Post by Loup Garou on Aug 21, 2016 20:55:08 GMT
Era Garou ~ Loup Garou
De kryptiske ord fra Eras slæng havde været alt Loup havde behøvet at vide, for at søge ind mellem træerne efter sin mage. Hans tænder havde kværnet i munden på ham hele vejen, mens han med hastige skridt bevægede sig over sten og rødder i den retning han var blevet beskrevet. Skulle de her frustrationer virkelig ende tage? Ikke bare havde de kommet til ham og brokket sig som børn over at Era ikke havde ladt dem have det sjovt med de to kvinder som var dukket op, men så havde de også afsløret for ham at de havde efterladt Era alene med dem. Godt nok på hendes ordrer, men stadig!
Ikke at Loup var bekymret for hende på den måde. Era var mere end nok i stand til at forsvare sig selv, og hvis hvad hendes slæng havde fortalt ham passede, virkede det ikke som om de to kvinder havde været fjendligt indstillet. Men man kunne aldrig vide i disse tider når alt i Vavilon så ud til at være i krig mod alle.
Enhver tanke som ville have fortsat tanketråden blev brutalt afbrudt, da Loup blev opmærksom på et øredøvende skrig, og et lysglimt som så ud som om den fyldte himlen. Skriget havde været Eras - han kunne genkende stemmen. Omgående satte han i løb med en fart som næsten fik jorden til at smutte under fødderne på ham da han satte fra, og farede ind gennem træerne. For satan, hvorfor havde de ladt hende være alene!?
Grene blev puffet hårdt til side, og en fugl gav et skrig fra sig før den satte af fra trækronen, da Loup passerede den. Hurtigere, hurtigere. Hvor langt inde i skoven havde hendes slæng sagt at de var gået? Hans overlæbe krængede sig tilbage i en snerren, mens han kæmpede for at holde dyret i ham fra at træde frem. Ikke endnu, vent til du finder hende. Vent til du ved om hun er i live.
Ikke at Loup var bekymret for hende på den måde. Era var mere end nok i stand til at forsvare sig selv, og hvis hvad hendes slæng havde fortalt ham passede, virkede det ikke som om de to kvinder havde været fjendligt indstillet. Men man kunne aldrig vide i disse tider når alt i Vavilon så ud til at være i krig mod alle.
Enhver tanke som ville have fortsat tanketråden blev brutalt afbrudt, da Loup blev opmærksom på et øredøvende skrig, og et lysglimt som så ud som om den fyldte himlen. Skriget havde været Eras - han kunne genkende stemmen. Omgående satte han i løb med en fart som næsten fik jorden til at smutte under fødderne på ham da han satte fra, og farede ind gennem træerne. For satan, hvorfor havde de ladt hende være alene!?
Grene blev puffet hårdt til side, og en fugl gav et skrig fra sig før den satte af fra trækronen, da Loup passerede den. Hurtigere, hurtigere. Hvor langt inde i skoven havde hendes slæng sagt at de var gået? Hans overlæbe krængede sig tilbage i en snerren, mens han kæmpede for at holde dyret i ham fra at træde frem. Ikke endnu, vent til du finder hende. Vent til du ved om hun er i live.