Post by Zean Forsyth on Mar 26, 2016 19:29:24 GMT
Macaria Forsyth
Zean havde ikke været på slottet de sidste par dage, de sidste par uger. Tværtimod havde han været alle andre steder, steder man mindst ville vente det. Det var rart at være sin egen herre igen, rart at kunne rejse rundt på må og få. Nu manglede han bare at folk glemte hans udseende og navn igen, så han rigtig kunne rejse anonymt! Var det for meget at bede om? Folk mødte ham endnu med mistænksomme blikke, vrede eller ligefrem frygt, hvoraf det sidste faldt ham mest behageligt.
Nu sad han på sin sorte hest og kiggede ud over havet.
Havet af mænd og kvinder, alle iklædt Vavilons symbol og rustning, alle med deres sværd og nogle med skjold. Der var ingen grund til at tro Sethos ville gemme på heste, så han havde prioriteret det meste af hæren i buer eller sværd, frem for spyd. Men det betød ikke der ingen var med spyd - trods alt var der flyvende bæster og frådende hunde. Begge dele kunne holdes på afstand af et godt spyd, måske mens resten gik direkte til angreb.
Hans stålgrå, kolde blik gled over til bjergene foran ham. Månens lyse skær gav dem et frygtindgydende indtryk og gjorde dem så uendelig smukke. Hvem der dog kunne tage en tur over dem nu!
Luften var frisk, en anelse kold og måske direkte kold for dem der ikke havde det rigtige tøj på. Trods alt var de i slutningen af vinteren og bjergene var altid meget kolde på dette tidspunkt. Himlen var dækket af pletvise skyer. De havde snakket om at vente til Sethos selv kom ud. Trods alt var byen svær at indtage...Men de ville ikke bare vente stille. Zean havde stadig sin rolle at spille. Han skulle krybe ind i Sethos, en by han kendte bedre end nogen anden og forgifte deres vand. I en lille flaske i sin lomme havde han den...Han havde selv hentet den ved slottet for et par dage siden.
Hans rekognoseringsrunde var ved at nå en slutning. Med de flagrende flag, der stak op af havet af folk, red han ned igennem rækkerne og over mod teltene, kun svagt oplyst af de bål og fakler han red forbi. De kunne aldrig vide hvornår Sethos var desperat nok til at angribe og han havde ikke i sinde at undervurdere dem. Erfaringen sagde ham at man aldrig skulle undervurdere nogen som helst! Men derfor var der endnu telte oppe, som soldaterne kunne hvile eller spise i. Og som nok det vigtigste, hærførerens telt. De kongeliges telt. Han glædede sig til at se Macaria igen efter det sidste stykke tid. Mon hun klarede sig godt selv? Selvfølgelig gjorde hun det.
Han havde på intet tidspunkt tænkt over hans børn kunne blive forældreløse. Sandsynligheden for at de begge ville dø var simpelthen for lille.
I teltet stod et stort bord med et kort på. Ikke et kort over alle tre lande, men et detaljeret kort over Sethos og dens omegn. Flere pile viste hvor der var tunneller, flere skraverede pile fortalte de fleste var blevet ødelagt på nuværende tidspunkt. Nogle brikker stod midt på kortet, som var det i virkeligheden et stort spil skak.
Ah...Næste nat ville være fuldmånens nat. Han ville ønske de kunne angribe på et tidspunkt der passende dem bedst, men det var simpelthen umuligt. Han gik rundt om bordet igen, før han fiskede den lille flaske frem og placerede den midt på kortet, hvor hans gamle hus var aftegnet. Han ville snart rejse ind i byen, men han håbede Macaria kom før det. Han måtte snakke med hende...De måtte have styr på det hele!
Selv var han ankommet sidste nat og havde tilbragt dagen i teltet, hvor han skiftevis havde sovet eller snakket med sine generaler. Hver dag var der kommet flere soldater til deres hær, hver dag steg omkostningerne og brugen for mad og brænde. Han sukkede og gik over for at smide sig i en stol, der var blødt polstret. Kun iklædt nogle støvler, et par bukser og en varm trøje, alle i mørke farver, virkede han som en simpel mand. Det var standard påklædning i militæret. Altid varmt og praktisk, altid beregnet til at bevæge sig i og til at tage ens sved, så det ikke generede huden eller gjorde en alt for kold, hvis man senere lå stille. Mørkt og simpelt. Og for dem der viste det, de ville straks vide at her var en mand af krig, der ikke engang når han kunne slappe af, afgav sine vaner. En mand der ville give alt for at vinde. I dette tilfælde, smadre sine fjender til ukendelighed og brænde de ukendte rester, blot for at være på den sikre side.
