Post by Isabel Veterano on Jul 12, 2016 20:29:41 GMT
Vinden legede med hendes hår, og bebudede at efteråret snart ville være ovre dem. De skulle til at tænke på vinteren og det forråd, de skulle samle dertil. Når sneen først kom ville det være sværere, at komme til landsbyen, der lå en halv dagsrejse væk herfra.
Derfor var Caleb og Moria tager derind, for at sælge de ressourcer de nu kunne undvære. De havde sagt, at de ville spise derinde, og tage den lange gåtur tilbage, når mørket var faldet på, så de var sikre på ingen fulgte efter dem. Isabel havde ondt af de to. Stadigvæk snakkede parret ikke særlig meget sammen, og kunne knap nok kigge på hinanden. Hun vidste at Caleb, sov på gulvet i værelset, og havde gjort det lige siden Raine, havde angrebet dem.
Men hvad kunne hun gøre? Begge lod som ingenting, og selvom hun kunne se smerten i Calebs blik hver eneste dag, var der intet hun kunne sige til ham, der kunne lindre den.
Så derfor holdte hun sig udenfor. I stedet brugte hun tiden på at træne med dem alle. Specielt Moria var blevet glad for sværdkamp – hvem skulle have troet det? Ellers sørgede hun for sine pligter på gården. Der var nok at lave med marken, den ene ko de havde, hønsene, og urtehaven. Derudover havde de til ære for Saïx, også lave en smedjeskur, så han kunne tage sit arbejde op igen. Nogle gange hjalp hun til dér, når hun ikke havde travlt med alle de andre ting.
Hendes shadowdrake skulle også passes. Hver nat gik hun lange ture med den rundt i området, så den kunne få strukket vingerne. Den kunne selv jage nu, og var blevet et pragteksemplar af et rovdyr, der havde vokset sig længere end hun var, hvis hun lagde sig fladt ned ved siden af den.
Lilis drake var ligeledes blev så stor, men var mere ustyrlig. Sikkert fordi Lili stadigvæk var for lille, til at opdrage ordentligt på hende. Selvom der var gået et godt stykke tid, og hun var vokset en del, var hun stadigvæk blot en lille pige. Desværre var hun ikke vokset fra sin creepy, mystiske adfærd, som stadigvæk kunne få det til at gyse i Isabel.
Hun delte værelse med pigen. I starten havde den lille prinsesse sovet inde hos Cal og Moria, men om natten sneg hun sig altid ind til Isabel alligevel. Til sidst havde hun fået sine ting ind i værelset, og sov nu i sengen med hende.
Isabel gav dog stadigvæk ikke Lili den store opmærksomhed. Pigen lignede mere og mere sin far, så det skar i hjertet på Isabel, når hun så på hende. Derudover virkede det som om Lili kunne se direkte ind i sjælen på én, med de bundløse, sorte øjne hun havde. Det var ubehageligt, så Isabel prøvede så vidt muligt, og at holde afstand til pigen, selvom hun selvfølgelig ikke kunne undgå hende helt.
Kartoflen røg ned i baljen, så vandet svulpede. Hun samlede endnu én op, og begyndte at skrælle den med et lille suk. Hendes drake lå under bænken med sin hale viklet rundt om hendes ene ben, som en gigantisk slange, der prøvede at kvæle hende. Den opholdte sig altid i skyggerne, men sov mest om dagen. Røg blev udåndet ud af dens næsebor, mens dens ravrøde øjne var lukket beroligende i. En lille snorken lød fra den. Teoretisk set var den alt for stod, til stadigvæk at ligge under bænken, men det havde den endnu ikke opdaget. I stedet brugte den en masse besvær, på at krybe under den hvidmalet, to personers bænk, og krølle sig helt sammen med vingerne ind til sig.
Lili og hendes drake sov roligt inde hos Saïx. Hun havde været oppe hele natten, for at lege rundt med Caleb, og var først faldet i søvn for et par timer siden inde hos Saïx. De to var også blevet tættere på hinanden, og de havde besluttet at give hende hans efternavn: Zeno.
Mest for bare at få hende til at holde kæft med alle spørgsmålene, om hvad hendes slægtsnavn var.
Isabel gøs lidt i kulden. Hun havde ikke taget en jakke eller et tæppe på, da vejret havde været lunt nok i eftermiddags. I det mindste havde hun beholdt sine støvler på, og de stramme læderbukser var ikke smøget op. Den sorte skjorte hun bar, var dog for tynd mod vinden.
Ja, sort. Selvom hun ikke længere boede i Pandemonium, gik hun stadigvæk i sort og rødt tøj. Det var ved at gøre Caleb sindssyg, men nogle vaner var svære at lægge fra sig. I det mindste gik hun ikke i sin uniform længere.