Post by Isabel Veterano on May 17, 2016 20:50:41 GMT
Udtryksløst betragtede Isabel hende med et køligt blik, inden at hun pludselig marcherede hen imod hende. En hånd langede ud, og greb om pigens krave, for derefter at trække hende helt hen til sig. Isabel var lige så høj som sin lillebror, men langt stærkere, så det var intet problem, at hive Moria op på tåspidserne, så deres næser næsten stødte sammen.
”Er du så færdig!” hvæsede hun direkte i hovedet på hende med en pandemonisk accent, der skar igennem hendes portusianske ord. ”Jeg er uendelig træt af jer to! I opføre jer som to børn, og det vil ende med at få os alle sammen dræbt!”
Hun lagde hovedet en smule på skrå, og hev Moria mere op på fødderne, så de var lige ved at slippe jorden. Stadigvæk havde hun kun fat i kraven med én hånd.
”Du er en Veterano nu, og vi Veteranoer græder ikke over fortiden - vi kæmper for fremtiden, forstået?! Jeg ved godt du har hjemve, tingene er hårdere, og alting er dumt, men gæt hvad – that’s life! Du har fået mere af Caleb, end nogen nogensinde har fået, på trods hvor meget de har ønsket det! Ved du overhovedet, hvor meget vi har givet dig? Vi har gjort dig til en del af vores familie! Vi vil dele vores fødested med dig! Ja, jeg ved godt, at du hænger på mig også, men det må du leve med, for jeg advare dig – der er ingen ham uden mig!” snerrede hun truende, selvom ordene i et andet toneleje, ville have været blide.
Isabel slap den lille djinn, og lagde i stedet armene over kors. Det her var mærkeligt. En ny Veterano. Dog havde hun haft noget tid til at tygge over det, men stadigvæk så det ikke ud til at hverken Moria og Caleb faktisk havde vænnet sig til det. Typisk.
Hun tog en dyb indånding gennem næsen, så brystet blev pustet op, inden hun slap det hele ud igen. Hendes ansigt blødede en smule op. Træt kløede hun sit øre med skulderen.
”Du er familie nu, Moria. Vi holder sammen – om du så vil det eller ej – for som du nok har opdaget, er der ikke særlig mange af os tilbage,” sagde hun roligt. ”Du er ikke længere en nobelpige. Du er en flygtning og en dusørjæger. En Veterano. Græd over det hvis du vil, men jeg ville se det som en stor ære. Vi har oprettet mere end nogen adelig i Portus.”
”Er du så færdig!” hvæsede hun direkte i hovedet på hende med en pandemonisk accent, der skar igennem hendes portusianske ord. ”Jeg er uendelig træt af jer to! I opføre jer som to børn, og det vil ende med at få os alle sammen dræbt!”
Hun lagde hovedet en smule på skrå, og hev Moria mere op på fødderne, så de var lige ved at slippe jorden. Stadigvæk havde hun kun fat i kraven med én hånd.
”Du er en Veterano nu, og vi Veteranoer græder ikke over fortiden - vi kæmper for fremtiden, forstået?! Jeg ved godt du har hjemve, tingene er hårdere, og alting er dumt, men gæt hvad – that’s life! Du har fået mere af Caleb, end nogen nogensinde har fået, på trods hvor meget de har ønsket det! Ved du overhovedet, hvor meget vi har givet dig? Vi har gjort dig til en del af vores familie! Vi vil dele vores fødested med dig! Ja, jeg ved godt, at du hænger på mig også, men det må du leve med, for jeg advare dig – der er ingen ham uden mig!” snerrede hun truende, selvom ordene i et andet toneleje, ville have været blide.
Isabel slap den lille djinn, og lagde i stedet armene over kors. Det her var mærkeligt. En ny Veterano. Dog havde hun haft noget tid til at tygge over det, men stadigvæk så det ikke ud til at hverken Moria og Caleb faktisk havde vænnet sig til det. Typisk.
Hun tog en dyb indånding gennem næsen, så brystet blev pustet op, inden hun slap det hele ud igen. Hendes ansigt blødede en smule op. Træt kløede hun sit øre med skulderen.
”Du er familie nu, Moria. Vi holder sammen – om du så vil det eller ej – for som du nok har opdaget, er der ikke særlig mange af os tilbage,” sagde hun roligt. ”Du er ikke længere en nobelpige. Du er en flygtning og en dusørjæger. En Veterano. Græd over det hvis du vil, men jeg ville se det som en stor ære. Vi har oprettet mere end nogen adelig i Portus.”