Post by Zean Forsyth on Jun 5, 2016 18:35:39 GMT
Harris
Huset var lille, men var tydeligvis blevet forladt for mindre end et år siden. Dens have var hurtigt ved at blive overtaget af ukrudt, men huset havde været i nogenlunde stand. Et par huller i taget, som for nu var fyldt ud med noget stof og nogle rotter, der løb over deres fødder. Sølle møbleret, men dog med et par senge, nogle stole og et bord der vippede. Det havde ikke været kønt og selv om Arona højlydt havde brokket sig, havde selv hun måtte leve med det, da Zean forklarede hende at der ingen vej var udenom og at de bare måtte huset rart at bo i.
De havde boet der i nogle dage nu. Den første nat var gået med han var kravlet op på taget, havde tætnet nogle af hullerne og måtte bruge en lang gren til at skubbe en gammel fuglerede ud af skorstenen, så de kunne bruge ildstedet indenfor.
Efter de havde nået Havanos, var hans sår begyndt at heale hurtigere. Ikke bare fordi han faktisk tillod sig at sove lidt, men også fordi han havde fået næring. Den første aften havde han forladt dem på en kro i håb om de ville forblive i sikkerhed, men han fik ordnet sit. De ville i hvert fald ikke være i sikkerhed, hvis han blev hos dem i denne tilstand!
Han havde snart fundet sig frem til en ung kvinde, der gik alene i gaderne. Han var så sulten, at han følte kontrollen forsvinde. Hans krop rystede, hans øjne var blodsprængte og han havde næsten intet spyt. Blodblodblod! Det var alt han kunne tænke på! Han MÅTTE! Og præcis som han havde gjort i smug, i håb om Macaria aldrig ville opdage det, angreb han kvinden. Var det normalt? Var det normal vampyr-adfærd? Han vidste det ikke. Han kunne ikke styre det, han måtte bare gøre det! Og derfor havde han ikke ønsket at fortælle Macaria det. Ønskede ikke at det skulle kontrolleres. Han nød det.
Hans hvide, stærke hænder havde lukket sig om hendes skuldre. Hendes spinkle krop der chokeret kæmpede imod hans. De sølle slag hun kom med, de sølle mumlende lyde, da han borede sine fingre ind i munden på hende og forhindrede hende i at skrige. Natten var hans domæne og han hev hende med ind i nogle mørke skygger, der forhindrede dem i at blive opdaget, hvis nogen skulle komme. Han tog en dyb indånding for at dufte hende. Dufte hendes sved, hendes aromaer, hendes blod!
Dette var som at være dødsengel. Han prøvede stadig, selv om kampen var forgæves. Prøvede stadig ikke at føle noget, prøvede stadig kun at føle den ene ting, som han savnede. Blodet gav den samme rus, men man kunne blive mæt af blod. Man blev aldrig mæt af smerter.
Han hev til, til kødet gav efter og hendes ene kind ikke var andet end laser. Han tog købet i munden. Endnu gled hans fingre rundt i munden på hende, forhindrede hende at skrige op af smerter. Også da han bed sammen og tog en bid af hendes ødelagte kind. Man sagde kinderne var de bedste på et menneske, gjorde man ikke? At det skulle være blødt, at det skulle være delikat. Blodet berusede ham og hele hans krop skælvede, da han til sidst spyttede kødet ud og proppede det i munden på hende igen.
"Shhhh, madro!" drillede han hende, da han lavmælt hviskede hende i øret. Måske hørte hun ikke noget.
Han kunne høre hendes hjerte der slog så livstærkt i brystet på hende. Hans ene hånd famlede over hendes bryster, klemte alt for hårdt om det bryst, der lå ud for hjertet.
"Må jeg vinde dit hjerte?" drillede han videre. Han hev til. Rev løs med sine vampyriske kræfter, til hans fingre borede sig ind i de kirtler, der udgjorde det kvindelige bryst og rev det fra hinanden. Blodet gled ned over hendes sølle tøj. Gråden var stoppet. Faktisk virkede alt til at være stoppet, undtagen end livet! Han snerrede dyrisk, da hans hånd borede sig længere ind i brystet på hende. Hans blodige fingre gled over hendes ribben.
Han blev utålmodig! Han smed hende på jorden, satte sig overskævs på hende og greb fat om ribbene for at splitte dem fra hinanden. Knækknæknæk! Det knasede og sprøjtede og hun spjættede! Det skulle have været en latter, men lød som en sindssyg smaskelyd, da han åbnede munden.
