Post by Aron Zipora on Jan 17, 2017 22:57:41 GMT
Aron Zipora ~ Seraphine Thorne
Det havde taget ham længere tid end han havde regnet med, at finde en kro i Istus som serverede stærke drikke. Den første kro havde kun haft noget som de kaldte 'rosevand', og som de påstod var renere end gudindens eget blod. Rosevand var det måske, for der var ikke så meget som en dråbe alkohol i det. Aron havde hurtigt forladt dén kro, for at tage til den næste. Og den næste.
Det var først ved den fjerde kro at det lykkedes ham at finde flasker fra Pandemonium i deres udvalg. Tak flammerne at handlen med Pandemonium rent faktisk bar frugter hér! Det havde også taget ham helt ud i udkanten af selve byen, men selv ude ved murene som omringede byen var brostensgaderne stadig rene, og statuerne af gudinden kunne stadig ses hist og her. Aron måtte vel bare vænne sig til det, når han havde et langvarigt ophold i byen at se frem til.
Tøjet havde han byttet ud siden rådsmødet. I stedet for den mørke kappe med det pandemonske mærke broderet ind i brystet, havde han nu iført sig en mere neutral påklædning. Jordfarvede bukser og en hvid uldtrøje gjorde det nemmere for ham at blende i ét med kroens øvrige gæster. Det sidste han havde brug for nu, var at skille sig ud. Rådsmødet havde givet ham nok af drama for denne dag, og han så frem til at kunne drikke sine sorger i sænk. Eller i hvert fald drikke nok til at han ville få en drømmeløs søvn. Ikke at han ikke selv havde midlerne til det, men jo mere han brugte dem, jo mindre effekt havde de på ham. Han var nødt til at finde andre løsninger. Specielt hvis han skulle kunne klare nætterne, når Eriz tog tilbage til Pandemonium.
Han havde placeret sig ved ét af bordene som var gemt en smule væk i hjørnet af krostuen. En flaske ildwhiskey stod foran ham, sammen med et halvtomt glas. Solen var så småt ved at gå ned, kunne han se ud af vinduet, der afslørede den næsten folketomme gade udenfor kroen. Sneen var begyndt at falde igen, og lagde sig som tunge fnug over jorden. Han mindede sig selv på at han måtte tage tilbage til templet før han ville blive nødt til at trave gennem ankelhøje lag - hvis det kunne gøre det.
Han gned sit ene øje mod sin håndrod. Rådsmødet havde været mere krævende end han troede. Og når han oven i købet ikke følte sig ved sine fulde fem, var der ikke noget at sige til, at han følte sig fuldstændig drænet. De matte øjne hvilede på drikken i hans glas, som han svingede en smule frem og tilbage. Den flammende væske mindede ham om en kvinde med ilden i håret, lykkelige blå øjne og et varmt smil på læben, med en latter som...
Han bundede resten af glasset i én slurk, og fortrængte den grimasse den skarpe væske tvang frem.
Det var først ved den fjerde kro at det lykkedes ham at finde flasker fra Pandemonium i deres udvalg. Tak flammerne at handlen med Pandemonium rent faktisk bar frugter hér! Det havde også taget ham helt ud i udkanten af selve byen, men selv ude ved murene som omringede byen var brostensgaderne stadig rene, og statuerne af gudinden kunne stadig ses hist og her. Aron måtte vel bare vænne sig til det, når han havde et langvarigt ophold i byen at se frem til.
Tøjet havde han byttet ud siden rådsmødet. I stedet for den mørke kappe med det pandemonske mærke broderet ind i brystet, havde han nu iført sig en mere neutral påklædning. Jordfarvede bukser og en hvid uldtrøje gjorde det nemmere for ham at blende i ét med kroens øvrige gæster. Det sidste han havde brug for nu, var at skille sig ud. Rådsmødet havde givet ham nok af drama for denne dag, og han så frem til at kunne drikke sine sorger i sænk. Eller i hvert fald drikke nok til at han ville få en drømmeløs søvn. Ikke at han ikke selv havde midlerne til det, men jo mere han brugte dem, jo mindre effekt havde de på ham. Han var nødt til at finde andre løsninger. Specielt hvis han skulle kunne klare nætterne, når Eriz tog tilbage til Pandemonium.
Han havde placeret sig ved ét af bordene som var gemt en smule væk i hjørnet af krostuen. En flaske ildwhiskey stod foran ham, sammen med et halvtomt glas. Solen var så småt ved at gå ned, kunne han se ud af vinduet, der afslørede den næsten folketomme gade udenfor kroen. Sneen var begyndt at falde igen, og lagde sig som tunge fnug over jorden. Han mindede sig selv på at han måtte tage tilbage til templet før han ville blive nødt til at trave gennem ankelhøje lag - hvis det kunne gøre det.
Han gned sit ene øje mod sin håndrod. Rådsmødet havde været mere krævende end han troede. Og når han oven i købet ikke følte sig ved sine fulde fem, var der ikke noget at sige til, at han følte sig fuldstændig drænet. De matte øjne hvilede på drikken i hans glas, som han svingede en smule frem og tilbage. Den flammende væske mindede ham om en kvinde med ilden i håret, lykkelige blå øjne og et varmt smil på læben, med en latter som...
Han bundede resten af glasset i én slurk, og fortrængte den grimasse den skarpe væske tvang frem.