Post by Nathaniel Oathhorn on Jun 13, 2016 16:28:52 GMT
Det var mørkt i lejren, solen var måske gået ned for et par timer siden. Nathaniel havde brugt det meste af dagen på, at overtale sig selv til at gå over og se sin gamle dronning. Hvad ville han sige? Sidst han så hende havde han kaldt hende et bæst for så at marchere videre med den person hun hadede allermest i verden. De havde begge ændret position siden hun sendt ham af sted den skæbnesvangre dag. Hun var ikke længere dronning af Vavilon, og han var kommende Vavilon.
Nathaniel var klædt i det samme tøj, han havde på da han forlod Vavilon. De sorte bukser, med den sorte doublet og den sorte kappe, med løve hovederne som hæftede kappe fast til hans skuldre. Men der manglede noget, rundt om livet manglede der hans trofaste sværdbælte. Det var det længste han havde gået uden sit sværd nogen sinde. Efter Eriz havde giver Nathaniel lov til at færdes i lejren uden opsyn, og i det hele taget forlade sit telt, havde Nathaniel fået et andet forhold til soldaterne. Han var begyndt at tale med dem, lære dem at kende, få en gensidig respekt, som gjorde Nathaniels færden i lejren nemmere. Det var selvfølgelig ikke samme blinde loyalitet som de havde til Eriz, men han havde formået at komme ind på livet af soldaterne.
Nathaniel var trådt ud af sit telt, og tog en fakkel som hang uden for hans telt. Nathaniel gik over mod den lille hytte som der var blevet bygget til Macaria. I højre hånd havde han faklen, mens den venstre hang stift langs hans venstre side. Selvom Nathaniel snakkede med soldaterne gik han stadig og kiggede sig over skulderen når han gik inde i lejren. Han stolede på ingen… Ikke engang Aron. Nathaniel kom hen til hytten, han skubbede døren op og gik inden for. Nathaniel lyste rundt for at finde et sted til faklen. Nathaniel satte den og kiggede på Macaria som hang på væggen.
”Hvordan har du det?” Sagde Nathaniel og kiggede på hende med et sørgmodigt blik.