Post by Seraphine Thorne on Dec 12, 2016 22:29:18 GMT
Familiaris mortalis
Trapperne til kælderen hvinede under vægten af kroppen der bevægede sig hurtigt ned af dem. De var så gamle som byen Istus selv og knirkede under vægten af en fjer. Månen på himlen udenfor nærmede sig langsomt dets højeste på himlen og tiden var knap. En hånd fløj op og snurrede blond hår fast i en knold på toppen af hendes hoved, selvom nogle enkelte lokker undslap båndets fængsel og svajede i hasten af kvindens bevægelser, som hun begyndte at hive ting ned fra de hylder der kantede kælderlokalet. Et strejf af en flaske, fik den til at vippe, vakle og tilsidst falde ud over kanten og splintres mod jorden, hvor væsken begyndte at ætse sig ned i gulvet. Kvinden ænsede det ikke. Flasker blev sat frem, hældt op og målt af i små, mindre mængder. De endte alle sammen det samme sted - den store, boblende gryde over kaminen bagerst i lokalet. Den havde boblet præcis en måned nu. Væsken i den skiftede fra en brunlig farve til en dyb, snurrende lilla farve, efter væskerne var kommet i. Magikeren hævede sine hænder og krængede sine fingre. Flammerne under gryden rejste sig som kommanderet, så lydigt som en veltrænet hund.
En grim lugt spredte sig gennem kælderen. Lugten af forberedelserne til aftensmåltidet ovenpå ville dække for den. Smilet der strakte sig over kvindens læber var ubehageligt næsten, så frydefuldt med et glimt af galskab i hendes øjne. Så trådte hun over til det lille metalbur, hvor der sad en lille, hvid due. Hendes hånd strakte sig ind igennem den lille luge i buret og snappede due, som en hugorm snappede en mus. Små, blanke, sorte øjne stirrede tillidsfuldt på hende.
Hun kunne mærke en del af sig selv i fuglen. Hun kunne mærke dens skrøbelige knogler, under dens hvide fjer. Hun kunne mærke dens lille galloperende hjerte, da hun lagde dens hoved mod bordpladen. Familiars var intelligente.
Kniven kappede hovedet fra kroppen og noget gik i stykker inde i hendes egen krop. Flækkede endnu en flænge i spejlet af hendes indre. Hendes sjæl var flænget og i stykker. Det gjorde ikke ondt mere. Blodet fra den lille krop løb ned igennem en lille trakt i bordpladen, dryppede ned i et glas. Og den sidste ingrediens var klar.
Seraphine samlede koppen op mellem dirrende hænder og vaklede over til gryden. "Familiaris mortalis," hviskede hun, mens hun hældte dråberne i gryden med rystende hænder og en lille flænge af et smil over hendes ansigt.
Kongens eliksir var klar.