Post by Zachariah Fairbairn on Feb 17, 2016 11:58:17 GMT
Loup Garou
Han sukkede, da han sikrede sig at hans forholdsvis primitive læderrustning sad som den skulle. Remmene blev strammet så meget, at det var lige før hans blodomløb blev forhindret. Et udtryk for hans nervøsitet, var det vel. Hans blik gled op af den kolde, mørke bjergskråning foran ham, hvorfra en kold vind kom. Så var det nu...Han skulle flyve fra byen, finde denne Loup og snakke med ham, i håb om han ville hjælpe dem ud af den forpinte situation de sad i. Han vædede sine læber og så sig over skulderen, men der stod ikke en for at sige farvel. Det var bedst hvis han fløj uden nogen vidste det eller gjorde noget ud af det, i håb om han kunne få lov til at flyve i fred og uden at møde døden. Ja, alt steg eller faldt jo med ham trods alt. Så frivilliiigt han havde indvilliget i at flyve i sin sikre død...Men uanset hvad sad de og ventede på døden, så hvis han skulle risikere alt for at redde resten, var det så ikke det værd?
Med Vavilons hær uden for porten, med lyden af endnu en tunnel et sted i bjergene der blev sprængt i stykker, så de blev endnu mere låst inde til deres fremtidige slagtning. Era havde haft ret, de kunne ikke vente længere, de måtte af sted, også inden de mistede deres efterhånden små maddepoter.
Iklædt sort tøj, for at forsvinde op i natten og forhåbentlig forblive uset, slog han sine prægtige vinger ud og satte fra jorden.
Uanset hvad der skulle ske, var det rart at være i luften igen. At mærke den kolde vind mod sit ansigt, at strække ud i musklerne langt sin ryg. Til sidst nåede han op over bjergskråningen og fløj hen over den. Hans blik gled ned over bålene, der fortalte sit tydelige sprog om hvor mange små lejre af soldater der blot ventede. Han sank lidt, før han korrigerede sin kurs mod skoven, der lå mørk i horisonten. Era havde nøje indprintet ham hvor Loup sikkert kunne blive fundet, et sted i selveste ulveskoven.
Hans tur gik fremad. Han slog hårdt med vingerne for at komme hurtig forbi det farligste stykke af krigeriske soldater...
Han var dog ikke nået særlig langt før han igennem lyden af vind i sine øre, bemærkede lyder af råb og buer der blev sluppet. Han udførte flere undvigelsesmanøvre for at undgå pilene, men måtte alligevel komme med et udbrud af smerte, da en pil gennemborede hans ene ben og han faldt flere meter, før han formåede at baske med vingerne igen og bringe sig selv sikkert ud af afstand fra soldaternes buer...
Han havde ikke tid til at stoppe op og tage sig af såret. Muligvis havde soldaterne hørt ham og ville løbe efter ham, i håb om at han landede, fordi han var blevet ramt. Så trods fornemmelsen af det varme blod, der løb fra hans lår, fortsatte han stædigt. Fandt en hvis styrke i smerten trods alt.
Efter en længere flyvetur landene han endelig foran skoven. Han så sig omkring, bekymret for om Vavilons soldater også ville gemme sig her, men for nu var det kun en ugles tuden han hørte. Han tog sig til benet med et støn af smerte, de blev straks farvet røde af blod. Med er erfarne hænder knækkede han enden af pilen, både den ene og den anden. Pilen havde gennemboret hans lår...Forbandet! han skulle forhåbentlig snart i krig, så kunne han ikke halte af sted! Han bandede stærkt, mens han flåede den sidste rest af pilen ud af sit lår og rev noget stof af sin trøje og bandt det stramt om såret. Han kunne ikke flyve igennem skoven...
Hans blik gled ind mellem de mørke træer. Det var nat, så skoven fremstod som en mur af mørke. Bladene forhindrede at det svage lys fra månen i at nå særlig langt. Han haltede ind mellem de første træer og ledte efter en af gren, til han endelig fandt en der var lang nok til at han kunne bruge den som støtte. Med den i den ene hånd begyndte han stædigt at halte længere ind i skoven. Ja, et eller andet sted håbede han måske på at lugten af blod ville tilkalde nogle varulve, der kunne føre ham til denne Loup?
Med Vavilons hær uden for porten, med lyden af endnu en tunnel et sted i bjergene der blev sprængt i stykker, så de blev endnu mere låst inde til deres fremtidige slagtning. Era havde haft ret, de kunne ikke vente længere, de måtte af sted, også inden de mistede deres efterhånden små maddepoter.
Iklædt sort tøj, for at forsvinde op i natten og forhåbentlig forblive uset, slog han sine prægtige vinger ud og satte fra jorden.
Uanset hvad der skulle ske, var det rart at være i luften igen. At mærke den kolde vind mod sit ansigt, at strække ud i musklerne langt sin ryg. Til sidst nåede han op over bjergskråningen og fløj hen over den. Hans blik gled ned over bålene, der fortalte sit tydelige sprog om hvor mange små lejre af soldater der blot ventede. Han sank lidt, før han korrigerede sin kurs mod skoven, der lå mørk i horisonten. Era havde nøje indprintet ham hvor Loup sikkert kunne blive fundet, et sted i selveste ulveskoven.
Hans tur gik fremad. Han slog hårdt med vingerne for at komme hurtig forbi det farligste stykke af krigeriske soldater...
Han var dog ikke nået særlig langt før han igennem lyden af vind i sine øre, bemærkede lyder af råb og buer der blev sluppet. Han udførte flere undvigelsesmanøvre for at undgå pilene, men måtte alligevel komme med et udbrud af smerte, da en pil gennemborede hans ene ben og han faldt flere meter, før han formåede at baske med vingerne igen og bringe sig selv sikkert ud af afstand fra soldaternes buer...
Han havde ikke tid til at stoppe op og tage sig af såret. Muligvis havde soldaterne hørt ham og ville løbe efter ham, i håb om at han landede, fordi han var blevet ramt. Så trods fornemmelsen af det varme blod, der løb fra hans lår, fortsatte han stædigt. Fandt en hvis styrke i smerten trods alt.
Efter en længere flyvetur landene han endelig foran skoven. Han så sig omkring, bekymret for om Vavilons soldater også ville gemme sig her, men for nu var det kun en ugles tuden han hørte. Han tog sig til benet med et støn af smerte, de blev straks farvet røde af blod. Med er erfarne hænder knækkede han enden af pilen, både den ene og den anden. Pilen havde gennemboret hans lår...Forbandet! han skulle forhåbentlig snart i krig, så kunne han ikke halte af sted! Han bandede stærkt, mens han flåede den sidste rest af pilen ud af sit lår og rev noget stof af sin trøje og bandt det stramt om såret. Han kunne ikke flyve igennem skoven...
Hans blik gled ind mellem de mørke træer. Det var nat, så skoven fremstod som en mur af mørke. Bladene forhindrede at det svage lys fra månen i at nå særlig langt. Han haltede ind mellem de første træer og ledte efter en af gren, til han endelig fandt en der var lang nok til at han kunne bruge den som støtte. Med den i den ene hånd begyndte han stædigt at halte længere ind i skoven. Ja, et eller andet sted håbede han måske på at lugten af blod ville tilkalde nogle varulve, der kunne føre ham til denne Loup?