Post by Eriz LaPiera Black on May 15, 2016 22:12:43 GMT
Dødsenglens svar havde været langt fra tilfredsstillende, men det var ikke et problem for Eriz, hvis den søde engel ville lege med hende. Hvis han satte sig imod hende, stod han med utrolig få mænd, og hun havde stadigvæk hele sin hær med sig. Forhåbentligt var han dog ikke så dum. Selv en oprører som ham, kunne se hvornår det var en god ide, at blive gode venner med det højere borgerskab – Zean havde hvert fald kunne se det.
Som døden selv vandrede hun bagerst igennem byen. Hendes sind var dog langt foran hende. Kravlende sneg det sig fra person til person, indtil det næsten ikke kunne nå længere ud. Endelig fandt den de folk tættest på vavilonerne. En ung dødsengel blev hendes offer, og hun slog ned i ham, som en ørn fra oven med kløerne udstrakt. Hårdt hæftede hun sig til hans sind.
Desværre havde hun ikke udviklet evnerne, til at kontrollere folk, kun plante illusioner, så det var alt hun kunne gøre. Det og så snakke til ham. Heldigvis havde hun erfaring med at hviske søde ord i en langt stædigere dødsengel, så den unge knægt var ikke noget problem.
Hvis Zach så meget som vovede at spænde en bue mod Macaria, ville knægten redde hende. Vampyren var hendes! Og kun hendes!
Endelig nåede hun de andre, der alle havde slået en tøvende ring omkring et eller andet hun ikke kunne se, men hun vidste hvad det var. En del af hendes sind hvilede i Macaria, og hun havde med det samme vidst, hvad tøsen var ude på, da hun havde tænkt tanken. Bare det ikke var for sent!
Hårdt myrede hun sig igennem de måbende tåber, indtil hun brød igennem ringen, og så det både frygtindgydende men også desperate syn af Macaria klamret til Loups ryg med ansigtet begravet i pelsen. Først efter et stykke tid gik det op for Eriz, at det var fordi at den ækle vampyr drak af ham!
”Slip ham!” Hendes stemme brød den isende tavshed, som et piskesmæld over en glat, nøgen ryg. Tøsen lyttede selvfølgelig ikke, og Eriz turde ikke gå for tæt på i skræk for at blive væltet omkuld – eller at Macaria skulle springe på hende. Der var en grund til, hun havde en sund respekt for møgungen. Vampyrer… hun frygtede dem lige så meget, som hun afskyede dem.
Med en hivende indånding rakte hun sin hånd frem mod de to væsner. Af alt kraft prøvede hun at samle sin fokus omkring den unge vampyr, der nægtede at åbne øjnene, så hun kunne se illusionerne, Eriz lavede omkring hende. I stedet måtte hun gå efter de andre sanser, selvom hun ikke var så stærke i dem.
Hun gjorde både pigen døv, blind og uden evnen til at føle, men pigen blev ved med at holde fast, selvom det måtte føltes som om hun svævede ude i ingenting. Stædige møgunge.
”Zach! Få hende af ham!” råbte hun vredt mod lederen af modstandsbevægelsen. ”Det er din krig! Afslut den så!”
Som døden selv vandrede hun bagerst igennem byen. Hendes sind var dog langt foran hende. Kravlende sneg det sig fra person til person, indtil det næsten ikke kunne nå længere ud. Endelig fandt den de folk tættest på vavilonerne. En ung dødsengel blev hendes offer, og hun slog ned i ham, som en ørn fra oven med kløerne udstrakt. Hårdt hæftede hun sig til hans sind.
Desværre havde hun ikke udviklet evnerne, til at kontrollere folk, kun plante illusioner, så det var alt hun kunne gøre. Det og så snakke til ham. Heldigvis havde hun erfaring med at hviske søde ord i en langt stædigere dødsengel, så den unge knægt var ikke noget problem.
Hvis Zach så meget som vovede at spænde en bue mod Macaria, ville knægten redde hende. Vampyren var hendes! Og kun hendes!
Endelig nåede hun de andre, der alle havde slået en tøvende ring omkring et eller andet hun ikke kunne se, men hun vidste hvad det var. En del af hendes sind hvilede i Macaria, og hun havde med det samme vidst, hvad tøsen var ude på, da hun havde tænkt tanken. Bare det ikke var for sent!
Hårdt myrede hun sig igennem de måbende tåber, indtil hun brød igennem ringen, og så det både frygtindgydende men også desperate syn af Macaria klamret til Loups ryg med ansigtet begravet i pelsen. Først efter et stykke tid gik det op for Eriz, at det var fordi at den ækle vampyr drak af ham!
”Slip ham!” Hendes stemme brød den isende tavshed, som et piskesmæld over en glat, nøgen ryg. Tøsen lyttede selvfølgelig ikke, og Eriz turde ikke gå for tæt på i skræk for at blive væltet omkuld – eller at Macaria skulle springe på hende. Der var en grund til, hun havde en sund respekt for møgungen. Vampyrer… hun frygtede dem lige så meget, som hun afskyede dem.
Med en hivende indånding rakte hun sin hånd frem mod de to væsner. Af alt kraft prøvede hun at samle sin fokus omkring den unge vampyr, der nægtede at åbne øjnene, så hun kunne se illusionerne, Eriz lavede omkring hende. I stedet måtte hun gå efter de andre sanser, selvom hun ikke var så stærke i dem.
Hun gjorde både pigen døv, blind og uden evnen til at føle, men pigen blev ved med at holde fast, selvom det måtte føltes som om hun svævede ude i ingenting. Stædige møgunge.
”Zach! Få hende af ham!” råbte hun vredt mod lederen af modstandsbevægelsen. ”Det er din krig! Afslut den så!”