Post by Caleb Veterano on Jun 1, 2016 6:55:42 GMT
Solen var lige ved at gå ned i horisonten. Dens sidste stråler badede omgivelserne i et sart lyserødt, gyldent lys, der var som taget ud af et vavilonsk maleri. Fuglene sang og boltrede sig på himlen, mens græsset på engene hvislede deres stille sang. Sommeren var for alvor kommet til Portus. Luften var varm, og duftede sødt af frugter og blomster.
Ved den nedbrændte gård blev der flittigt arbejdet på, at få genopbygget det hele. Træer fra skoven var blevet fældet, kløvet og slebet, så de kunne bruges til bjælker, stolper og vægge. En indhegning var blevet lavet til en lille have, og brønden var blevet ryddet, så de kunne bruge den til vand.
Caleb sad overskrævs på en bjælke, og var i gang med at banke et søm på plads. Skelettet af gården var næsten færdig. Hans ben dinglede et par meter over jorden, mens en munter melodi blev fløjtet til arbejdet. Han havde ingen skjorte på. Den slags var for varmt, når man arbejdede i sommersolen. Solens sidste stråler fik alle hans ar til at skinne hvidt op. Selvom at han ikke længere, var så muskuløs, han engang havde været, var hans overkrop stadigvæk aftegnet af muskler. Lidt fedt her og der gjorde, at han bare så sundere ud.
Isabel var ved at løfte de sidste sten hen til brønden, som hun forsøgte at stable op igen. Ligesom sin bror havde hun kastet det meste tøj af sig. Kun de stramme læderbukser, støvlerne og et stof viklet omkring overkroppen og bundet fast bag nakken, havde hun få.
Huden havde fået en brunlig glød efter dages arbejde i solen. Det klædte hende. Musklerne trådte tydeligt frem, hver eneste gang hun løftede en sten, og bar den de sidste meter hen til brønden. Hun kunne bære sten, som et menneske ville have svært ved overhovedet at hæve fra jorden.
Hendes drake lå i skyggen fra et af teltene og blundede sammen med Lili’s. Der havde de ligget det meste af dagen. Først når solen var helt væk, ville de rejse sig, for at gå på jagt.
Isabel placerede stenen øverst på stakke, hun allerede havde fået lavet, og tørrede sig over panden. Hun følte sig øm i hele kroppen. Med en grimasse strakte hun ryggen, der gav sig i små knæk.
”Det her er næsten hårdere end træningen i Pandemonium,” mumlede hun, og fik som svar en kort latter fra Caleb, der dog havde travlt med at holde en del søm mellem sine læber.