Post by Loup Garou on Jun 6, 2016 19:17:18 GMT
Era Garou
Det var over en uge siden slaget, men hele byen stank stadig af lugten af de brændte døde. Eller så var det måske bare Loups skarpe næse, som havde valgt at holde fast i lugten, som et varigt minde om krigen. Som om han stod i nogen fare for at glemme den. Han havde arrene til at minde ham på det.
Han skubbede sig selv op og stå fra feltsengen i hans telt, og så lidt ned af sig selv. Det var lykkedes healerne at behandle hans skader til de grader hvor det ikke længere plagede ham - i hvert fald ikke i lige så høj grad som det plejede. Men mærkerne var der stadig. Sølvet havde brændt huden omkring hans brystkasse og ryg, så huden var blevet rød og knudret, og Forsyths bidemærke var stadig synlig i halsen på ham. Ligemeget hvad, var det ikke noget healerne kunne gøre noget ved. Ubehaget ville falme, men det ville altid være der. Han fortrængte en snerren. Hvis han nogensinde fandt Forsyth-kvinden i live...
Han havde fået nok af Sethos. Han var ved at blive vanvittig af bjergbyen, og alle de dødsengle som beboede den. De overlevende fra hans flok som ikke havde været alt for hårdt såret var allerede taget tilbage til Ulveskoven, og det var kun ham selv og en håndfuld andre som stadig befandt sig i byen. Og så var der selvfølgelig dem, som stadig forblev ved modstandsbevægelsen. Dem som havde kæmpet ved Eras side under krigen.
Han trak i tøjet, mens han så sig omkring i det telt der havde været hans hjem - eller meget behagelige fængsel, sådan som healerne havde forlangt at han skulle blive derinde indtil han var frisk nok til at gå. Den tid havde han bestemt sig for, var nu. Han ville ikke blive i byen et minut længere. Han ville tilbage til skoven. Han ville jage mellem de mørke træer, og igen minde Vavilon om at varulvene var dem der regerede om natten i landet nu, hvor vampyrerne igen var borte. Dén tanke kunne i det mindste trække i hans smilebånd. Men han kunne ikke forlade byen, ikke helt endnu.
Teltflappen til Eras telt blev skubbet til side, da Loup trådte indenfor. Det var første gang siden den dag de begge var vågnet at han var derinde igen, men han kunne til sin tilfredshed fastslå at der ikke stank lige så meget af urter og salver som der havde gjort dengang. Era måtte selv være på bedringens vej. Well... med undtagelse af sit syn.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg har fået nok af det her sted." Ikke så meget som en hilsen, eller en måde at lade hende vide at han var der. Han mente ikke hun behøvede det. Hun var vel stadig i stand til at genkende ham på lugten, selv om hun var blevet blind. "Du er stadig velkommen til at tage med, hvis du ikke har bestemt dig for at du er blevet ubrugelig." Han håbede hun havde gjort sig nye tanker omkring det. Hvad fanden skulle han stille op, når han vendte tilbage til flokken, og ville agere som deres alfa igen. Havde han vundet deres respekt gennem krigen? Sikkert hos nogen, men hos dem alle? Næppe. Specielt ikke Eras slæng, hvis de overhovedet stadig var i live. Tanken gav ham et bittert drag om munden. Nej, han vidste hvordan varulve tænkte. De ville se det som at han havde undgået Eras udfordring. Måske ville flere af dem tro at han selv havde været med til at gøre hende blind, netop for at undgå at tage kampen op med hende.
Han skubbede sig selv op og stå fra feltsengen i hans telt, og så lidt ned af sig selv. Det var lykkedes healerne at behandle hans skader til de grader hvor det ikke længere plagede ham - i hvert fald ikke i lige så høj grad som det plejede. Men mærkerne var der stadig. Sølvet havde brændt huden omkring hans brystkasse og ryg, så huden var blevet rød og knudret, og Forsyths bidemærke var stadig synlig i halsen på ham. Ligemeget hvad, var det ikke noget healerne kunne gøre noget ved. Ubehaget ville falme, men det ville altid være der. Han fortrængte en snerren. Hvis han nogensinde fandt Forsyth-kvinden i live...
Han havde fået nok af Sethos. Han var ved at blive vanvittig af bjergbyen, og alle de dødsengle som beboede den. De overlevende fra hans flok som ikke havde været alt for hårdt såret var allerede taget tilbage til Ulveskoven, og det var kun ham selv og en håndfuld andre som stadig befandt sig i byen. Og så var der selvfølgelig dem, som stadig forblev ved modstandsbevægelsen. Dem som havde kæmpet ved Eras side under krigen.
Han trak i tøjet, mens han så sig omkring i det telt der havde været hans hjem - eller meget behagelige fængsel, sådan som healerne havde forlangt at han skulle blive derinde indtil han var frisk nok til at gå. Den tid havde han bestemt sig for, var nu. Han ville ikke blive i byen et minut længere. Han ville tilbage til skoven. Han ville jage mellem de mørke træer, og igen minde Vavilon om at varulvene var dem der regerede om natten i landet nu, hvor vampyrerne igen var borte. Dén tanke kunne i det mindste trække i hans smilebånd. Men han kunne ikke forlade byen, ikke helt endnu.
Teltflappen til Eras telt blev skubbet til side, da Loup trådte indenfor. Det var første gang siden den dag de begge var vågnet at han var derinde igen, men han kunne til sin tilfredshed fastslå at der ikke stank lige så meget af urter og salver som der havde gjort dengang. Era måtte selv være på bedringens vej. Well... med undtagelse af sit syn.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg har fået nok af det her sted." Ikke så meget som en hilsen, eller en måde at lade hende vide at han var der. Han mente ikke hun behøvede det. Hun var vel stadig i stand til at genkende ham på lugten, selv om hun var blevet blind. "Du er stadig velkommen til at tage med, hvis du ikke har bestemt dig for at du er blevet ubrugelig." Han håbede hun havde gjort sig nye tanker omkring det. Hvad fanden skulle han stille op, når han vendte tilbage til flokken, og ville agere som deres alfa igen. Havde han vundet deres respekt gennem krigen? Sikkert hos nogen, men hos dem alle? Næppe. Specielt ikke Eras slæng, hvis de overhovedet stadig var i live. Tanken gav ham et bittert drag om munden. Nej, han vidste hvordan varulve tænkte. De ville se det som at han havde undgået Eras udfordring. Måske ville flere af dem tro at han selv havde været med til at gøre hende blind, netop for at undgå at tage kampen op med hende.