Post by Rebekah Lillium on Sept 18, 2016 19:08:00 GMT
❅ Rebekah Calla-Lily Lillium ❅
"Lim"
"Lim"
Skyggerne var ved at blive lange, og farvede den fortryllede himmel i sine varme og dybe farver. Rød og blå blandede sig sammen og skabte en lilla, hvor det mødtes på midten. Lims øjne var fæstnet mod himmelhvælvingen, mens hun betragtede naturens vidunder. Det var flot, smukt, betagende, ja hun kunne skam blive ved. Den unge pige tog sig selv i at betragte, hvordan solen på sin vej ned gjorde plads for månen og alle dens stjerner. Hun burde for længst være gået tilbage til sin flok i stedet, fandt hun sig selv siddende ved et buskads og betragte, hvordan naturen farvede området ind i et omsvøbende tæppe af skygger. Skygger der skulle give ro til skovens dyr og alle folkene som boede omkring det. Snart vidste hun, at de blinkende stjerner ville pryde nattehimlen og oplyse enhver vej for dem, som ville have forsvildet sig væk. Hun havde siddet og betragtet det så længe, at det pludseligt gik op for hende, at hun burde vende snuden hjemad og ikke skabe bekymringer. Den lille kurv var allerede blevet fyldt op med de urter, som hun var gået op i sensolen for at hente. Som altid var hun endt med at blive betaget af noget og havde fundet sig selv begærende efter, at se mere af det. Nu var solen næsten gået helt ned i horisonten og hun kunne se nogle få ildfluer, der dukkede op omkring hende. Et smil prydede hendes læber, som hun rettede sig op fra den siddende stilling. Det var på tide, at sætte i bevægelse. Hun skubbede en vildfaren lok om bag øret, inden hun bevægede sig afsted. Den snehvide kjole dansede om de bare ben. Hver lille bevægelse var velplaceret, som hun betrådte underlaget med de bare fødder. En rytme blev dannet af hendes smykker, der bevægede sig for hvert lille skridt.
Det var håbefuldt og fuld af gåpåmod hun bevægede sig afsted. Selve landet havde allerede vist hende endeløse enge af græs, en enorm skov og flotte søer. Flere gange havde hun skævet nysgerrigt mod de store marmor bygninger, som tårnede sig op langt borte. Hendes søskende havde fortalt sælsomme historier om andre væsner, som levede bag disse murer og som var anderledes end hendes egen art. Det gjorde hende både overrasket og nysgerrig; en dag ville hun selv finde ud af, hvad det ville betyde. Og mon ikke stenene også havde en overraskelse gemt i ærmet?
Det var håbefuldt og fuld af gåpåmod hun bevægede sig afsted. Selve landet havde allerede vist hende endeløse enge af græs, en enorm skov og flotte søer. Flere gange havde hun skævet nysgerrigt mod de store marmor bygninger, som tårnede sig op langt borte. Hendes søskende havde fortalt sælsomme historier om andre væsner, som levede bag disse murer og som var anderledes end hendes egen art. Det gjorde hende både overrasket og nysgerrig; en dag ville hun selv finde ud af, hvad det ville betyde. Og mon ikke stenene også havde en overraskelse gemt i ærmet?