Post by Caleb Veterano on Apr 12, 2016 21:24:17 GMT
Det havde taget den blandet gruppe lidt over en uge, at komme til deres nye bestemmelsessted - deres nye hjem. De to Veteranoers gamle sted. Foråret havde virkelig fået tag i Portus, som havde det varmeste klima af de tre lande. Grønne spirer var ved at sprænge ud på træerne, og luften duftede klart og frisk fra nye blomster og skud. En blå himmel viste sig oftere og oftere med fugle som sorte prikker.
Det var ved at være et stykke tid siden, de sidst havde set en større by. Den tætteste havde været en lille landsby, kun med et par huse, et lille stentorv og lidt butikker. Intet stort. De havde dog passeret byen om natten på grund af Saïx, så det var ikke meget, de havde nået at undersøge.
Græsenge bølgede som et grønt hav, så langt øjet rakte. Små, bløde bakker gav landskabet lidt dynamik, samt en lille skov, man ville kunne nå rundt om på en enkelt dag.
For hvert skridt de tog, blev de to Veteranoers tempo mere hastigt og ivrigt. Turen havde dog ikke ligefrem været behagelig. Caleb havde udelukket kun snakket med Moria og Isabel. Isabel kun med Saïx og Caleb.
De to søskende havde underholdt ved at fortælle om deres oplevelser. Isabel, havde lært Saïx at spille et spil, hvor man skulle gætte hvor mange pinde, man havde i sine hænder, samt forsatte med at lære ham op i Portusiansk.
Cal, der altid havde været et legebarn, rendte rundt som en anden hundehvalp med Lili. Han løb afsted med hende på skuldrene, kastede hende op i luften, og gav både hende og Moria en flettet blomsterkrans på hovedet. Faktisk havde Moria og Caleb i det hele taget, overtaget ansvaret for Lili, der dog nogle gange, kunne finde på at række en buttet hånd ud mod Isabel, der så skulle lade hende holde om sin finger et stykke tid. Sikkert kun på grund af de mørke energier de delte fra Pandemonium, for Isabel nærede ingen interresse overfor den lille pige, andet end at beskytte hende.
Det irriterede stadigvæk hybriden grænseløst, når Cal tog sig af Moria, hvilket han gjorde næsten uafbrudt. Faktisk som tiden gik, blev han mere og mere optaget af den skrøbelige djinn, selvom han på den anden side, også blev mere og mere sig selv. Det skæve, velkendte smil dukkede frem på hans læber, samt det kække glimt i øjet.
Inei havde vidst, givet ham sin sjæl tilbage.
Da de kom til det sidste bakkedrag, kunne den unge magiker ikke vente længere. Han slap Morias hånd, hankede op i sin rygsæk, og satte i ivrigt løb op af den skrå bakke. Isabel tøvede, skævede sigende til Saïx, inden at hun fulgte trop, for at indhente sin lillebror på toppen af bakken.
Dér havde de frit udsyn til...alting. Og når de to søskende mente alting, var det deres hjem. Det eneste hjem de nogensinde havde haft - fordi det lå i deres hjerter.
Forkullet rester stod lige ved grænsen til den lille skov. Brønden var en bunke sten liggende ved siden af. Naturen havde generobret hvad der engang havde været en gård, en stald, en mark og en urtehave. Kun minder lå tilbage.
De to søskende stod tavse på bakketoppen, og så ned på det hele. Isabel havde lagt sin ene hånd på sin lillebrors skulder. For sit indre øje kunne hun se to, små magikerbørn rende rundt dernede dækket af mudder, og fægtende med gulerrødder. En bredskuldret mand med busket, rød skæg, var ved at pløje marken. Hans hustru med ravnsort hår samlet i en lædersnor og æblekinder, fodrede hønsene.
Med munden snerpet sammen tørrede hun øjnene med bagsiden af sin hånd. Cal var ligeglad med den slags. Et saligt smil lå om hans læber mens øjet svømmede over.
"Kan du huske dengang vi såede solsikker ude foran køkkenvinduet?" spurgte han med en grødet stemme. Isabel nikkede tavst. Han smågrinede, og pegede derned. "Du ligger dernede, at du ved det. I vores gamle værelse. Jeg brændte dig ikke."
Han vekslede blik med sin søster, der tvivlende lagde armene over kors, inden at han med endnu et grin trak på skuldrene, og vendte sig om imod sin hustru.
"Moria! Kom og se! Det var her, jeg boede de første år af mit liv! Du vil elske det! Vi kan bygge det hele op igen! Selv urtehaven! Det kan være din!" Han lagde slet ikke mærke til Isabels blandet ansigtsudtryk, før at han lod sig distrahere af Moria, så han kunne vise hende det sted, han havde været mest lykkeligt.