Post by Shaiin McGivens on Dec 3, 2016 19:22:43 GMT
Bael Resnik. Navnet klingede i hans hoved og billeder af forskellige historiebøger gled igennem hans sind. Jo, han havde læst om manden. En mand der ikke var her længere, heldigvis, men som havde gjort sig mindeværdig. Der havde været mange teorier om den massakre der var sket og om manden netop havde haft en djinn ved sin side - hvordan kunne nogen ellers nå så langt og gøre ting så slemme, uden nogen stoppede ham? Men når det kom til stykket, var det blot teorier. Præcis som teorien om at alverdens andre store ting måtte være sket med magi eller Djinns, uden man vidste det. Netop fordi det var så brugt en forklaringsårsag, var sandsynligheden for der faktisk havde været en djinn, minimal. Men denne gang var der altså en djinn...
Men fortid var fortid. Selv om den for Flint udgjorde en del af hans liv.
Da det kom til stykket, kunne han ikke forblive siddende. Han rejste sig op igen. Som en magnet til metal nærmede han sig Flint. Denne gang fandt begge hænder Flints skuldre. Så spinkel, så ung en krop og så gammelt et sind. Han kendte det, vidste at han også selv ville leve længe endnu, i denne krop af hans. Alligevel virkede det næsten absurd, da han lagde hænderne på de spinkle skuldre. Denne slanke krop. En teenagers, et ung menneske, præcis som hans sønner. Måske var det fordi Flint så så ung ud, at han havde svært ved at give efter for det eller måske var det fordi han holdt sig selv tilbage, af ukendte årsager.
Hvilket lod havde djinns ikke? Han havde set Flint gyse, men det værste var at han ikke var sikker på, om Eriz var så meget bedre. Var det et svagt stik af skyldfølelse? Han fortrød det ikke. Og samtidig ville han ønske det ikke netop var Flint, velvidende at uden Eriz, ville de alligevel aldrig have mødt hinanden.
"Det er det mindste, efter jeg kidnappede dig og tvang dig i armene på min dronning. Og afslog din kærlighed" Det sidste blev sagt i dril. Hans hænder gled blidt ned langs Flints arme. På en måde virkede han skrøbelig og han havde lyst til at lægge armene om ham. Stoppe ham fra at ryste på den måde igen. I stedet gled et flirtende smil over ham.
"Men jeg kan helt sikkert finde på noget. Hvordan kan du vide jeg ikke er lige så mørk og skjuler lige så mange hemmeligheder, som Bael eller Eriz?" spurgte han lavmældt. Han var tæt på Flint, hans øjne søgte hans. Ja, lige her. Lige her var der varmt.
Men fortid var fortid. Selv om den for Flint udgjorde en del af hans liv.
Da det kom til stykket, kunne han ikke forblive siddende. Han rejste sig op igen. Som en magnet til metal nærmede han sig Flint. Denne gang fandt begge hænder Flints skuldre. Så spinkel, så ung en krop og så gammelt et sind. Han kendte det, vidste at han også selv ville leve længe endnu, i denne krop af hans. Alligevel virkede det næsten absurd, da han lagde hænderne på de spinkle skuldre. Denne slanke krop. En teenagers, et ung menneske, præcis som hans sønner. Måske var det fordi Flint så så ung ud, at han havde svært ved at give efter for det eller måske var det fordi han holdt sig selv tilbage, af ukendte årsager.
Hvilket lod havde djinns ikke? Han havde set Flint gyse, men det værste var at han ikke var sikker på, om Eriz var så meget bedre. Var det et svagt stik af skyldfølelse? Han fortrød det ikke. Og samtidig ville han ønske det ikke netop var Flint, velvidende at uden Eriz, ville de alligevel aldrig have mødt hinanden.
"Det er det mindste, efter jeg kidnappede dig og tvang dig i armene på min dronning. Og afslog din kærlighed" Det sidste blev sagt i dril. Hans hænder gled blidt ned langs Flints arme. På en måde virkede han skrøbelig og han havde lyst til at lægge armene om ham. Stoppe ham fra at ryste på den måde igen. I stedet gled et flirtende smil over ham.
"Men jeg kan helt sikkert finde på noget. Hvordan kan du vide jeg ikke er lige så mørk og skjuler lige så mange hemmeligheder, som Bael eller Eriz?" spurgte han lavmældt. Han var tæt på Flint, hans øjne søgte hans. Ja, lige her. Lige her var der varmt.