Post by Eriz LaPiera Black on Aug 2, 2016 20:50:49 GMT
Lejren havde vokset sig stor de sidste par år. Lige da den var blevet rejst, havde den kun bestået af en improviseret mur med en håndfuld telte. Nu var den en hel militærlejre! Teltene stod tæt sammen som en masse af sorte og røde telte med de forskellige pandemoniske faner blafrende i vinden. Muren var blevet forstærker, og strakte sig nu højt over hedens flade landskab, med kun en enkelt, altid bevogtet port som indgang og udgang.
Indefra lejren kunne man høre ekkoet af alt den aktivitet, som forgik derinde. Lugten af røg stammede fra den mange smedje, der var i gang med at forme våben til de kommende kampe. Metal mod metal var fra soldaternes træning. Heste hvinede og prustede. Mænd satte flere telte op, bar våben, transporterede ressourcer og råbte til hinanden. Overalt var der larm. Mudder, larm og aktivitet.
Inde midt i lejren lå et blodrødt telt som et hjerte for alt sammen. Dronningens telt. Det var ikke ofte, hun sad derinde længere, da hun havde travlt med at lede en hel borgerkrig, men lige nu befandt hun sig faktisk derinde.
Fordybet bag sit skrivebord sad hun med panden hvilende ned mod to fingre, mens at hun omhyggeligt læste de seneste rapporter. Det så ud til at hendes ægtemand, havde rykket sine tropper længere ud mod bjergene. Snart ville hun være nødt til, selv at sende nogle mænd ud, for at møde dem, og tvinge dem til tilbagetog.
Eriz klarede sig ellers godt. De sidste par år havde ændret hende, men stadigvæk var hun den berygtet dronning, kendt for sin skønhed og sin slangetunge. Kjolerne var dog blevet erstattet af praktisk men pænt tøj som et par tætsiddende, sorte læderbukser og en rød skjorte. De ravnsorte lokker var flettet stramt, så de ikke ville være i vejen for hendes gøremål i løbet af dagen.
Teltet var fyldt med tændte stearinlys, der lavede dansende skygger over teltdugen. Skrivebordet var det, som fyldte mest i rummet. Det var overfyldt med kort over Pandemonium og verden. Dokumenter, rapporter og breve lå i sorteret stakke, som ville gøre det nemmere for hende, at have et overblik. En alkove var alt hun havde at sove i bag et gardin. Alt hendes tøj befandt sig i en rejsekiste, og så hang hendes slangerustning på et stativ – klar til at blive taget på, når hun gik med i krig.
”Deres Højhed?” En soldat meldte sin ankomst, inden at han trak teltdugen til side, så han kunne stikke hovedet ind til hende. De dragende, klare isblå øjne gled modvilligt op fra rapporten, for i stedet at rette sig mod soldaten, der krympede sig en smule for hendes blik.
”Ehm… Deres gæst er her. De ved… Mrs. Darkhart. Hende dødsenglen De sendte bud efter?” fortalte han tøvende, og viste tydelig usikkerhed ved at være genstand for dronningens fulde opmærksomhed.
”Ah! Jeg håbede, at hun ville dukke op. Send hende herind, og få sendt noget vin med. Vi skulle nødigt virke ugæstfrie,” bad hun, og smed rapporten fra sig. Dødsenglen. Kort havde hun mødt Corina Darkhart for mange år siden, da de begge to havde været ledsager til en middag i Agares. De to kvinder havde hurtigt faldet i snak, men ikke set hinanden siden. Tiden var gået og Darkhar skulle efter sigende have været blevet enke og Eriz… well… hun var blevet dronning.
Forhåbentligt ville de to ressource stærke kvinder kunne hjælpe hinanden. Eriz glædede sig til igen at arbejde sammen med en dødsengel.