Der var det! Det bankede endnu. Så hurtigt, så panisk! Han kunne næsten lugte hendes frygt og smerte...Smerten...Hvorfor kunne han aldrig mærke smerten, uanset hvad han gjorde?
Han greb om musklen og hev til. Bukkede sig ned efter det. Han havde hevet det halvvejs ud af hendes krop, da han endelig satte tænderne i det. Så sejt! Så livligt! Så...Blodigt...
Blodet overvældede ham, løb ned over hans hage og sølede hans tøj. Han mærkede slet ikke den dunkende fornemmelse af smerte i sin skulder. Han mærkede ikke tårerne der løb ned over hans kinder, fordi han ikke kunne mærke det mest smukke og berusende i verden!
I det mindste var der blodet.
Denne nat mindede om alle de andre. Det var sommer og derfor var natten lun og forholdsvis lys, omend solen da heldigvis gik ned hver aften. Arona lå i sin seng, med tæpperne trukket helt op over hovedet, mens hun sov tungt. Zean havde ikke forlangt hun skulle skifte døgnrytme, ikke endnu i hvert fald. Der var ingen grund til det. Alligevel tog han ofte ind til byen for at ordne sit, så han var ikke hjemme den halve nat. Faktisk havde han ikke været hjemme hele sidste nat. Han kradsede sig over sin brystkasse med en svag irritation. Det kløede! Hvem skulle tro at nogle beskyttende runer mod tankestyring ville klø så meget?
Pludselig rejste han sig op fra sin seng. Harris sov ligesom Arona, men ikke lige så tungt. Han kunne høre det hele på hjertet.
Hans ene hånd gled frem som en slange og greb drengen i skulderen, før han nærmest trak drengen op af sengen og rystede ham samtidig for at vække ham. Ikke nogen mild opvågnen. Hvis Harris var ved at lave en lyd, ville Zean placere en hånd over hans mund og tysse på ham, med et sigende blik mod Arona. Hun skulle sove.
"Følg mig" forlangte han, da han endelig slap Harris. Uden et ord vendte han rundt og forlod rummet. Faktisk gik han helt ud af huset og ud i den lune natteluft. Der var nogle ting han måtte ordne og han måtte snakke med Harris om dem. Han kunne ikke vente længere!
Hans blik gled op til nogle af stjernerne. Han kunne høre hendes latter...Men hun var her ikke. Han kunne ikke vente længere. Han måtte høre latteren igen, nu fra mere end blot et minde.
De havde boet der i nogle dage nu. Den første nat var gået med han var kravlet op på taget, havde tætnet nogle af hullerne og måtte bruge en lang gren til at skubbe en gammel fuglerede ud af skorstenen, så de kunne bruge ildstedet indenfor.
Efter de havde nået Havanos, var hans sår begyndt at heale hurtigere. Ikke bare fordi han faktisk tillod sig at sove lidt, men også fordi han havde fået næring. Den første aften havde han forladt dem på en kro i håb om de ville forblive i sikkerhed, men han fik ordnet sit. De ville i hvert fald ikke være i sikkerhed, hvis han blev hos dem i denne tilstand!
Han havde snart fundet sig frem til en ung kvinde, der gik alene i gaderne. Han var så sulten, at han følte kontrollen forsvinde. Hans krop rystede, hans øjne var blodsprængte og han havde næsten intet spyt. Blodblodblod! Det var alt han kunne tænke på! Han MÅTTE! Og præcis som han havde gjort i smug, i håb om Macaria aldrig ville opdage det, angreb han kvinden. Var det normalt? Var det normal vampyr-adfærd? Han vidste det ikke. Han kunne ikke styre det, han måtte bare gøre det! Og derfor havde han ikke ønsket at fortælle Macaria det. Ønskede ikke at det skulle kontrolleres. Han nød det.
Hans hvide, stærke hænder havde lukket sig om hendes skuldre. Hendes spinkle krop der chokeret kæmpede imod hans. De sølle slag hun kom med, de sølle mumlende lyde, da han borede sine fingre ind i munden på hende og forhindrede hende i at skrige. Natten var hans domæne og han hev hende med ind i nogle mørke skygger, der forhindrede dem i at blive opdaget, hvis nogen skulle komme. Han tog en dyb indånding for at dufte hende. Dufte hendes sved, hendes aromaer, hendes blod!
