Post by Eriz LaPiera Black on Aug 18, 2016 23:34:54 GMT
Eriz fastholdte hans blik. I de par sekunder det tog hende, før hun vendte ryggen til ham, længtes hun efter at række ud efter ham igen. Mærke et hjerte hamre under sin håndflade. Glide ind i en stærk favn, som ville holde hende tæt. Igen føle varmen og nærheden fra en anden person. Èn der kunne udvise omsorg, venlighed og omtanke.
Altid havde hun omgås farlige spil.
Ryggen blev vendt mod Adrian, og uden yderligere ord forlod hun hans telt, selvom hun havde tøvet i åbningen, før hun forsvandt.
Ude i den friske luft stod hun, og trak det hele ind, mens hun prøvede at finde ud af, hvad der i alverden skete med hende. Var det bare den effekt engle havde på folk? Blidhed der gjorde, at hun havde lyst til at græde, og mærke hans pande mod hendes. Fingrene begravet i hendes hår.
Sammenbidt stirrede hun ud i mørket. Det her havde været en katastrofe. Hvis ikke det hele skulle risle ud gennem fingrene på hende, måtte hun tage sig sammen. Men… Øjnene flakkede. Men… hun skulle tilbage til et tomt telt og en kold seng. Igen ville hun trække en pude ind til sig, og lade som om det er hendes lille prinsesse, hun holder i sin favn. Igen ville hun mærke savnet brænde sig ind i hjertet på sig, så alt hun er efterladt med er hadet, sorgen og bitterheden. Og ingen ville kunne redde hende fra det. Ingen er der til at række ud.
Automatisk lægger hun en hånd mod sin mave, hvor aftrykket gemmer sig bag skjortens stof. Berørt af en engel. Hun kunne stadigvæk mærke den brændende smerte fra hans hånd, der havde fyldt hver en celle i hendes krop. Sådan en kraft.
”Min dronning? Er De okay?” En soldat var kommet op til hende. Bekymret over hendes stilstand.
”Jeg har det fint,” svarede hun tomt – en løgn hun snart havde udtalt så mange gange, at hun håbede, hun snart ville tro på den.
Efter at have været i bad, smurt sig ind i olier, og redt sit hår, satte Eriz sig tilbage ved skrivebordet kun iført en skjorte og underbukser. Væbnet med en fyldt vinkaraffel, friskt blæk og de få stearinlys, som ikke var gået ud, begyndte hun at arbejde videre. På et tidspunkt ville hun falde i søvn. Enten nåede hun at kravle ind i sin alkove, eller også ville hendes hoved finde hvile på den ene arm på bordet. Omgivet af ufærdige breve, halvlæste rapporter, urettet lister, og ubehagelige mareridt. Forhåbentligt ville mareridtene for en gangs skyld vige for en strålende engel, hvis mørke stemme hvisker hende i øret, og jager rædslerne væk.
Altid havde hun omgås farlige spil.
Ryggen blev vendt mod Adrian, og uden yderligere ord forlod hun hans telt, selvom hun havde tøvet i åbningen, før hun forsvandt.
Ude i den friske luft stod hun, og trak det hele ind, mens hun prøvede at finde ud af, hvad der i alverden skete med hende. Var det bare den effekt engle havde på folk? Blidhed der gjorde, at hun havde lyst til at græde, og mærke hans pande mod hendes. Fingrene begravet i hendes hår.
Sammenbidt stirrede hun ud i mørket. Det her havde været en katastrofe. Hvis ikke det hele skulle risle ud gennem fingrene på hende, måtte hun tage sig sammen. Men… Øjnene flakkede. Men… hun skulle tilbage til et tomt telt og en kold seng. Igen ville hun trække en pude ind til sig, og lade som om det er hendes lille prinsesse, hun holder i sin favn. Igen ville hun mærke savnet brænde sig ind i hjertet på sig, så alt hun er efterladt med er hadet, sorgen og bitterheden. Og ingen ville kunne redde hende fra det. Ingen er der til at række ud.
Automatisk lægger hun en hånd mod sin mave, hvor aftrykket gemmer sig bag skjortens stof. Berørt af en engel. Hun kunne stadigvæk mærke den brændende smerte fra hans hånd, der havde fyldt hver en celle i hendes krop. Sådan en kraft.
”Min dronning? Er De okay?” En soldat var kommet op til hende. Bekymret over hendes stilstand.
”Jeg har det fint,” svarede hun tomt – en løgn hun snart havde udtalt så mange gange, at hun håbede, hun snart ville tro på den.
Efter at have været i bad, smurt sig ind i olier, og redt sit hår, satte Eriz sig tilbage ved skrivebordet kun iført en skjorte og underbukser. Væbnet med en fyldt vinkaraffel, friskt blæk og de få stearinlys, som ikke var gået ud, begyndte hun at arbejde videre. På et tidspunkt ville hun falde i søvn. Enten nåede hun at kravle ind i sin alkove, eller også ville hendes hoved finde hvile på den ene arm på bordet. Omgivet af ufærdige breve, halvlæste rapporter, urettet lister, og ubehagelige mareridt. Forhåbentligt ville mareridtene for en gangs skyld vige for en strålende engel, hvis mørke stemme hvisker hende i øret, og jager rædslerne væk.