Post by Aron Zipora on Mar 9, 2016 0:22:07 GMT
Eriz LaPiera Black ~ Aron Zipora
Skoven i Pandemonium havde været Arons hjem de sidste tre dage. Ikke at det var nogen form for erstatning fra hvad han havde været vant til i Oberion på nogen som helst måde: hvor han før havde haft en behagelig seng at søge til, når udmattelsen tog ham, havde han nu et primitivt læ bygget af hvad han havde været i stand til at finde i den mærkelige skov.
For skoven var i høj grad mærkelig. Landets fabrikker havde forurenet naturen i en sådan grad, at Aron ville beskrive sine omgivelser som unaturlige. Hverken planter eller dyr opførte sig som de skulle under deres givne omstændigheder. Alkymisten i ham kunne ikke undgå at blive fascineret af det hele.
Han rørte i gryden som stod og simrede over bålet midt i hans lille lejrplads. Om indholdet var ment til at være hans næste måltid, eller om det var endnu et af hans små eksperimenter, var det kun ham selv som kunne give svaret på. Måske var det en blanding af begge delene.
Han savnede sit laboratorium. Alt hans udstyr, alle hans notater... Han havde efterladt en del af sig selv tilbage i Vavilon, men stadig var det ikke hvad han savnede mest.
Skeen blev arrigt smidt tilbage i gryden med en metallisk klang, så grydens indhold skvulpede ud over kanten, og ned i bålets flammer som svarede med en hissig hvislen og en mørk røg. Men mens Aron havde sat sig tilbage op mod den nærmeste træstub, var der flere metalliske lyde i nærheden som nærmede sig. Han nåede kun lige at vende sig mod lyden, idet en skinnende sværdspids blev rettet mod ham. Han fulgte sværdets blad mod manden som holdt det, og de tre andre mænd som stod på hver side af ham. Manden med sværdet så ud til at være lederen. Han vendte sig mod manden på sin venstre side, som så ud til at være lettest armeret - uden tvivl for hurtighedens skyld, bedømte han senere..
"Rend i forvejen og sig at vi fandt ham." fortalte han sin makker, som tavst nikkede og satte i løb.
Aron betragtede mændene. De var for godt armeret til at være simple landevejsrøvere. Og de så ikke ud til at have planer om at slå ham ihjel. Men hvad der fangede hans opmærksomhed var symbolet på brystet af deres rustning - Pandemoniums symbol. Dette var kongelige soldater.
Han havde ingen modstand gjort, da de havde trukket ham op fra jorden og skubbet ham foran sig, og ledte ham med sig ud af skoven. Men soldaterne stolte tydeligvis ikke på ham; én af dem havde allerede gået alle hans dybe lommer igennem, og taget alle hans små flasker fra sig, og lagt dem i en skindtaske han selv havde smidt over skulderen. Som om Aron havde tænkt sig at lægge sig op mod de pandemonske soldater, ene mand. Han var ingen idiot, og havde forsøgt at fortælle dem så meget. Men de havde blot bedt ham om at tie stille, og gå videre.
Solen var lige gået ned, da Aron og soldaterne standsede foran nogle mure, Aron ikke genkendte. Han havde holdt så lav profil som muligt siden sin ankomst i landet, og havde ikke fulgt med i hvad der foregik i landets borgerkrig, men det lod som om Eriz og Marcellus stod på hver deres side og kæmpede hinanden imod. Guderne måtte vide hvem af dem han var blevet ført til - han vidste faktisk ikke hvem han frygtede mest. Lejrens porte blev åbnet for dem, og Aron blev puffet videre. Hans lange rejsekappe hang slapt over hans skuldre. Han var øm i hele kroppen efter den lange vandring fra Oberion til Pandemonium, og efter at have tilbragt de sidste par nætter på et tyndt underlag på den hårde skovbund. Udmattelsen var synlig i hans ansigt, som nok en gang var præget af de mørke rande omkring de mosegrønne øjne. Bag sig hørte han hvordan soldaterne endelig gemte deres sværd væk, og en handskebeklædt hånd greb ham ved skulderen, for at få ham til at standse. Aron gjorde som han fik besked på. Han var omringet af soldater. Lyden af metal mod metal fra en træningsplads, lugten af kul og røg fra en smedje og maden fra et køkken... Han befandt sig ikke i en lejr, det var et helt lille samfund. At gøre modstand her ville være hans død, og han havde ikke tænkt sig at ofre sit liv endnu. I stedet drejede han blikket rundt, i håbet om at han i det mindste ville få svar på det primære spørgsmål: var hans Eriz' eller Marcellus' fange?
