familie havde været forudsigende nok til at samle ind, at de havde nok mad. Det og så hvad de ellers kunne finde eller havde råd til.
Med tøjet på rejste han sig op. De andre havde ikke virket glad for at han skulle møde Macaria endnu. Mente han skulle fokusere på at blive mere frisk først. Var de bange for han ville give hende resten af sit blod og falde død om? Måske havde han reageret spontant før, men denne gang ville han ikke gøre noget dumt.
Hånden gled igennem det efterhånden halvlange, viltre og mørkebrune hår, før den gled over hagen der stak som et pindsvin. Han havde sovet og ikke haft nok energi til ting som at barberer sig ordentlig. Det var en ting han måtte ordne snart.
Han forlod stuen. Ude i køkkenet var der hentet vand ind til natten. Med et krus slukkede han den svage tørst han havde. Hans blik gled ud af et vindue...Ud på den stille gårdsplads ude foran. Tænkt sig de havde gemt sig her hele tiden.
Han efterlod snart kruset og gik udenfor. Luften var kold og stak i hans hud, men der var næsten ingen vind. Frosten gjorde luften frisk og himlen var stort set ude skyer. Månen og stjernerne skinnede om kap. Zean gav det dog ikke mere end et kort blik, før han så over mod smedjen. Han vidste hun var der...Han vidste de andre sov...Hvem skulle kunne stoppe ham? Det var hans kone. Og han havde det bedre nu. I virkeligheden ville de nok feste hvis han faldt død om, præcis som han ville hvis nu Caleb faldt om.
Nogle hurtige skridt fik ham derover. Han tog i døren, skubbede den op og skyndte ind, før han stille lukkede døren efter sig. Mørke. Selvfølgelig var her mørkt. Saïx eller en af de andre holdt tydeligvis lidt gang i ildstedet herinde, om ikke andet så for deres egen skyld. Han gøs svagt, som han kom ind i noget der var lidt lunere. Han kunne høre lyde. Lyde af...Lænker og bevægelser.
Han gik over til ildstedet og prøvede at få gang i en af lanternerne.
"Macaria? Du sover vel ikke?" Hans stemme lød så forladt og så høj herinde. Som var hun et rovdyr der blot ventede på han vendte ryggen til et øjeblik, den stille jæger.
Nu havde han sovet for meget og kunne ikke få søvnen til at komme. Til sidst satte han sig op og skubbede tæppet af sig. Med et svagt grynt, som det trak i hans endnu dybe sår i den en arm, rakte han ud efter sine bukser.
Det var koldt udenfor. Vinteren var i fuld gang og det var kun fordi Veteranoerne og deres familie havde været forudsigende nok til at samle ind, at de havde nok mad. Det og så hvad de ellers kunne finde eller havde råd til.
Med tøjet på rejste han sig op. De andre havde ikke virket glad for at han skulle møde Macaria endnu. Mente han skulle fokusere på at blive mere frisk først. Var de bange for han ville give hende resten af sit blod og falde død om? Måske havde han reageret spontant før, men denne gang ville han ikke gøre noget dumt.
Hånden gled igennem det efterhånden halvlange, viltre og mørkebrune hår, før den gled over hagen der stak som et pindsvin. Han havde sovet og ikke haft nok energi til ting som at barberer sig ordentlig. Det var en ting han måtte ordne snart.
Han forlod stuen. Ude i køkkenet var der hentet vand ind til natten. Med et krus slukkede han den svage tørst han havde. Hans blik gled ud af et vindue...Ud på den stille gårdsplads ude foran. Tænkt sig de havde gemt sig her hele tiden.
Han efterlod snart kruset og gik udenfor. Luften var kold og stak i hans hud, men der var næsten ingen vind. Frosten gjorde luften frisk og himlen var stort set ude skyer. Månen og stjernerne skinnede om kap. Zean gav det dog ikke mere end et kort blik, før han så over mod smedjen. Han vidste hun var der...Han vidste de andre sov...Hvem skulle kunne stoppe ham? Det var hans kone. Og han havde det bedre nu. I virkeligheden ville de nok feste hvis han faldt død om, præcis som han ville hvis nu Caleb faldt om.
Nogle hurtige skridt fik ham derover. Han tog i døren, skubbede den op og skyndte ind, før han stille lukkede døren efter sig. Mørke. Selvfølgelig var her mørkt. Saïx eller en af de andre holdt tydeligvis lidt gang i ildstedet herinde, om ikke andet så for deres egen skyld. Han gøs svagt, som han kom ind i noget der var lidt lunere. Han kunne høre lyde. Lyde af...Lænker og bevægelser.
Han gik over til ildstedet og prøvede at få gang i en af lanternerne.
"Macaria? Du sover vel ikke?" Hans stemme lød så forladt og så høj herinde. Som var hun et rovdyr der blot ventede på han vendte ryggen til et øjeblik, den stille jæger.