Post by Aron Zipora on Aug 13, 2016 11:54:33 GMT
Eriz LaPiera Black ~ Aron Zipora
Det var som om hele stemningen i lejren havde forandret sig. Aron kunne fornemme det, selv inde fra sit eget telt, som han havde isoleret sig selv i lige siden han havde forladt Macarias fangehytte. Han havde i det mindste fået bekræftet at det var lykkedes magikerne at få hende tilstrækkelig uskadeliggjort, men stadig havde hun smilet og leet under hele affæren. Det gav ingen mening for ham! Han havde rigtigt nok aldrig set Macaria drikke blod i alt for store mængder, men han havde aldrig forestillet sig effekten det ville have på hende.
Hun havde prøvet at advare ham. Hun havde bønfaldet ham om at stoppe, men han havde nægtet at høre på hende.
Hans arbejdsbord var fuldstændig ryddet. Alt som havde fyldt hans bord for få timer siden, var blevet skubbet til side i en bunke på gulvet, mens han sad placeret på sin stol med ansigtet hvilende i hænderne. Alt hun havde sagt i hytten hjemsøgte ham. Hver en anklage, hver en trussel. Men det værste var de bløde ord, påmindelserne om hvilken rolle han engang havde haft for hende. Lige meget hvor meget han forsøgte at fortælle sig selv at det var løgn, at det ikke forandrede på det faktum at hun havde forvist ham, kunne det ikke overdøve hendes ord. Han rystede. Han følte sig syg.
Det vil slå dig ihjel.
Lyden af en person som skubbede teltdugen til side fik ham til at vende sig skarpt mod teltets åbning, hvor en soldat var dukket op. Hans ansigt vrængede sig i en grimasse.
"Jeg vil ikke forstyrres. Forsv-"
"Dronning Eriz vil se dig i sit telt." afbrød soldaten monotont. Det havde været nok til at gøre Aron bleg, og i et kort øjeblik tøvede han. Instinktivt var det som om han forsøgte at finde på noget, en eller anden undskyldning for at kunne undgå at blive offer for Eriz' utilfredshed. Intet var gået efter planen! Macaria var ikke blevet knækket, han havde kun gjort hende stærkere! Til sidst rejste han sig dog langsomt, og rettede sig så meget op som han nu kunne. Et enkelt åndedræt tog han til sig, før han nikkede til soldaten, og lod ham føre ham med sig til dronningens telt.
Vejen fra hans telt og til Eriz' førte ham tværs gennem lejren, og lod ham passere Macarias hytte. Ekstra vagter var blevet placeret udenfor, og han var ikke i tvivl om at ekstra sikkerhed måtte være placeret indenfor, som en ekstra forhåndsregel. Han gav det dog ikke andet end et flygtigt blik, før han nåede det største telt i lejren. Soldaten som havde hentet ham stoppede udenfor, så Aron kunne passere alene. Tøvende puffede han teltdugen til side og trådte indenfor. Blikket var sænket, men han forsøgte at skjule det ved at bukke med nakken så snart han trådte indenfor.
"De... ville se mig, min dronning?"
Hun havde prøvet at advare ham. Hun havde bønfaldet ham om at stoppe, men han havde nægtet at høre på hende.
Hans arbejdsbord var fuldstændig ryddet. Alt som havde fyldt hans bord for få timer siden, var blevet skubbet til side i en bunke på gulvet, mens han sad placeret på sin stol med ansigtet hvilende i hænderne. Alt hun havde sagt i hytten hjemsøgte ham. Hver en anklage, hver en trussel. Men det værste var de bløde ord, påmindelserne om hvilken rolle han engang havde haft for hende. Lige meget hvor meget han forsøgte at fortælle sig selv at det var løgn, at det ikke forandrede på det faktum at hun havde forvist ham, kunne det ikke overdøve hendes ord. Han rystede. Han følte sig syg.
Det vil slå dig ihjel.
Lyden af en person som skubbede teltdugen til side fik ham til at vende sig skarpt mod teltets åbning, hvor en soldat var dukket op. Hans ansigt vrængede sig i en grimasse.
"Jeg vil ikke forstyrres. Forsv-"
"Dronning Eriz vil se dig i sit telt." afbrød soldaten monotont. Det havde været nok til at gøre Aron bleg, og i et kort øjeblik tøvede han. Instinktivt var det som om han forsøgte at finde på noget, en eller anden undskyldning for at kunne undgå at blive offer for Eriz' utilfredshed. Intet var gået efter planen! Macaria var ikke blevet knækket, han havde kun gjort hende stærkere! Til sidst rejste han sig dog langsomt, og rettede sig så meget op som han nu kunne. Et enkelt åndedræt tog han til sig, før han nikkede til soldaten, og lod ham føre ham med sig til dronningens telt.
Vejen fra hans telt og til Eriz' førte ham tværs gennem lejren, og lod ham passere Macarias hytte. Ekstra vagter var blevet placeret udenfor, og han var ikke i tvivl om at ekstra sikkerhed måtte være placeret indenfor, som en ekstra forhåndsregel. Han gav det dog ikke andet end et flygtigt blik, før han nåede det største telt i lejren. Soldaten som havde hentet ham stoppede udenfor, så Aron kunne passere alene. Tøvende puffede han teltdugen til side og trådte indenfor. Blikket var sænket, men han forsøgte at skjule det ved at bukke med nakken så snart han trådte indenfor.
"De... ville se mig, min dronning?"