Post by Eian Winters on Dec 12, 2016 8:26:18 GMT
Seraphine Thorne - Eian Winters
Bekymringerne føltes som en løkke omkring Eian Winters hals, der langsomt blev strammet til, for hver dag der gik med nye informationer. Sjældent var det at han lod noget som helst, komme tæt ind på livet af sig, og han var da også kendt som en ret rolige rådsmand – men det her handlede om hans familie. Selv ikke da Adrian lukkede sig inde på sit slot, havde han været så bebyrdet som nu.
Vinden ruskede ham igennem, da han med et slag og twist fra sine vinger, landede elegant på fødderne midt i Istus’, pinlige rene gader. Han var kommet direkte hjemmefra. En tur på godt og vel et par dagsrejser, selv når man var på vinger. Portus var et stort land, Pandemonium større, Vavilon størst.
Uroen dannede rynker i hans ansigt. Noget hans kone havde påpeget, inden at han gik ud af døren, og efterlod hende alene med Pandemoniums eftersøgte arving. Den lille pige – Lili – var noget for sig selv. Men sådan var det vel, når man havde to forældre som Eriz og Marcellus, og var opdraget blandt Veteranoerne. Sær. Alt for intelligent til hendes alder. Manipulerende. Men ekstrem sød og havde da også en begyndende forstand på ondt og godt – hvor flosset den end var.
Efter at Caleb var forsvundet med hans niece, havde Eian arbejdet på højtryk for at finde ud af, præcist hvad de havde gang i. Da han fandt ud af det… Hjertet var sunket helt ned i maven. En engel set på vej mod Pandemonium. Adrian var der allerede, så det kunne ikke være ham, der var snak i. Og Eian behøvede ikke længere tænkepause, før han regnede ud, hvem det kunne være – spørgsmålet var bare hvorfor?
Havde Adelaide fundet ud af det med sin far, og havde kontaktet Veteranoerne, for at få hjælp til at nå ham? Og hvorfor ville hun gøre det? Eriz ville ikke stoppe hende, hvis hun marcherede ind i hendes lejre, så hvad skulle hun bruge mørkvæsenjæger til? Nætterne var fulde med mareridt, om hvad Adelaide havde planlagt.
Men som om det ikke var nok, var det ikke grunden til, hvorfor han var på vej ind i en kro, hvor en ganske særlig eliksir-brygger holdte til. Nej, nej, nej, nej. Det var nemlig på grund af Adelaides idiotiske far, som ligesom sin datter, var ved at få sig selv slået ihjel – dog på en langt mere nydelsesfuld måde, at tilføje. Det måtte man alligevel give manden.
Hvordan var det dog blevet til, at Eian var blevet den fornuftige i familien? Han var så dårlig til det!
Med sin ene hånd hev han den grå hætte på sin frakke op over hovedet for at skjule ansigtet, der blev henlagt i mørke skygger, kun hans øjne gnistrede op i som to måner. Vingerne foldede han ind til ryggen, mens at han trampede igennem krostuen mod disken.
Han ignorerede hjørnerne, hvor rige, tykke mænd sad med deres letpåklædte, blege kvinder på skødet. Akkurat ligesom han ignorerede vampyren, der sugede synd ud af kroppen på folk gennem blodet. Eller den slør-dækket kvinde, som solgte dyre men højtlovende ydelser, der kunne rense din krop i dybden.
”Kan jeg hjælpe dig?” Kroværten havde ikke et eneste hår på kroppen, og var lige så bleg som Ineis præster. Selv øjenbryn manglede han. Eian lagde hænderne på birketræsdisken.
”Jeg skal tale med Thorne,” befalede han, og fik med det samme et spydigt smil direkte tilbage i ansigtet.
”Miss Thorne er optaget på nuværende tidspunkt, men jeg kan-”
”Enten henter du hende, ellers går jeg selv op til hendes værelse,” afbrød englen skarpt, og holdte mandens arrogante blik. Han havde hverken tålmodighed eller tid til den slags julelege.
Kroværten – eller hvad han nu skulle forestille at være – gav dog modvilligt efter med et tungt suk, der kunne sammenlignes med at have hele verdens byrder på sine skuldre. Han skulle bare vide.
”Hvem må jeg sige, der venter hende?” spurgte han opgivende, mens han gik mod en trappe, der førte op til alle værelserne. Eian satte sig op på en barstol. Fingrene foldede sig ind i hinanden på bordet. Han skar en grimasse.
”Hendes eneste ven.”