Post by Loup Garou on May 7, 2016 1:29:50 GMT
Skæret som nærmest brændte i lyset fra fuldmånen kunne ikke tages fejl af. Det gjorde helt ondt i hans mørke øjne bare at se på det skinnende metal som soldaterne løftede op mod varulvene som pressede sig mod dem. Nej... skjoldene som de vavilonske soldater gemte sig bag!
En rasende snerren fandt vej gennem raden af sylskarpe tænder, mens Loup ledte an i presset mod soldaterne. Lyden af vingeslag fyldte luften over dem, og metal der svingede gennem luften sang overalt omkring ham. Men stadig var der det brændende skær som stod mellem ham og soldaterne.
Et dybt og rungende brøl blev givet fra ham, som om dyret i ham forsøgte at brøle skæret væk, få det til at smelte bort som vinterisen gav efter for foråret. Men soldaterne holdt stand. Det fik kun monsteret til at blive desto mere rasende, og nok en hylen blev rettet mod himlen, hurtigt besvaret af de varulve som ikke allerede var travlt optaget med at nedkæmpe sine egne modstandere. Beskeden var klar: intet skulle stå i vejen for dem. De var forberedt på risikoen, og hvad de satte på spil. Hver og én af dem havde valgt at ofre sit eget liv, om nødvendigt, for at bekæmpe vampyrerne, og ingen, ikke engang deres fucking sølv skulle stå i vejen for dem!
”De stopper ikke!” råbte en af soldaterne, som stramt holdt sit skjold oppe med én hånd, og et sværd hævet med den anden. Begge skinnede så lyst og blegt at det skar i Loups øjne, men han standsede ikke – tvært imod satte han farten op, og løb nu på alle fire mod muren af soldater. Det frådende bæst, hvid som sneen som dækkede bjerget, plettet med blod og støv, lignede i sandhed et mareridtsmonster.
En soldat skreg, idet Loups massive krop hamrede ind i sølvskjoldet og væltede soldaten og hans nærmeste brødre ned i jorden. Det sydede i varulvens krop, der han rullede rundt blandt soldater og sølv. Lugten af brændt hud og hår blandede sig med luften af blod, og hylet Loup gav fra sig havde fået en helt anden toneart. Det var en rasende blodtørst blandet med et smerteligt hyl, som var han blevet brændt af helvedes hedeste flammer. Den enorme krop vred omkring sig ude af kontrol, og yderligere soldater blev nedlagt, om det var med hensigt eller ej.
Da det lykkedes Loup at løsrive sig fra sølvet og igen tage afstand til soldaterne var skaden mere end synlig. Den massive krop havde brændte plamager omkring hans mave, brystkasse og ryg. Det røg fra hele hans krop – men de mørke øjne brændte hadefuldt. De skarpe tænder blev blotlagt i en blanding af en snerren og en hosten, som fik en mundfuld blod til at dryppe ned af kæben på ham. En blodig plet begyndte at tage form i siden på ham, og det så ud som om den enorme varulvs åndedræt var blevet mere anstrengt. Luften var ikke gået ud af ham, men han så for øjeblikket ud til at have lært en lektie, og tog afstand til skjoldene som igen var begyndt at tage form af en mur foran dem. Vampyrdronningen befandt sig på den anden side af muren, et sted mellem ham, og de andre varulve som var brudt frem efter eksplosionen. Støvet var begyndt at lægge sig, og gjorde det nemmere at se hele slagmarken igen. Han kunne se bølgen af varulve som væltede over deres egen del af den vavilonske hær – først og fremst så han Eras skikkelse. Hun havde fandme bare at overleve det her! Hvis nogen skulle slå den kælling ihjel, var han fast bestemt på at det skulle være ham!
En rasende snerren fandt vej gennem raden af sylskarpe tænder, mens Loup ledte an i presset mod soldaterne. Lyden af vingeslag fyldte luften over dem, og metal der svingede gennem luften sang overalt omkring ham. Men stadig var der det brændende skær som stod mellem ham og soldaterne.
Et dybt og rungende brøl blev givet fra ham, som om dyret i ham forsøgte at brøle skæret væk, få det til at smelte bort som vinterisen gav efter for foråret. Men soldaterne holdt stand. Det fik kun monsteret til at blive desto mere rasende, og nok en hylen blev rettet mod himlen, hurtigt besvaret af de varulve som ikke allerede var travlt optaget med at nedkæmpe sine egne modstandere. Beskeden var klar: intet skulle stå i vejen for dem. De var forberedt på risikoen, og hvad de satte på spil. Hver og én af dem havde valgt at ofre sit eget liv, om nødvendigt, for at bekæmpe vampyrerne, og ingen, ikke engang deres fucking sølv skulle stå i vejen for dem!
”De stopper ikke!” råbte en af soldaterne, som stramt holdt sit skjold oppe med én hånd, og et sværd hævet med den anden. Begge skinnede så lyst og blegt at det skar i Loups øjne, men han standsede ikke – tvært imod satte han farten op, og løb nu på alle fire mod muren af soldater. Det frådende bæst, hvid som sneen som dækkede bjerget, plettet med blod og støv, lignede i sandhed et mareridtsmonster.
En soldat skreg, idet Loups massive krop hamrede ind i sølvskjoldet og væltede soldaten og hans nærmeste brødre ned i jorden. Det sydede i varulvens krop, der han rullede rundt blandt soldater og sølv. Lugten af brændt hud og hår blandede sig med luften af blod, og hylet Loup gav fra sig havde fået en helt anden toneart. Det var en rasende blodtørst blandet med et smerteligt hyl, som var han blevet brændt af helvedes hedeste flammer. Den enorme krop vred omkring sig ude af kontrol, og yderligere soldater blev nedlagt, om det var med hensigt eller ej.
Da det lykkedes Loup at løsrive sig fra sølvet og igen tage afstand til soldaterne var skaden mere end synlig. Den massive krop havde brændte plamager omkring hans mave, brystkasse og ryg. Det røg fra hele hans krop – men de mørke øjne brændte hadefuldt. De skarpe tænder blev blotlagt i en blanding af en snerren og en hosten, som fik en mundfuld blod til at dryppe ned af kæben på ham. En blodig plet begyndte at tage form i siden på ham, og det så ud som om den enorme varulvs åndedræt var blevet mere anstrengt. Luften var ikke gået ud af ham, men han så for øjeblikket ud til at have lært en lektie, og tog afstand til skjoldene som igen var begyndt at tage form af en mur foran dem. Vampyrdronningen befandt sig på den anden side af muren, et sted mellem ham, og de andre varulve som var brudt frem efter eksplosionen. Støvet var begyndt at lægge sig, og gjorde det nemmere at se hele slagmarken igen. Han kunne se bølgen af varulve som væltede over deres egen del af den vavilonske hær – først og fremst så han Eras skikkelse. Hun havde fandme bare at overleve det her! Hvis nogen skulle slå den kælling ihjel, var han fast bestemt på at det skulle være ham!