Dette var som at være dødsengel. Han prøvede stadig, selv om kampen var forgæves. Prøvede stadig ikke at føle noget, prøvede stadig kun at føle den ene ting, som han savnede. Blodet gav den samme rus, men man kunne blive mæt af blod. Man blev aldrig mæt af smerter.
Han hev til, til kødet gav efter og hendes ene kind ikke var andet end laser. Han tog købet i munden. Endnu gled hans fingre rundt i munden på hende, forhindrede hende at skrige op af smerter. Også da han bed sammen og tog en bid af hendes ødelagte kind. Man sagde kinderne var de bedste på et menneske, gjorde man ikke? At det skulle være blødt, at det skulle være delikat. Blodet berusede ham og hele hans krop skælvede, da han til sidst spyttede kødet ud og proppede det i munden på hende igen.
"Shhhh, madro!" drillede han hende, da han lavmælt hviskede hende i øret. Måske hørte hun ikke noget.
Han kunne høre hendes hjerte der slog så livstærkt i brystet på hende. Hans ene hånd famlede over hendes bryster, klemte alt for hårdt om det bryst, der lå ud for hjertet.
"Må jeg vinde dit hjerte?" drillede han videre. Han hev til. Rev løs med sine vampyriske kræfter, til hans fingre borede sig ind i de kirtler, der udgjorde det kvindelige bryst og rev det fra hinanden. Blodet gled ned over hendes sølle tøj. Gråden var stoppet. Faktisk virkede alt til at være stoppet, undtagen end livet! Han snerrede dyrisk, da hans hånd borede sig længere ind i brystet på hende. Hans blodige fingre gled over hendes ribben.
Han blev utålmodig! Han smed hende på jorden, satte sig overskævs på hende og greb fat om ribbene for at splitte dem fra hinanden. Knækknæknæk! Det knasede og sprøjtede og hun spjættede! Det skulle have været en latter, men lød som en sindssyg smaskelyd, da han åbnede munden.
Der var det! Det bankede endnu. Så hurtigt, så panisk! Han kunne næsten lugte hendes frygt og smerte...Smerten...Hvorfor kunne han aldrig mærke smerten, uanset hvad han gjorde?
Han greb om musklen og hev til. Bukkede sig ned efter det. Han havde hevet det halvvejs ud af hendes krop, da han endelig satte tænderne i det. Så sejt! Så livligt! Så...Blodigt...
Blodet overvældede ham, løb ned over hans hage og sølede hans tøj. Han mærkede slet ikke den dunkende fornemmelse af smerte i sin skulder. Han mærkede ikke tårerne der løb ned over hans kinder, fordi han ikke kunne mærke det mest smukke og berusende i verden!
I det mindste var der blodet.
Denne nat mindede om alle de andre. Det var sommer og derfor var natten lun og forholdsvis lys, omend solen da heldigvis gik ned hver aften. Arona lå i sin seng, med tæpperne trukket helt op over hovedet, mens hun sov tungt. Zean havde ikke forlangt hun skulle skifte døgnrytme, ikke endnu i hvert fald. Der var ingen grund til det. Alligevel tog han ofte ind til byen for at ordne sit, så han var ikke hjemme den halve nat. Faktisk havde han ikke været hjemme hele sidste nat. Han kradsede sig over sin brystkasse med en svag irritation. Det kløede! Hvem skulle tro at nogle beskyttende runer mod tankestyring ville klø så meget?
Pludselig rejste han sig op fra sin seng. Harris sov ligesom Arona, men ikke lige så tungt. Han kunne høre det hele på hjertet.
Hans ene hånd gled frem som en slange og greb drengen i skulderen, før han nærmest trak drengen op af sengen og rystede ham samtidig for at vække ham. Ikke nogen mild opvågnen. Hvis Harris var ved at lave en lyd, ville Zean placere en hånd over hans mund og tysse på ham, med et sigende blik mod Arona. Hun skulle sove.
"Følg mig" forlangte han, da han endelig slap Harris. Uden et ord vendte han rundt og forlod rummet. Faktisk gik han helt ud af huset og ud i den lune natteluft. Der var nogle ting han måtte ordne og han måtte snakke med Harris om dem. Han kunne ikke vente længere!
Hans blik gled op til nogle af stjernerne. Han kunne høre hendes latter...Men hun var her ikke. Han kunne ikke vente længere. Han måtte høre latteren igen, nu fra mere end blot et minde.