Post by Macaria Forsyth on Aug 26, 2016 16:43:01 GMT
Lyden af de desperate, frustreret råb var endelig stilnet af. De fire vagter ved døren ind til den lille hytte, kunne endelig trække vejret dybt ud, og lade de anspændte skuldre falde. Nerverne var flosset over at stå vagt foran vampyrens hytte. Alle fire vidste til, at hun havde fået blod – meget blod – for en uges tid siden, og de havde hørt historierne om, hvor mange mænd, det havde taget, at få hende nedlagt igen. Nu kunne fantasien væve paranoide, urolige tanker om, hvad der ville ske, hvis det faktisk lykkes vampyren, at bryde ud af sine lænker igen. Hendes hænder, der ville brase ud gennem døren, og trække én af dem med sig tilbage ind i mørket. Skrigende og viftende med arme og ben, før han ville blive helt stille.
Alle fire vagter havde haft den slags tanker, lige siden deres patruljering var startet. I det mindste var solen ved at stå op. Dens blege stråler kæmpede for at bryde igennem, det tykke, grå skylag, der lå over himlen. En frisk vind susede gennem sprækkerne i hytten, og fik det til at lyde, som om nogle peb og hylede derinde. I det mindste var råbene stoppet. Ved flammerne… i det mindste var råbene stoppet.
Gang på gang på gang rev Macaria hidsigt i lænkerne, for at prøve at komme fri. Lyden af deres klirren, når de spændtes var alt, der lød i hytten, på nær susene fra vinden mellem træværket. Hver bevægelse så dog mere og mere halvhjertet ud. Mere og mere træt. I det hele taget så den ellers så smukke vampyr, ikke særlig godt ud længere. Faktisk havde hun aldrig, set så slem ud før.
Øjnene lå indsunket og mørke inde i kraniet på hende med sorte rander omkring dem. Huden var bleg og gullig, og sad stramt over hendes knogler. Sved glinsede på hendes pande, hals og bryst. Håret hang fedtet i tykke lokker ned på hver side af hendes magre ansigt, hvor de skarpe, hvide tænder var afsløret i en gispende snerren. Læberne var helt farveløse.
Mere end på noget andet tidspunkt lignede den forhenværende dronning et lig. En sød lugt af forrådnelse hang ved hende, som nedfaldet blade om efteråret. Ikke nok med det… blålige blodårer bugtede sig hen over hendes kæbelinje, arme og ben.
Hun så alvorligt syg ud, hvilket hun på sin vis også var. Blod. Hun manglede blod! Intet andet havde hun skreget på de sidste par dage, mens tørsten havde gnavet i enhver celle i hendes krop. Brændt sig igennem hver muskel og nerve.
Alle kræfterne var ved at ebbe ud af hende. Aldrig havde hun haft det så dårligt før, eller følt sig så svag. Hvad var det dog, der skete med hende?!
En knurren forlod hendes læber, mens hun opgivende lod sig hænge i de ubrydelige lænker. Hun kunne ikke tænke klart. Alt der kørte rundt i hovedet på hende, var den insisterende tørst efter blod. Blod. Kun blod. Intet andet end blod. Blod. Så rødt, klistrende og sødt. Så fyldt med liv og energi! Hun havde brug for det! Hun krævede det!!
Hvor fanden blev Aron af?!! Han måtte da dukke op på et tidspunkt! Hvor var han?!! Hun var ligeglad med, hvad han gjorde ved hende, eller hvad han ville! Bare han havde FUCKING BLOD MED!!