Post by Isabel Veterano on Jul 16, 2016 20:43:38 GMT
”Åh det hjælper på det. Det hjælper meget på det,” forsikrede hun ham leende, og stillede sin opspyttet kaffe fra sig på bordet, da den nu ikke var noget værd. Hun håbede inderligt, at Saïx ikke havde stillet hende det spørgsmål med nogle skjulte hensigter, for så ville hun da uden tvivl, have skuffet ham. De havde taget den snak før for mange år siden. Intet var ændret.
Hun lagde mærke til, at han kiggede på hende, og det var nok til at hun mærkede kinderne blive en anelse røde. Hurtigt sænkede hun blikket ned på sine hænder, som hun begyndte at studere nøje, som var de det mest interessante i verden. Det var i sådanne nogle situationer, at hun ikke anede, hvad hun skulle gøre eller stille op med sig selv. De opstod oftere og oftere.
Til sidst ville vel én af dem finde modet og beslutningen, til at sige noget om det, der forgik i begge deres hoveder. Desværre anede hun ikke engang selv, hvad hun ville, eller hvad det klogeste var.
”Så…” begyndte hun, for at finde på noget at fylde stilheden ud med. Uheldigvis havde hun ikke fundet på noget at sige, så hun måtte tøve i uendelige mange sekunder, før hun endelig fandt på noget. Hun rømmede sig. ”…jeg tænkte om du ikke vil lave et nyt sværd til mig? Jeg mistede mit gamle sværd, da jeg døde, og mit nye sværd i Pandemonium glemte jeg på mit værelse. Det eneste jeg har er mine knive, men jeg er altså bedst med sværdet.”
Tak Inei for at samtaleemnet faktisk var relevant nok! Tænk hvis det havde været noget så dumt, som at hun havde spurgt ham, om han kunne lide æbler eller noget?!
Hvor hun dog hadede alt den her slags ting. Det gjorde hende forvirret og utilpas. Hvordan i alverden havde hun overlevet det sidste gang? Hun vidste hvorfor… Der havde hun været midt i et oprør mod Macaria, og haft Marcellus at tænke på oveni. Nu rendte hun rundt på en gård, uden noget at give sig til.
”Der skal selvfølgelig runer på, og så er jeg nok nødt til, at få støbt sølv i klingen også,” fortalte hun med et undskyldende ansigtsudtryk. ”Bare for en sikkerhedsskyld, hvis vi nu skulle støde på varulve eller vampyrer. Altså onde vampyrer.” Og nu lød hun også som et dumt barn. Onde vampyrer… Ved de tre guder. Caleb havde ret. Hun var blevet dårligere til den her leg. Godt han ikke var i rummet! Så havde han stået og prøvet at skjule en indædt latter ned i et tørreklæde.
Hun lagde mærke til, at han kiggede på hende, og det var nok til at hun mærkede kinderne blive en anelse røde. Hurtigt sænkede hun blikket ned på sine hænder, som hun begyndte at studere nøje, som var de det mest interessante i verden. Det var i sådanne nogle situationer, at hun ikke anede, hvad hun skulle gøre eller stille op med sig selv. De opstod oftere og oftere.
Til sidst ville vel én af dem finde modet og beslutningen, til at sige noget om det, der forgik i begge deres hoveder. Desværre anede hun ikke engang selv, hvad hun ville, eller hvad det klogeste var.
”Så…” begyndte hun, for at finde på noget at fylde stilheden ud med. Uheldigvis havde hun ikke fundet på noget at sige, så hun måtte tøve i uendelige mange sekunder, før hun endelig fandt på noget. Hun rømmede sig. ”…jeg tænkte om du ikke vil lave et nyt sværd til mig? Jeg mistede mit gamle sværd, da jeg døde, og mit nye sværd i Pandemonium glemte jeg på mit værelse. Det eneste jeg har er mine knive, men jeg er altså bedst med sværdet.”
Tak Inei for at samtaleemnet faktisk var relevant nok! Tænk hvis det havde været noget så dumt, som at hun havde spurgt ham, om han kunne lide æbler eller noget?!
Hvor hun dog hadede alt den her slags ting. Det gjorde hende forvirret og utilpas. Hvordan i alverden havde hun overlevet det sidste gang? Hun vidste hvorfor… Der havde hun været midt i et oprør mod Macaria, og haft Marcellus at tænke på oveni. Nu rendte hun rundt på en gård, uden noget at give sig til.
”Der skal selvfølgelig runer på, og så er jeg nok nødt til, at få støbt sølv i klingen også,” fortalte hun med et undskyldende ansigtsudtryk. ”Bare for en sikkerhedsskyld, hvis vi nu skulle støde på varulve eller vampyrer. Altså onde vampyrer.” Og nu lød hun også som et dumt barn. Onde vampyrer… Ved de tre guder. Caleb havde ret. Hun var blevet dårligere til den her leg. Godt han ikke var i rummet! Så havde han stået og prøvet at skjule en indædt latter ned i et tørreklæde.