Post by Isabel Veterano on Jun 6, 2016 19:50:18 GMT
Caleb slap modvilligt Isabel med blikket, for i stedet at kigge ned på sin hustru i hans arme, da hun snakkede til ham. Det overraskede ham, at hun var så forstående – at hun var sat så meget ind i deres procedure. Hun havde ret. De plejede at slås sammen. Det var sådan de altid havde gjort det, men tingene var ændret. Han følte det her var Isabels verden, mens han nu stod her med sin. Dæmonen var pandemonisk, og talte på det sprog. Han kendte Isabel. For første gang følte han sig afskåret fra sin søster.
”Moria…” begyndte han, for at forsikre hende om, at hans plads var her ved hende. Han nåede det dog ikke, før at en hjerteskærende lyd fik alt i ham til at stivne. Lyden af hans søsters skrig.
Tiden gik tredobbelt så langsomt. Det tog ham uendeligheder at kigge op over Morias hoved, for at se Isabel vakle bagud med en hånd presset imod sin side. Blod farvede time-langsomt hendes trøje til. Håret så ud til at stå stille i luften. Øjnene stirrede chokeret på hendes hånd, som hun tog op foran sit ansigt. Glinsende og badet i blod.
Det gjorde fysisk ondt på ham. Hjertet stod helt stille i brystet på ham, mens at han åndeløst, stirrede på Isabel, hvis ansigt fortrak sig i en smertefuld grimasse. Sekund for sekund kunne han se hver muskel trække sig sammen. Han følte det, som om han skulle dø.
Som et formumlende ekko hørte han lyden af en drake, der skreg. Lyden blandede sig med en babys hysteriske skrig.
Han anede ikke, hvad han foretog sig. Han havde sluppet Moria, og var i løb. Munden formede et råb, der stammede helt nede fra hans væreste frygt i maven. Please Inei, please.
Han havde ingen våben på sig, men det behøvede han heller ikke. Runerne brændte sig frem på hans hud, da de blev aktiveret. Hænderne knyttede sig, og sendte en kugle af lyseblåt, brændende magi skiftevis efter dæmonen, for at holde ham væk fra Isabel. Alle tanker om hans og hendes verden, var slettet fra hans tankegang. Handlingerne kom direkte fra instinkter og mange års træning.
Uden tøven gik han direkte i flæsket på dæmonen. Slag og spark blev uddelt med ætsende magi omkring sig, mens at han uden tanke over sin egen sikkerhed, undveg den stikkende kniv.
Det var lang tid siden, han havde kæmpet. I sit hoved hørte han Isabels stemme guide ham. Drej rundt. Hold øje med din flanke. Første slag, anden slag. Buk dig! Kom nu lille fjols, hurtigere! Højre, venstre, venstre, højre! Pres ham!
Han ænsede slet ikke, hvad der forgik med de andre. Alt han så foran sig var dæmonens ansigt, som han havde alt sin koncentration vendt imod.
”I tager hende – ikke fra mig – IGEN!” snerrede han mellem sine slag på pandemonisk.
Isabel lod sig falde ned på det ene knæ. Hun havde svært ved at trække vejret. Det gjorde ondt igennem lungerne, når hun tog en indånding. Panisk opdagede hun hvordan Caleb, var gået til angreb på Raine. Uden tanke på sin skade kæmpede hun sig usikkert op på benene. Hånden knugede sig mod hendes side. Hun kunne mærke blod sile over sin håndryg.
”Kom så Izzy! Kom så!” bed hun af sig selv, og skulle til at springe frem med et støn, for at komme sin bror til undsætning, men faldt ned på alle fire i græsset. Hissende og med øjnene presset hårdt sammen, prøvede hun at holde hulkende inde. Det gjorde så ondt! Så forbandet ondt!
”Caleb!!” råbte hun hjælpeløst imod ham. Han kunne ikke gøre det alene! Han skulle have hjælp! Hun skulle hjælpe ham! Med et ynkeligt hulk prøvede hun endnu engang at komme op på benene. Febrilsk flakkede hendes blik over til Saïx, der også var såret. De måtte gøre noget. Hun måtte gøre noget!
