Post by Illyana Bayard on Dec 29, 2016 20:02:11 GMT
Zachariah Fairbairn
Vinterfesten havde fuldstændig opslugt Vavilon - kaos, blodsudgydelser og drab af adelen og pøblen på lige fod, eller ej - Vavilonerne ville dø med en skefuld kage mellem læberne, musik i ørerne og sang i deres hjerter. Stupide væsner. Men som hun svævede over ulveskoven og overvejede hvad hun skulle til at gøre, kunne hun ikke undgå at overveje at hun måske ikke skulle være den, der pegede fingre af andres intellekt. Drat. Skoven syntes næsten nøgen under hende, klædt i vinterfarverne; grå, brun og hvidt. Alle træerne havde smidt deres blade for længst og jorden var dækket af pudderfin, glitrende sne. Vinden var mild i dag, men luften var isende kold og krystal klar med en blå himmel over sig, så den havde stadig noget bid til sig. Illyana havde klædt sig i skinbukser, en varm, sort pelsfrakke der sad tæt til hende og en lige så sort, matchende pels hat. Hun forbandede sig selv, sin familie og kongen af Vavilon, mens hun langsomt dalede ned lidt udenfor ulvelejren. Hendes sorte dødsengle fjer gjorde nok at ulvene ikke ville dræbe hende det øjeblik hun ankom, men alligevel - de havde spist flere af hendes adelige bekendte!
Hendes fødder rørte sneen og hun rettede kort på sin hat, hendes vinger stadig fremme men pænt foldede bag hendes ryg, og så begyndte hun at krydse det sidste stykke mellem hende og ulvelejren. Hun kunne have taget vagter med sig, men efter hvad hun havde hørt havde ulveskoven set nok af folk der dukkede op med hære og trukne våbner - og fået nok af dem. Så da hun trådte frem i lejren, stod hun alene.
Og totalt omringet af ulve.
Snerrende ulve.
... Drat.
"Jeg er her for at tale med Zachariah," Hun forsøgte sig med et beroligende tonefald. Heldigvis var hverken alphaen eller alphahunnen noget sted at se - måske ude og jage? Hun rynkede på næsen. "Er han tilstede?"
Hendes fødder rørte sneen og hun rettede kort på sin hat, hendes vinger stadig fremme men pænt foldede bag hendes ryg, og så begyndte hun at krydse det sidste stykke mellem hende og ulvelejren. Hun kunne have taget vagter med sig, men efter hvad hun havde hørt havde ulveskoven set nok af folk der dukkede op med hære og trukne våbner - og fået nok af dem. Så da hun trådte frem i lejren, stod hun alene.
Og totalt omringet af ulve.
Snerrende ulve.
... Drat.
"Jeg er her for at tale med Zachariah," Hun forsøgte sig med et beroligende tonefald. Heldigvis var hverken alphaen eller alphahunnen noget sted at se - måske ude og jage? Hun rynkede på næsen. "Er han tilstede?"