Det var fucking hans by! Han ville ikke se den i hænderne på disse...Forrædere...
Zean havde ikke været på slottet de sidste par dage, de sidste par uger. Tværtimod havde han været alle andre steder, steder man mindst ville vente det. Det var rart at være sin egen herre igen, rart at kunne rejse rundt på må og få. Nu manglede han bare at folk glemte hans udseende og navn igen, så han rigtig kunne rejse anonymt! Var det for meget at bede om? Folk mødte ham endnu med mistænksomme blikke, vrede eller ligefrem frygt, hvoraf det sidste faldt ham mest behageligt.
Nu sad han på sin sorte hest og kiggede ud over havet.
Havet af mænd og kvinder, alle iklædt Vavilons symbol og rustning, alle med deres sværd og nogle med skjold. Der var ingen grund til at tro Sethos ville gemme på heste, så han havde prioriteret det meste af hæren i buer eller sværd, frem for spyd. Men det betød ikke der ingen var med spyd - trods alt var der flyvende bæster og frådende hunde. Begge dele kunne holdes på afstand af et godt spyd, måske mens resten gik direkte til angreb.
Hans stålgrå, kolde blik gled over til bjergene foran ham. Månens lyse skær gav dem et frygtindgydende indtryk og gjorde dem så uendelig smukke. Hvem der dog kunne tage en tur over dem nu!
Luften var frisk, en anelse kold og måske direkte kold for dem der ikke havde det rigtige tøj på. Trods alt var de i slutningen af vinteren og bjergene var altid meget kolde på dette tidspunkt. Himlen var dækket af pletvise skyer. De havde snakket om at vente til Sethos selv kom ud. Trods alt var byen svær at indtage...Men de ville ikke bare vente stille. Zean havde stadig sin rolle at spille. Han skulle krybe ind i Sethos, en by han kendte bedre end nogen anden og forgifte deres vand. I en lille flaske i sin lomme havde han den...Han havde selv hentet den ved slottet for et par dage siden.
Hans rekognoseringsrunde var ved at nå en slutning. Med de flagrende flag, der stak op af havet af folk, red han ned igennem rækkerne og over mod teltene, kun svagt oplyst af de bål og fakler han red forbi. De kunne aldrig vide hvornår Sethos var desperat nok til at angribe og han havde ikke i sinde at undervurdere dem. Erfaringen sagde ham at man aldrig skulle undervurdere nogen som helst! Men derfor var der endnu telte oppe, som soldaterne kunne hvile eller spise i. Og som nok det vigtigste, hærførerens telt. De kongeliges telt. Han glædede sig til at se Macaria igen efter det sidste stykke tid. Mon hun klarede sig godt selv? Selvfølgelig gjorde hun det.
Han havde på intet tidspunkt tænkt over hans børn kunne blive forældreløse. Sandsynligheden for at de begge ville dø var simpelthen for lille.
I teltet stod et stort bord med et kort på. Ikke et kort over alle tre lande, men et detaljeret kort over Sethos og dens omegn. Flere pile viste hvor der var tunneller, flere skraverede pile fortalte de fleste var blevet ødelagt på nuværende tidspunkt. Nogle brikker stod midt på kortet, som var det i virkeligheden et stort spil skak.
Ah...Næste nat ville være fuldmånens nat. Han ville ønske de kunne angribe på et tidspunkt der passende dem bedst, men det var simpelthen umuligt. Han gik rundt om bordet igen, før han fiskede den lille flaske frem og placerede den midt på kortet, hvor hans gamle hus var aftegnet. Han ville snart rejse ind i byen, men han håbede Macaria kom før det. Han måtte snakke med hende...De måtte have styr på det hele!
Selv var han ankommet sidste nat og havde tilbragt dagen i teltet, hvor han skiftevis havde sovet eller snakket med sine generaler. Hver dag var der kommet flere soldater til deres hær, hver dag steg omkostningerne og brugen for mad og brænde. Han sukkede og gik over for at smide sig i en stol, der var blødt polstret. Kun iklædt nogle støvler, et par bukser og en varm trøje, alle i mørke farver, virkede han som en simpel mand. Det var standard påklædning i militæret. Altid varmt og praktisk, altid beregnet til at bevæge sig i og til at tage ens sved, så det ikke generede huden eller gjorde en alt for kold, hvis man senere lå stille. Mørkt og simpelt. Og for dem der viste det, de ville straks vide at her var en mand af krig, der ikke engang når han kunne slappe af, afgav sine vaner. En mand der ville give alt for at vinde. I dette tilfælde, smadre sine fjender til ukendelighed og brænde de ukendte rester, blot for at være på den sikre side.
Det var fucking hans by! Han ville ikke se den i hænderne på disse...Forrædere...