”Saïx! Drik! Drik forhelvede af mig! NU!” råbte hun desperat med en skinger stemme. Caleb ville ikke kunne holde Raine ved stangen for evigt. ”Tag sværdet og drik af mig!! Moria! Du er nødt til at lægge pres på såret, når han har drukket af mig, og du slipper ikke! Du må bruge dine hænder! Kom nu! Hurtigt! Hurtigt! Inden han slår ham ihjel!!”
”Moria…” begyndte han, for at forsikre hende om, at hans plads var her ved hende. Han nåede det dog ikke, før at en hjerteskærende lyd fik alt i ham til at stivne. Lyden af hans søsters skrig.
Tiden gik tredobbelt så langsomt. Det tog ham uendeligheder at kigge op over Morias hoved, for at se Isabel vakle bagud med en hånd presset imod sin side. Blod farvede time-langsomt hendes trøje til. Håret så ud til at stå stille i luften. Øjnene stirrede chokeret på hendes hånd, som hun tog op foran sit ansigt. Glinsende og badet i blod.
Det gjorde fysisk ondt på ham. Hjertet stod helt stille i brystet på ham, mens at han åndeløst, stirrede på Isabel, hvis ansigt fortrak sig i en smertefuld grimasse. Sekund for sekund kunne han se hver muskel trække sig sammen. Han følte det, som om han skulle dø.
Som et formumlende ekko hørte han lyden af en drake, der skreg. Lyden blandede sig med en babys hysteriske skrig.
Han anede ikke, hvad han foretog sig. Han havde sluppet Moria, og var i løb. Munden formede et råb, der stammede helt nede fra hans væreste frygt i maven. Please Inei, please.
Han havde ingen våben på sig, men det behøvede han heller ikke. Runerne brændte sig frem på hans hud, da de blev aktiveret. Hænderne knyttede sig, og sendte en kugle af lyseblåt, brændende magi skiftevis efter dæmonen, for at holde ham væk fra Isabel. Alle tanker om hans og hendes verden, var slettet fra hans tankegang. Handlingerne kom direkte fra instinkter og mange års træning.
Uden tøven gik han direkte i flæsket på dæmonen. Slag og spark blev uddelt med ætsende magi omkring sig, mens at han uden tanke over sin egen sikkerhed, undveg den stikkende kniv.
Det var lang tid siden, han havde kæmpet. I sit hoved hørte han Isabels stemme guide ham. Drej rundt. Hold øje med din flanke. Første slag, anden slag. Buk dig! Kom nu lille fjols, hurtigere! Højre, venstre, venstre, højre! Pres ham!
Han ænsede slet ikke, hvad der forgik med de andre. Alt han så foran sig var dæmonens ansigt, som han havde alt sin koncentration vendt imod.
”I tager hende – ikke fra mig – IGEN!” snerrede han mellem sine slag på pandemonisk.
Isabel lod sig falde ned på det ene knæ. Hun havde svært ved at trække vejret. Det gjorde ondt igennem lungerne, når hun tog en indånding. Panisk opdagede hun hvordan Caleb, var gået til angreb på Raine. Uden tanke på sin skade kæmpede hun sig usikkert op på benene. Hånden knugede sig mod hendes side. Hun kunne mærke blod sile over sin håndryg.
”Kom så Izzy! Kom så!” bed hun af sig selv, og skulle til at springe frem med et støn, for at komme sin bror til undsætning, men faldt ned på alle fire i græsset. Hissende og med øjnene presset hårdt sammen, prøvede hun at holde hulkende inde. Det gjorde så ondt! Så forbandet ondt!
”Caleb!!” råbte hun hjælpeløst imod ham. Han kunne ikke gøre det alene! Han skulle have hjælp! Hun skulle hjælpe ham! Med et ynkeligt hulk prøvede hun endnu engang at komme op på benene. Febrilsk flakkede hendes blik over til Saïx, der også var såret. De måtte gøre noget. Hun måtte gøre noget!
”Saïx! Drik! Drik forhelvede af mig! NU!” råbte hun desperat med en skinger stemme. Caleb ville ikke kunne holde Raine ved stangen for evigt. ”Tag sværdet og drik af mig!! Moria! Du er nødt til at lægge pres på såret, når han har drukket af mig, og du slipper ikke! Du må bruge dine hænder! Kom nu! Hurtigt! Hurtigt! Inden han slår ham ihjel!!”