Post by Caleb Veterano on Feb 25, 2016 22:01:09 GMT
Flammerne knitrede foran ham som den eneste lyskilde i miles omkreds. Det høje græs omkring ham bølgede i vinden, så det lignede grøn silke lagt over jorden indtil det forsvandt i horisonten. En flad silkeeng. Så langt øjet rakte.
Øjenlåget hang træt, mens det raske øje hvilede på bålet foran ham. Albuerne hvilede på knæene. I hans hænder holdte han et græsstrå, som han fraværende pillede i mindre og mindre stykker. Gnistrene dansede op mod den sorte nattehimmel, for at slutte sig til de talløse stjerner. Her var så roligt. Så stille. Det var lang tid siden, at han sidst havde oplevet det. Ingen bylarm. Ingen bøn. Ingen fodtrin. Ingen snak. Kun naturen og ham selv.
Et lille skindtelt var slået op bag ham. Over bålet simrede en gryde med kogende vand til te, mens resterne af hans aftensmad - brød og ost - lå pakket ind i papir nede i hans taske. Runer og segl var blevet kastet rundt om lejren, så han ville være i sikkerhed for natten - akkurat som han havde gjort det dengang. Nu sad han her igen. Uden noget som helst. Hverken penge, hjem eller materiale goder. Han havde vendt alting ryggen, for igen at finde sig selv, samt blive genforenet med sin anden halvdel.
Sjovt han havde gået så lang tid, og troet at han endelig var hjemme... når det først var nu, at han endelig igen følte at han var, akkurat hvor han skulle være.
Caleb drog et dybt suk, der fik hans skuldre til at falde ydeligere, inden at han drejede hovedet mod sin taske ved hans side. Kort gned han panden med sin ene håndflade, før at han famlede ned i tasken. Tøvende lukkede hans fingre sig om lampens kølige hank, inden at han hev den frem. I lyset fra bålet lignede den det rene guld. Blankpoleret, skinnende og ren efter flere timers pudsning fra hans ærme, imens han havde vandret afsted gennem skove, stier, dale og enge.
Han var kun en halvanden dagsrejse fra Istus. Byen var så stor, at det havde taget ham to dage, at komme ud af dens grænser, men nu var han endelig ude i det vilde landskab igen. Træt i fødderne efter over et døgns utrættelig vandren, havde han endelig slået hvil her midt i det grønne hav.
Overvejende vendte han lampen i sine hænder, inden at han løftede den op foran sit ansigt hvilende i den ene hånd.
"Moria..." kaldte han stilfærdigt med sin bløde, ru stemme. "Du kan komme ud nu."