Post by Shaiin McGivens on May 19, 2016 6:29:32 GMT
Eriz LaPiera Black
Rejsen havde taget nogle dage. Det skyldtes til dels de havde taget en lille omvej over Portus, der til at starte med næsten ikke ville lade hans hestevogn igennem, for han havde lovet at de ikke her for at drive handel, men blot på gennemrejse. Det skyldtes også at han netop var rejst i en hestevogn med et par af hans mænd, fremfor at flyve hele vejen. Turen havde ellers været overraskende rolig. Han havde forventet nogen for Vavilon ville sætte efter ham, nu hvor han var blevet afsløret i sidste øjeblik, men enten var han for hurtigt væk eller også var landet i mere kaos end han havde regnet med.
Uanset hvad gled hans hestevogn nu op til lejren og hans mænd konverserede lavmælt med hendes mænd, før der blev åbnet og han måtte komme ind.
Hestevognen stoppede efter et øjeblik, da lejren ikke var skabt til at vognen skulle køre særlig behageligt rundt og han derfor foretrak at gå. Han steg ud af den med en arrogance man normalt kun så hos adelige eller folk der var alt for sikre på dem selv. Rank positur og et roligt blik, der scannede omgivelserne.
Han var født med en fin krop, nærmest en perfekt balance mellem smalle hofter og brede skuldre. Der ud over var han klædt i nogle typiske pandamoniske bukser, en varm trøje og en sort kappe der bølgede om hans skuldre og tydeligvis mere var der for et syns skyld, end af praktiske årsager. Og dog. Hvad folk ikke vidste, havde de ikke ondt af. Et mørkt tørklæde hvilede om hans hals. Dog havde han intet sværd på sig, hvilket skyldtes flere ting. For det første var han mere til små knive og for det andet blev hans våben alligevel altid taget fra ham, når han besøgte Eriz.
Nej, det der nok var mest overraskende af manden, der gik i den nyeste mode, var bylten i hans hænder. Drengen havde skreget så meget på turen, at han til sidst havde måtte ansætte en kvinde, der kunne fodre og skifte ham. Derefter var han blevet mere rolig. Men han ville selv overrække bylten til sin dronning. Så mange ting han kunne stjæle og så havde bestillingen lydt på en baby! Måske savnede dronningen sin egen for meget?
Han gav tegn til sine mænd om at blive ved vognen, da han begyndte at gå mod Eriz's telt. Han stoppede uden for det og smilte til en af vagterne der.
"Fortæl dronningen at Shaiin er her for at se hende. Og han bærer gaver!" bemærkede han, næsten alt for overstatisk. Jamen han glædede sig! Det var altid sjovt at se folks ansigter, når han bragte dem netop det de hungrede mest. Bylten i hans arme var svøbt ind i en masse små tæpper og ansigtet var skjult. Ingen kunne se hvem eller hvad det var. Han vidste ikke om Eriz ønskede barnet en hemmelig, så han ville lade det være op til hende at beslutte hvem og hvad der skulle vide babyen var her. Han ventede tålmodigt, med bylten hvilede på den ene arm og den anden med knyttet hånd på ryggen. Hans underretninger havde fortalt ham at Forsyth havde tabt kampen. Måske kunne handlen endelig snart glide igen! Han ville i hvert fald kæmpe for det. Når det kom til stykket, var det alt han bekymrede sig om. Så længe handlen var god, var han ligeglad med hvem der sad på tronen.
Uanset hvad gled hans hestevogn nu op til lejren og hans mænd konverserede lavmælt med hendes mænd, før der blev åbnet og han måtte komme ind.
Hestevognen stoppede efter et øjeblik, da lejren ikke var skabt til at vognen skulle køre særlig behageligt rundt og han derfor foretrak at gå. Han steg ud af den med en arrogance man normalt kun så hos adelige eller folk der var alt for sikre på dem selv. Rank positur og et roligt blik, der scannede omgivelserne.
Han var født med en fin krop, nærmest en perfekt balance mellem smalle hofter og brede skuldre. Der ud over var han klædt i nogle typiske pandamoniske bukser, en varm trøje og en sort kappe der bølgede om hans skuldre og tydeligvis mere var der for et syns skyld, end af praktiske årsager. Og dog. Hvad folk ikke vidste, havde de ikke ondt af. Et mørkt tørklæde hvilede om hans hals. Dog havde han intet sværd på sig, hvilket skyldtes flere ting. For det første var han mere til små knive og for det andet blev hans våben alligevel altid taget fra ham, når han besøgte Eriz.
Nej, det der nok var mest overraskende af manden, der gik i den nyeste mode, var bylten i hans hænder. Drengen havde skreget så meget på turen, at han til sidst havde måtte ansætte en kvinde, der kunne fodre og skifte ham. Derefter var han blevet mere rolig. Men han ville selv overrække bylten til sin dronning. Så mange ting han kunne stjæle og så havde bestillingen lydt på en baby! Måske savnede dronningen sin egen for meget?
Han gav tegn til sine mænd om at blive ved vognen, da han begyndte at gå mod Eriz's telt. Han stoppede uden for det og smilte til en af vagterne der.
"Fortæl dronningen at Shaiin er her for at se hende. Og han bærer gaver!" bemærkede han, næsten alt for overstatisk. Jamen han glædede sig! Det var altid sjovt at se folks ansigter, når han bragte dem netop det de hungrede mest. Bylten i hans arme var svøbt ind i en masse små tæpper og ansigtet var skjult. Ingen kunne se hvem eller hvad det var. Han vidste ikke om Eriz ønskede barnet en hemmelig, så han ville lade det være op til hende at beslutte hvem og hvad der skulle vide babyen var her. Han ventede tålmodigt, med bylten hvilede på den ene arm og den anden med knyttet hånd på ryggen. Hans underretninger havde fortalt ham at Forsyth havde tabt kampen. Måske kunne handlen endelig snart glide igen! Han ville i hvert fald kæmpe for det. Når det kom til stykket, var det alt han bekymrede sig om. Så længe handlen var god, var han ligeglad med hvem der sad på tronen.