For skoven var i høj grad mærkelig. Landets fabrikker havde forurenet naturen i en sådan grad, at Aron ville beskrive sine omgivelser som unaturlige. Hverken planter eller dyr opførte sig som de skulle under deres givne omstændigheder. Alkymisten i ham kunne ikke undgå at blive fascineret af det hele.
Han rørte i gryden som stod og simrede over bålet midt i hans lille lejrplads. Om indholdet var ment til at være hans næste måltid, eller om det var endnu et af hans små eksperimenter, var det kun ham selv som kunne give svaret på. Måske var det en blanding af begge delene.
Han savnede sit laboratorium. Alt hans udstyr, alle hans notater... Han havde efterladt en del af sig selv tilbage i Vavilon, men stadig var det ikke hvad han savnede mest.
Skeen blev arrigt smidt tilbage i gryden med en metallisk klang, så grydens indhold skvulpede ud over kanten, og ned i bålets flammer som svarede med en hissig hvislen og en mørk røg. Men mens Aron havde sat sig tilbage op mod den nærmeste træstub, var der flere metalliske lyde i nærheden som nærmede sig. Han nåede kun lige at vende sig mod lyden, idet en skinnende sværdspids blev rettet mod ham. Han fulgte sværdets blad mod manden som holdt det, og de tre andre mænd som stod på hver side af ham. Manden med sværdet så ud til at være lederen. Han vendte sig mod manden på sin venstre side, som så ud til at være lettest armeret - uden tvivl for hurtighedens skyld, bedømte han senere..
"Rend i forvejen og sig at vi fandt ham." fortalte han sin makker, som tavst nikkede og satte i løb.
Aron betragtede mændene. De var for godt armeret til at være simple landevejsrøvere. Og de så ikke ud til at have planer om at slå ham ihjel. Men hvad der fangede hans opmærksomhed var symbolet på brystet af deres rustning - Pandemoniums symbol. Dette var kongelige soldater.
Han havde ingen modstand gjort, da de havde trukket ham op fra jorden og skubbet ham foran sig, og ledte ham med sig ud af skoven. Men soldaterne stolte tydeligvis ikke på ham; én af dem havde allerede gået alle hans dybe lommer igennem, og taget alle hans små flasker fra sig, og lagt dem i en skindtaske han selv havde smidt over skulderen. Som om Aron havde tænkt sig at lægge sig op mod de pandemonske soldater, ene mand. Han var ingen idiot, og havde forsøgt at fortælle dem så meget. Men de havde blot bedt ham om at tie stille, og gå videre.
Solen var lige gået ned, da Aron og soldaterne standsede foran nogle mure, Aron ikke genkendte. Han havde holdt så lav profil som muligt siden sin ankomst i landet, og havde ikke fulgt med i hvad der foregik i landets borgerkrig, men det lod som om Eriz og Marcellus stod på hver deres side og kæmpede hinanden imod. Guderne måtte vide hvem af dem han var blevet ført til - han vidste faktisk ikke hvem han frygtede mest. Lejrens porte blev åbnet for dem, og Aron blev puffet videre. Hans lange rejsekappe hang slapt over hans skuldre. Han var øm i hele kroppen efter den lange vandring fra Oberion til Pandemonium, og efter at have tilbragt de sidste par nætter på et tyndt underlag på den hårde skovbund. Udmattelsen var synlig i hans ansigt, som nok en gang var præget af de mørke rande omkring de mosegrønne øjne. Bag sig hørte han hvordan soldaterne endelig gemte deres sværd væk, og en handskebeklædt hånd greb ham ved skulderen, for at få ham til at standse. Aron gjorde som han fik besked på. Han var omringet af soldater. Lyden af metal mod metal fra en træningsplads, lugten af kul og røg fra en smedje og maden fra et køkken... Han befandt sig ikke i en lejr, det var et helt lille samfund. At gøre modstand her ville være hans død, og han havde ikke tænkt sig at ofre sit liv endnu. I stedet drejede han blikket rundt, i håbet om at han i det mindste ville få svar på det primære spørgsmål: var hans Eriz' eller Marcellus' fange?