Post by Loup Garou on Jul 25, 2016 8:36:30 GMT
Eriz LaPiera Black ~ Loup Garou
Hvad fanden var det han havde gang i?
Ulveskoven var blevet lagt bag ham, og den klare nattehimmel var blevet røgfyldt og tåget. Pandemoniums lugte fyldte nok en gang hans næsebor, i stedet for den friske lugt af skov og muld han efterhånden var blevet vant til. Et brev var sammenkrøllet i hånden på ham, som efter alt at dømme var blevet åbnet for at blive læst igen og igen, for derefter at blive krøllet sammen igen, som om det ville afsløre en hemmelig besked hvis bare han læste det ene ord mange gange nok.
Tillykke. Brevets eneste ord, ikke så meget som en signatur, men Loup genkendte den fine håndskrift. Brevet var blevet leveret til ham personligt af en eller anden pandemonsk spion, som var forsvundet lige så hurtigt som brevet var blevet givet videre. Det kunne ikke være fra andre end Eriz.
Tænderne kværnede i munden på ham, da lejren begyndte at tage form gennem tågen. Hvorfor havde den kvinde overhovedet kontaktet ham? Hun måtte have hørt om hans ceremoni med Era i Ulveskoven. Der var gået en uge siden den nat, og samtlige varulve i alle tre lande måtte have vist besked nu. Selvfølgelig burde han have forventet at Eriz ville finde ud af det på den ene eller anden anden måde.
"Sølvet tage mig," snerrede han, usikker på om det var ham selv eller Eriz, han bandede over. I det mindste havde Era ikke stillet for mange spørgsmål for hvor han skulle hen, men måske var hun også ligeglad. De havde stadig deres egne ærinder, selv om de var mager. Han blandede sig ikke i hendes affærer, og hun blandede sig ikke i hans.
Vagterne foran lejren stillede sig i vejen for ham da han gjorde mine til at ville indtage lejren.
"Ikke ét skridt til, varulv!" advarede den ene, og rettede et sværd som glimtede i månelyset mod Loup. Det høstede en rasende snerren fra ham - fucking sølv!
"Enten kommer jeg ind, eller så kommer hun herud." Han behøvede ikke uddybe hvem han mente, det kunne han se på måden vagterne skævede til hinanden på. Loup håbede næsten de ville nægte, bare så han havde en undskyldning for at slå nogen ihjel. I sidste ende trådte de en smule til side, men deres sværd forblev hævet.
"Vi holder øje med dig. Én forkert bevægelse, og sølvet får dig - ordentligt, denne gang." advarede vagten. Loup svarede ham ikke, men snerrede blot lydløst mens han blev gelejdet ind forbi lejrens mure. Ud fra øjenkrogen kunne han se en soldat sætte i løb mod det største telt.
Ulveskoven var blevet lagt bag ham, og den klare nattehimmel var blevet røgfyldt og tåget. Pandemoniums lugte fyldte nok en gang hans næsebor, i stedet for den friske lugt af skov og muld han efterhånden var blevet vant til. Et brev var sammenkrøllet i hånden på ham, som efter alt at dømme var blevet åbnet for at blive læst igen og igen, for derefter at blive krøllet sammen igen, som om det ville afsløre en hemmelig besked hvis bare han læste det ene ord mange gange nok.
Tillykke. Brevets eneste ord, ikke så meget som en signatur, men Loup genkendte den fine håndskrift. Brevet var blevet leveret til ham personligt af en eller anden pandemonsk spion, som var forsvundet lige så hurtigt som brevet var blevet givet videre. Det kunne ikke være fra andre end Eriz.
Tænderne kværnede i munden på ham, da lejren begyndte at tage form gennem tågen. Hvorfor havde den kvinde overhovedet kontaktet ham? Hun måtte have hørt om hans ceremoni med Era i Ulveskoven. Der var gået en uge siden den nat, og samtlige varulve i alle tre lande måtte have vist besked nu. Selvfølgelig burde han have forventet at Eriz ville finde ud af det på den ene eller anden anden måde.
"Sølvet tage mig," snerrede han, usikker på om det var ham selv eller Eriz, han bandede over. I det mindste havde Era ikke stillet for mange spørgsmål for hvor han skulle hen, men måske var hun også ligeglad. De havde stadig deres egne ærinder, selv om de var mager. Han blandede sig ikke i hendes affærer, og hun blandede sig ikke i hans.
Vagterne foran lejren stillede sig i vejen for ham da han gjorde mine til at ville indtage lejren.
"Ikke ét skridt til, varulv!" advarede den ene, og rettede et sværd som glimtede i månelyset mod Loup. Det høstede en rasende snerren fra ham - fucking sølv!
"Enten kommer jeg ind, eller så kommer hun herud." Han behøvede ikke uddybe hvem han mente, det kunne han se på måden vagterne skævede til hinanden på. Loup håbede næsten de ville nægte, bare så han havde en undskyldning for at slå nogen ihjel. I sidste ende trådte de en smule til side, men deres sværd forblev hævet.
"Vi holder øje med dig. Én forkert bevægelse, og sølvet får dig - ordentligt, denne gang." advarede vagten. Loup svarede ham ikke, men snerrede blot lydløst mens han blev gelejdet ind forbi lejrens mure. Ud fra øjenkrogen kunne han se en soldat sætte i løb mod det største telt.